Nyt år med gode vaner der holder ved + rabatkode!

Troels på bloggen: Første gang jeg mødte Mascha

Billedet er taget på vores anden date, hvor jeg stadig var meget hemmelig og ikke med på billederne.

 

I dag er det nøjagtig 2 år siden der tikkede en besked ind fra Pernille, der fik mig til at anmode Troels om venskab på IG. Derfor synes jeg det er sjovt det lige er i dag, I får første indlæg fra ham selv, om vores første møde. Dette er skrevet ud fra spørgsmål stillet til Troels, via min Instagram. More to come, her får I første…

 

Hej …. Jeg hedder Troels.

Som de fleste af jer ved, så er jeg Maschas kæreste. Jeg er også så meget andet, men jeg er hverken blogger eller skribent af nogen art, desværre. På trods af det, har jeg fået lov at skrive et indlæg her på bloggen, næsten helt uopfordret. Mascha spurgte mig i sommers, om ikke jeg ville bidrage med et lille indlæg, og selv om hun kan være utrolig overbevisende, når hun ønsker det, så var det faktisk ikke nødvendigt. Jeg syntes, at det var en sjov idé, at fortælle om tilværelsen set fra mit perspektiv, så med lidt forsinkelse kommer her mit bidrag til bloggen.

Jeg var meget lidt SoMe før jeg mødte Mascha og er stadig ikke ligefrem nogen haj, men Mascha lavede en spørgerunde på Instagram og jeg må indrømme ,at jeg blev overrasket over, hvor mange spørgsmål der var og hvor mange, der havde spørgsmål. Hvordan scorede du Mascha? Hvordan er det at være kæreste med en offentlig person, overvejelser omkring sociale medier, livet som jagerpilot, hvordan reagerede du første gang du hørte Mascha skraldgrine osv osv….

Der var også enkelte relevante praktiske spørgsmål, som “Er du ikke træt af at lave alt i haven?”, men dog flest spørgsmål som de førstnævnte, og da jeg jo er militærmand, foretrækker jeg at tage fat tidskronologisk, så … Hvordan mødte jeg Mascha?

Jeg blev simpelthen Insta pimpet ud af en bekendt. Simplere kan det ikke siges. En ihærdig en af slagsen, da hun i flere forsøg prøvede at overbevise Mascha om, at jeg var lige noget for hende. Jeg anede intet om det første forsøg på at lege Kristen Giftekniv, og det andet forsøg blev jeg først klar over, da det var lykkedes at vække interesse. Jeg sad i Litauen, udsendt på Baltic Air Policing, en NATO mission, som Danmark ofte bidrager til. Opgaven er at patruljere og beskytte de baltiske staters luftrum, en opgave der går på tur mellem de forskellige NATO-lande, der har jagerfly til at løse opgaven. Jeg var næsten lige ankommet til Litauen, da jeg fik følgende besked fra søde Pernille: “Hi TEO, Jeg håber du er single, for jeg har lige sagt til Mascha Vang at hun skal ligge billet ind på dig. Hun har anmodet om at følge dig på IG. Og JA det er den Mascha Vang. Hun er så stang lækker”. Okayyy, rimelig crazy besked der tikker ind sådan en småkedelig tirsdag aften i Litauen. Pernille og jeg skriver meget sjældent sammen, så må indrømme at jeg var lidt paf. Men den var god nok, da jeg åbnede IG lå der en anmodning og ventede.

 

Her flyver vi op og hilser på Statsmenisteren, i Litauen. Også det første billede Mascha likede hos mig.

 

Jeg kendte kun meget lidt til Mascha inden det her, men så er det jo godt at Google også virker i Litauen.  Det var faktisk allerede her i den spæde start, at det gik op for mig hvor meget Mascha fylder på de sociale medier. Der gik 5 min fra Mascha første gang likede et af mine billeder, før en kollega kom over til mig til morgenmaden og spurgte: “Ok, hvad sker der lige for dig og Mascha Vang?!”

Der gik en rum tid fra vi begyndte at skrive sammen, til vi mødtes første gang. Snak lige om nervøsitet og frygten for at skuffe, efter at have opbygget de mest sindsyge forventninger! Vi havde jo nærmest skrevet sammen uafbrudt i 4 uger, og det var en super fed måde at lære hinanden at kende på. Mascha er som bekendt ret god på skrift og vi havde den sjoveste og mest fantastiske dialog sammen. Jeg var jo på mission, så jeg kunne ikke bare lige smutte til københavn i weekenden og mødes. Jeg kunne heller ikke have besøg, så det gjorde situationen ret unik. Altså jeg kunne jo have fløjet til københavn på en halv time, men det var nok ikke blevet værdsat synderligt af chefen. Så vi var nødt til at vente, til jeg kom hjem til Danmark og det faktisk kunne lade sig gøre at mødes, selv om vi begge bare vildt gerne ville mødes med det samme.

Jeg tror aldrig det var blevet til noget seriøst mellem os, hvis ikke det var startet som det gjorde. Vi talte heller ikke sammen før vi mødtes første gang, hvilket jeg selv synes var temmelig smart fundet på, I ved den der tanke om, at kvinder kan godt lide at man er lidt mystisk, duhh! Det var lige før at den strategi gav bagslag, da jeg ikke lyder speciel jysk, hvilket hun jo forventede fordi jeg boede i Jylland. Jeg er oprindelig fra Lyngby. Hvis ikke vi havde skrevet sammen længe, tror jeg hun havde synes, at jeg var lidt for københavner smart og jeg havde måske nok troet, at hun var lidt for insta overfladisk…

 

Mascha på vej hjem til mig, for første gang.

 

Men heldigvis var vores første møde en succes og københavner accenten skræmte hende ikke alt for meget. Jeg husker at vi mødtes til frokost hjemme hos mig og jeg var, for en sjælden gang skyld, mundlam da jeg åbnede døren og hun stod der på mit dørtrin og var blændende smuk. Altså, Mascha er ret god til at se fantastisk ud på billeder, bevares. Og der havde jo ikke ligefrem været mangel på nydelige billeder i vores skriverier sammen eller på internettet for den sags skyld, men jeg blev dog stadig total paf, da vi endelig stod ansigt til ansigt.

Det var en skøn første date, hvor vi, big surprise, fik sushi og bobler. Vores anden date var på Falkenberg Spa i Sverige og var out of this world fantastisk og det var der, at det gik op for mig, at jeg var forelsket i Mascha. Det var på Valentines day og den tur glemmer jeg aldrig. Det sjove var, at Mascha ikke engang havde tænkt over, at det var Valentines day, og at jeg senere fandt ud af, at hendes primære grund til at vi skulle på spa, var fordi hun var nervøs for at skulle lave mad til mig, hvis vi bare skulle være hjemme hos hende…. Go figure.
Image Map

Næste indlæg

Nyt år med gode vaner der holder ved + rabatkode!