Design By Us vintagelamper, made by ME!

Velkommen til vores Garden Housewarming

 

Med andre ord, kom og se vores nye hjem, men I skal fandme ikke svine vores gulve til, haha. Vores første sommer i det nye hus og den nye have har været hektisk, og helt og aldeles fantastisk. Det hele kulminerede i en garden housewarming i lørdags, hvor vi var utrolig heldige med vejret. Årets sidste sommerdag med høj solskin, hvor heldig må man være. Vi var lidt sent ude, for sommeren har stået på mange ting og et par fødselsdagsfester, så denne her fest blev stablet på benene på en ti dages tid. Der ved vi nu af erfaring, at man nok skal gå i gang lidt før, hvis man altså overvejer sådan noget som leje af telt, catering eller at gæsterne måske er til et af de utallige sommerbryllupper, som der jo er mange af på sommerens sidste weekend. Men det hele flaskede sig, det gør det jo som regel.

 

*Reklame i form af tilbud og jyske rabatter hos Chefmade, Nordic Planners, Party in a box og Cerise, samt pr smagsprøver på Rosé og Lillet. Champagnen var vist en fødselsdagsgave. 

 


Stor tak!

Særligt én faktor viste sig at redde hele dagen og festen, og det var at vi havde hyret Nordic Planners til at koordinere det hele og hente div. tilbud hjem til os. Ud fra dem valgte vi så om vi ville leje eller købe div. artikler til festen. På selve dagen var planen at de kom lørdag kl. 9 for at hjælpe med at pynte op og stille an, da vi ved de andre fester havde erfaret det var svært for os at nå selv, når vi var så tidspresset som vi vidste vi ville være lige de dage – og det viste sig at være vores helt, helt store redning! Da kl. var 9:30 fik jeg et opkald der gjorde at jeg måtte køre fra det hele, for så at ankomme igen følelsesmæssigt fortumlet, på samme tid som vores 35 gæster, uden at ane hvordan festen så ud. Troels, pigerne fra Nordic Planners og Trine fra Party in a box der var så sød at hjælpe til med ALT, og jeg var total tryg ved den uforudsete situation og ved at forlade dem allesammen. Jeg ved simpelthen ikke hvad Troels havde gjort uden dem, og selvom jeg ikke selv var der, blev det nøjagtig som jeg havde håbet på det ville være. Tak, tak, tak for jeres hjælp og indsats piger!

Det er jo ikke fordi jeg ikke selv kan finde ud af at holde eller arrangere en fest, men fordi vi har været tidspresset var det en stor hjælp at have nogen på sidelinien der ringede til en pokkers masse udlejningssteder, og som var vant til det og kunne fornemme hvad vi ønskede. De kom hjem til os hvor jeg holdt et kort møde med dem, og viste festområderne frem, også tog vi den  derfra.

Jeg har ofte sagt til Troels at der ikke er noget mere værdifuldt end mennesker der kan tænke og handle selv, for det er absolut ikke altid tilfældet. Folk der ikke skal sættes i gang, men selv opfanger opgaver og løser dem selvstændigt. Det behøver ikke at være store opgaver, det er ofte de små ting og detaljerne der betyder mest. Som når jeg suser afsted, og de overhører mig sige til Troels at jeg gerne vil have liljer rundt omkring inde i huset, at der ikke er købt kager og andre småting, og de så selv drøner ud og finder det for ham og hjælper med alle opgaver. Det er fandme bare i orden, og Troels sagde dagen efter, at nu vidste han lige nøjagtig hvad jeg mente.

 


 

 


Havefest-tip

Havespil! Det var intet mindre end genialt at have forskellige havespil, som gjorde at vores venner på kryds og tværs lærte hinanden at kende på en sjov og let måde.

Sørg for at låne eller leje en ordentlig højtaler… Og lad ikke mændende om at styre volumen!

 


 

 


Pynt og dekoration

 

Jeg havde ikke forestillet mig det ville være så svært, på så kort tid, at leje telt og dekortation, men jeg blev klogere! Vi endte med at køre ud i et byggemarked og købe nogle pavillioner, både for skygge, læ og hygge i haven. Egentlig ville jeg gerne have haft nogle beduintelte, men det var svært at opdrive og virkelig omkostningstungt, da de befinder sig på sjælland. Der findes pavilloner i mange afskygninger, men for mig betød det meget at den var pæn, og jeg ønskede ikke noget i tyndt knitrende plastik. Vi købte 2 stk. da det var de sidste de havde, og så har vi dem til en anden gang.

