Gå glad i bad! Nu med nye hårmasker fra HairLust

I form: Sådan og så meget træner jeg

 

Så er jeg endelig sådan rigtigt i gang igen. Altså med træningen, og denne gang mener jeg det!

Det betyder så utrolig meget for mit velbefindende, min migræne, mit humør og mit energiniveau, når jeg træner ordenligt og spiser fornuftigt. Jeg er startet med at træne, og så kommer det andet snigende, da jeg jo vitterligt hader at kokkerere.

Jeg må bare erkende at jeg er kommet dertil, hvor jeg er virkelig glad for en personlig træner… Ellers kommer jeg ikke afsted. Det er en stor udskrivning, men da jeg træner om dagen i den, for de fleste mennesker normale arbejdstid, er der ikke så mange veninder at hive med, som nogen af jer nok benytter sig af. Det passer mig bedst at træne inden Hollie Nolia kommer hjem, og jeg vil også hellere bruge tiden med familien, end skulle afsted midt i det hele – når nu jeg har mulighed for at indrette min dag sådan. Jeg har det også bedst med et ret tomt center midt på dagen, så det hele er lissom faldet så godt på plads.

Jeg har fået mange gode forslag til træning og trænere her i Kolding, og jeg har også været rundt for at se det hele lidt an og prøvet noget forskelligt. Der er flere tiltalende steder her, men jeg har valgt at gå efter selve træneren og ikke centeret. Min gode ven Mads Larsen, tidligere bokser, anbefalede mig flere gange en anden bokser, tidligere verdensmester Dennis Holbæk, som har et center i Kolding, men jeg hører nu egentlig så sjældent efter, så da jeg var på center-rundtur følte jeg selv at jeg opdagede ham. Centret, Fitness Classic, er ikke noget fancy og prangende, men det er jeg nu heller ikke ude efter. Jeg kan godt lide små steder med god atmosfære,  og knap så mange pumpede og højrøstede fyrer som der er nogle steder. Altså med mindre de gør det i bar overkrop, så kan man jo vænne sig til meget.

 

Min nye træner

Mine tidligere trænere er alle nogen jeg har fået anbefalet af bekendte, og jeg kan meget godt lide at have en reference til folk. Jeg kan godt lide en der har noget erfaring på bagen og har prøvet alt på egen krop, fremfor en højenergisk nyuddannet Heeman. Ikke der er noget galt med dem, men en gammel bokser der hele livet har trænet og presset kroppen til det yderste, samt rundet de 40 år selv… Synes jeg det er et ret godt match. Så nu er vi i gang!

Vi træner sammen to gange om ugen, bare Dennis og jeg, og så træner jeg sammen med Troels én gang om ugen på et hold, i et andet center der hører under det her også. Jeg er normalt ikke til holdtræning, men det her er på en hel anden måde hvor man hver især har en bane med et program, man får en pulsmåler på, og skal så bare koncentrere sig om at gøre sit arbejde færdigt – ret simpelt, men lidt svært at forklare. Jeg må vise det på story en dag. Men det er altså sådan jeg træner nu. Det er da også alt for dårligt jeg ikke har et billede af ham, jeg må lige oppe mig lidt på fotoområdet, men har jo for pokker brugt tiden på at træne, haha.

Og hvorfor har jeg pludselig så travlt med at komme i form? Det skal jeg fortælle dig. Måske er det fordi jeg bliver ældre at det i min familie og vennekreds boomer med folk der er ramt af kræft og livsstilssygdomme, eller også er det bare drøn uheldigt. Det er hvert fald en stor øjenåbner for mig, og hver dag går jeg med frygten for at jeg er den næste. Derfor vil jeg gerne passe ekstra godt på min krop, og er derfor i en periode hvor jeg vil prøve flere ting af. Om bare nogle måneder fylder jeg 40 år, og det minder mig om at jeg skal passe på mig selv rent fysisk, men også psykisk. Ja gu fanden vil jeg da se godt ud, og da især på min 40 års fødselsdag, men også rent mentalt betyder det ret meget for mig, at være i form for at få min hverdag til at løbe rundt og holde mit sind lyst. Jeg gider ikke længere at være streng ved min krop, spise ting der er kedelige eller føle jeg går glip af noget – men alt med måde. Det kræver noget træning at kunne det, i modsætning til da jeg var 25 år.

 

Jeg prøver at løbe lidt de andre dage, det bliver kun til et par km, men det er mest for at komme ud.

 

Hippie-ki-yay…

Ét er at min krop skal finde sin balance, men det skal mit sind også. Ork jeg har mange idéer, og i næste uge har jeg bestilt tid hos en hypnotisør. Jeg er også begyndt at lytte til nogle bøger og påtænker at prøve yoga og meditation… Det bliver spændende. Hvem ved, måske ender vi i et kollektiv som veganere, haha. Ej, jeg har altså nogle ret spændende ting i ærmet jeg arbejder på.

 

Her træner Troels og jeg en gang om ugen sammen, på hver vores bane. 

 

 

Image Map

Næste indlæg

Gå glad i bad! Nu med nye hårmasker fra HairLust