Denne jakke og støvler kan blive dine...

Det her er det værste jeg har oplevet…

IMG_9091For et par dage siden var vi ude for en forfærdelig oplevelse, som jeg har ventet med at fortælle, til jeg havde sundet mig. Det kunne ha’ gået så forfærdelig galt, og det er virkelig et julemirakel, at det ikke gjorde.

Hollie Nolia og jeg var på vej i Fields, hvor vi skulle spise aftensmad med Andreas. Det regner og blæser, så jeg tager mit halstørklæde omkring ansigtet og tager den der skygge på klapvognen ned, så Hollie kan sidde tørt. I klapvognen sidder hun også i en kørepose, så hun sidder dejligt i hendes lille hule. Jeg går ret hurtigt og lunter afsted pga. vejret. For at komme over på den anden side af vejen, skal man over fire spor, som altid er ret besværlig at komme over. Det er dog meningen at man går over netop der, men det er bare svært at se noget, fordi der ofte parkerer biler i siden. Lige op til jul er der meget trafik, som gør det endnu værre at skulle over. Jeg er heldig at der er tre biler i de første tre baner der holder tilbage, så vi kan suse over. Men der er et fjerde spor også. Da jeg har fart på, og halstørklæde omkring ansigtet, overser jeg den fjerde bil, i det fjerde spor. Det er så forfærdeligt det her. Da jeg går med klapvognen er den jo foran mig, og jeg kommer til at løbe ud på vejen, hvor der kommer en bil. Bilen rammer klapvognen med Hollie Nolia i, som bliver slynget henover vejbanen hvor den triller rundt med hende i. Jeg når at opfange bilen og prøver at holde fast, men den bliver revet ud af mine hænder, og jeg ser den blive kastet ud på vejbanen og triller rundt. Jeg ved nærmest ikke hvad jeg gør, men jeg husker at jeg løber hen og skal kigge ind i klapvogn, uden at vide hvilket syn der venter mig. Jeg hiver hende ud og får hende ind til siden. De andre biler stopper og folk kommer og hjælper os, og samler vores sager og klapvogn op fra kørebanen. Hollie skriger meget og der er folk omkring os, men jeg er alligevel fattet nok til systematisk at tjekke hendes hoved og krop for skader og spørge om hun har ondt. Hun bløder mirakuløst ikke, og selvom de andre tilstedeværende vil ringe efter en ambulance, beslutter jeg at hun skal igennem en større oplevelse af den slags, hvis ikke det er nødvendigt. Det føler jeg ikke det er. Jeg har aldrig oplevet noget så modbydeligt, som at se den klapvogn blive taget af en bil, og jeg ser det for mig igen og igen, fra mine øjne, oppefra og hvad der kunne være sket hvis vi var kommet to sek før, og den var kommet under bilen. Var det mon ikke sket hvis der ikke regnede, og jeg ikke havde halstørklæde på der tog mit udsyn… Men var hun i live, hvis der IKKE regnede, og skyggen på klapvognen ikke var oppe? Når jeg ser på skaderne på klapvognen, så ER det et mirakel hun slap uskadt. Ikke en skramme fik hun, udover forskrækkelsen. Fordi hun sad i posen røg hun ikke ud af klapvognen, og fordi hætten var nede, beskyttede den hendes lille hoved. Det var det eneste der var mellem hendes ansigt og asfalten, da jeg samlede hende op.

Jeg husker at jeg blev ved med at sige til de to mænd der kørte bilen, at “det var min skyld, det var min skyld”. De sagde at det jo ikke handlede om hvis skyld det var, det vigtigste var, at der ikke var sket noget. Det er også rigtigt, men hvis der var sket noget med hende, så VAR det min skyld, og det havde jeg aldrig tilgivet mig selv, eller kommet over. Nogen eller noget holdt en hånd over os lige dér.

En time senere stilte Hollie Nolia sig op, løftede sin pegefinger og skældte mig ud over jeg ikke havde set mig ordenligt for. “Det er farligt moar, jeg gider ikke bilen skal køre over mig, så bliver jeg jo flad som en pandekage. Det er meget farligt, og bilen ramte mig og klapvognen så vi væltede. Du skal se efter bilerne moar!”. Vi har talt meget om det, og hun er en kvik og åben lille pige der ikke går og gemmer på snak og følelser, men får det ud.

I kan TRO jeg ser efter bilerne, mange mange ekstra gange nu.

   

Næste indlæg

Denne jakke og støvler kan blive dine...