Da jeg klagede min nød på IG story omkring udlejning af artikler var sværere end forestillet, blev jeg total lagt ned af hundredevis af henvisninger til Cerise, som havde alt det jeg stod og manglede på ét sted. Tæpper, stole, puder, lyskæder (som vi endte med at købe), lanterner osv., og det blev leveret fredag og afhentet igen søndag – GENIALT! Især fordi de holder til i jylland, og ikke på sjælland som stort set alle andre jeg kunne opdrive. De har lige nøjagtig alle de virkelig fede møbler til pynt, som påfuglestolene og tæpper som var lige den stil jeg søgte.

Vi ønskede ikke at bruge service af glas, eller noget vi skulle stå og vaske op bagefter, det skulle være til at smide ud bagefter, selvom jeg godt ved at det kan være farligt at indrømme nu om dage – vi ryger direkte i helvede! Men der kender vi nok alligevel flest..

Party in a box kom forbi med engangsservice og artikler til pynt, som hun var så sød at blive og sætte op, da jeg måtte køre. Er det her lige de flotteste engangschampagneglas ever? I løbet af aftenen kom der et par enkle rigtige glas ud, og de blev smadret, derfor ville vi ikke bruge glas, da vi har tre børn og en kat der render rundt i bare tæer i haven til daglig

 


 

 


Maden

 

Vi ønskede ikke at maden skulle være noget der krævede bestik eller deciderede siddepladser, mere noget der kunne tages med rundt i haven, og indtages hvor man nu lige havde placeret sig. Let og enkelt, men stadig lækkert. Vi har været pressede på tid, så jeg ringede til Chefmade der også stod for vores sidste fester, og forklarede at vi skulle holde havefest og at det netop ikke skulle være med der krævede mere end en lille tallerken og noget man kunne spise med fingrene. De matchede os sammen med Sdr. Bjert Kro, der kom ud i vores køkken og lavede maden, anrettede, serverede og efterlod køkkenet rent og pænt bagefter. En mindre omgang end når de tidligere har været ude, men som passer perfekt til en mere enkel fest eller reception, uden det behøver at være opdækkede langborde, som vi netop ikke ønskede.

Vores hensigt var at servere kaffe og kage senere på aftenen, men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke husker om folk fik kaffe og hvornår vi serverede det. Da jeg vidste at ingen af os ville være ædru på det tidspunkt, valgte vi at droppe det store fine kagebord jeg ellers havde forestillet mig, og købte derfor i stedet en ordentlig røvfuld romkugler hos Lagkagehuset… Det passede lige til vores havefest syntes vi, så skulle folk ikke til at fedte rundt med gafler og snask.

Da vi spiste tidligt havde vi også bestilt tidlig natmad, som bestod af pizzaer der blev leveret sent på aftenen. Gæsterne kom ved 16 tiden og maden blev serveret 17:45. Jeg synes selv det er vanvittig irriterende at vente for længe på maden, så her på matriklen går vi lige til sagen.

 


 

 


 

Nede ved åen, i bunden af haven, var der også pyntet op og der blev tændt bål senere på aftenen. Troels klatrede op i træerne og satte lyskæder op, som vi egentlig havde lejet, men endte med at købe da de var for besværlige at tage ned igen. Der hænger de nu også så fint. Vi elsker området hernede, det er næsten som at have et lille sommerhusområde

 


 

 

 


Drikkevarer

 

Velkomstdrink bestod af Lille Blanc og Lillet Rosé, som begge blev blandet op med tonic og skiver af citrusfrugter i store glas, så folk selv kunne tappe det. Senere blandede vi andre drinks i dem, som bestod af Dark and stormy og Gin hass.

Der var naturligvis også champagne, det er der jo altid hjemme hos os, og da der var masser af rosé valgte vi en klassisk Mumm champagne, som man ikke går galt i byen med.

Årets sidste sommerdag kaldte naturligvis på rosé, det kan man da ikke holde en havefest uden, så det havde vi sørget for masser af, både på flasker som var pæne oppe ved maden og som dåser der var lettere at håndtere nede i haven, enten når man spillede havespil, gik ned til åen eller senere på aftenen når det hele vaklede lidt mere. Og så naturligvis øl og lidt sodavand.

 


 

 

Så er der romkugler!

 

 

 

Image Map

Næste indlæg

Design By Us vintagelamper, made by ME!