Repost: Et barn er født i Bethlehem...

Vores fælles juleaften 2019

 

GODT NYTÅR!

 

Så sluttede julen, eller det er vist et par dage siden, men det er først nu vi lissom er “kommet igennem den”. Det har været en fantastisk jul! Første fælles jul i vores hjem, med begge familier og alt er gået så godt. Og det er ingen selvfølge, vil jeg lige sige, der kan gå mange ting galt sådan en jul. Men maden var vellykket, børnene hyggede sig sammen, og huset var fuld af dejlige mennesker, pånær dem vi har mistet. Hele ugen havde vi alle tre børn og Troels mor hjemme hos os, og så kom min familie juleaften. Vi er derfor alene hjemme, bare os to, henover nytåret, hvor vi absolut ingen planer har. Jeg vil sige, at søndag/mandag hvor børnene skulle til deres andre forældre, var ikke dagen hvor vi stod med tårevædede øjne og sendte dem afsted. Der blev vinket så hånden var ved at falde af, med udsigt til 5 min total ro efter nedtagning af julepynt og rengørring. Der gik dog ikke mange timer før vi kiggede på hinanden, og måtte indrømme at vi savnede dem allerede inden aftensmaden. Jeg skyndte mig at FaceTime Hollie, som først afviste mig på ipad’en, hvorefter jeg måtte gå gennem Nicolas’ FaceTime for lige at se det bette ansigt på skærmen, der var tydeligt generet af jeg afbrød midt i iPad-timen. Og det er jo faktisk det bedste at opleve, tænk hvis hun var ked og savnede mig, så hellere blive afvist fordi hun har det dejligt, og hygger med Benjamin hos far. Det er godt at savne nogle gange.

Alt klappede mirakuløst juleaften. Troels havde lavet anden med tips fra Morten Heiberg dagen før, og på selve aftenen lød der høje jubelråb fra køkkenet, hvor Troels junglerede med brunede kartofler, imens min min mor stod med sovsen og far holdt øje med sværene i ovnen. Risalamanden var Gretes tjans og jeg hyggede med at dække bordet og opvartede vores gæster imens, og sørgede for børnene ikke spiste al slikken, samt håndterede vores julemand der satte en pakke på trappen og derefter skyndte sig afsted i kanen, der nærmest eksploderede da han lettede, som var det en for gammel nytårsraket der eksploderede (!!). Alle overlevede heldigvis den omgang.

 

Ja, der var også tid til selfies…

 

Jeg serverede æbleskiver og gløgg til Disney showet, som vi så lige efter julegudstjenesten i kirken som er 5 min gågang fra vores hus. Det har nu aldrig skadet lige af få en velsignelse, og syndsforladelse, en gang om året og jeg gik mirakuløst ikke op i flammer derinde, så det var også en succes.

 

 

Vi fik både steg og and, men jeg har altid kun spist steg. Jeg bryder mig ikke om and, og forsøger altid at slæbe det satans stykke rundt på tallerkenen eller gemme det i en serviet, når vi får and ude og prøver at få det til at forsvinde af høflighed. Men i år fik jeg for første gang i 40 år et stykke and jeg satte pris på, og som jeg ikke kunne få nok af. Vi har ikke handlet ind til jul før, så vi ville blot gøre det hele så godt vi kunne, og startede med at prioritere råvarerne højt. Vi Googlede os frem til den and der var kåret som den bedste (og fandme også dyreste!), og der må jeg bare sige, at det var godt givet ud. Må også indrømme at jeg er lidt snobbet omkring juleslik, der er klart varianter og mærker jeg foretrækker, hvilket naturligvis er en smagssag, så “snobbet” ved jeg ikke om det er, men det betyder noget for mig hvad der er i skålen. Jeg vil feks. hellere undvære en Bridgeblaning, som jo er en vigtig ingrediens i slikskolen, hvis ikke jeg kan få denjeg mener er den bedste, fra Toms. Efter 4 butikker opgav jeg bridgeblaningen og indså at d. 23 dec bare er for sent at handle juleslik – alt var væk! Bilka var min redning, hvor jeg endte med at hamstere alt andet juleslik, som var det gær under en krise. Man må ikke gå ned på juleslik, men må også indrømme at det tog decideret overhånd at være presset lige der. Der skal fortæres virkelig meget juleslik i dag, så vi ikke har noget efter nytår, hvor en sundere livsstil står for døren, puha!

 

 

Gaverne kunne jo ikke være under træet pga. den specielle juletræsfod, så de måtte ind i stuen.

 

 

Vi kunne lige komme om træet derude, hold op en fornøjelse det har været med den hygge der har været under det træ. Pigerne har brugt timevis under det, hver eneste aften, hvor de har hygget og grinet sammen.

 

 

Jeg fik denne smukke halskæde, som min morfar havde med til mig. Den har tilhørt min mormor, og hun havde skrevet mit navn på den. Den er jeg meget, meget glad for. Det var vores første jul uden hende. Hollie fik også en halskæde og ring fra hende, som er gået i arv.

 

 

 

 

Image Map

Næste indlæg

Repost: Et barn er født i Bethlehem...