Snart 40. Jeg er begyndt at lyve, og det er faktisk ikke med vilje…

Jeg er begyndt på noget sært, jeg er begyndt at lyve om min alder. Eller, det er nok ikke så sært igen, det kender jeg mange der gør. Jeg lyver bare den forkerte vej.

Der er kun godt 5 mdr. til jeg fylder 40 år, og det har hele året været sådan lidt en blanding mellem at nyde mit sidste år i 30’erne, og så på en måde at glæde mig til at ryge op i de rigtige voksnes rækker. Den glæde har jeg ubevidst taget forskud på lidt tid nu, og jeg føler den virkelig.

Det sidste års tid har jeg haft en, næsten lidt for stolt, følelse over at være 40. Eller, jeg er flere gange blevet taget i at nogen sagde “jamen det passer da ikke, du er jo ikke 40 endnu Mascha”. Nåhh nej, det er jeg da heller ikke, men næsten! Jeg er simpelthen begyndt at sige jeg er 40 år, før tid. Skal man lyve om sin alder er det da den rigtige vej at gøre det, på den måde bliver folk mere overraskede og siger “ej virkelig, du holder dig da godt”, i stedet for det modsatte.

Jeg har sådan en underlig følelse af stolthed over min alder, som bare pludselig er skudt ned i mig. Jeg tror især det kom da vi optog Beauty Bosserne, fordi de andre var yngre og nogle af dem virkelig higede efter “mere, mere, mere”, som jeg selv gjorde for år tilbage. Og det forstår jeg til fulde. Dét, og så det at produktionen konstant skulle sætte noget på spil overfor mig. “Er du bange for hvad det gør for din business, du flytter til Kolding?”, “Er du bange for Irina overhaler dig indenom?”, “Er du bange for du bliver glemt i København”… Og mange, mange flere af den slags. Nej, jeg er sgu ikke bange for den slags. Jeg kan godt tåle evt. økonomisk nedgang i min business hvis det er i bytte for kærlighed, og jeg kan også sagtens unde andre succes, uden jeg selv sidder og ryster i bukserne. Alle de spørgsmål gjorde mig faktisk bare mere og mere afslappet omkring det hele. Ikke ligeglad, men jeg fik en mere laid back følelse til min tilværelse og satte en masse tanker i gang. Når jeg nu bliver påduttet at frygte noget, hvad er det så i virkeligheden, når det ikke er det de gerne vil have?

Min største frygt er nok i virkeligheden slet ikke at blive 40 år. Det ville da være det værste! Jeg ved ikke om det er min egen alder der gør, at jeg er kommet dertil at så mange omkring mig bliver syge, eller det er en række af forbandede tilfældigheder. Det vælter med ulykke om ørene på mig, i form af sygdom. Bare sidste uge var der 5 beskeder om alvorlige tilstande. Jeg tør næsten ikke tage telefonen mere. Se dét er jeg bange for, at jeg er den næste i rækken og jeg ikke fik det hele med. At løbe efter noget, og så snuble undervejs. Der er jeg nok mere en sprinter der er glad for pauser. Lige stoppe op og mærke, om det nu er nødvendigt at fortsætte, eller måske sætte tempoet ned og lunte lidt, eller skifte rute. Nyde turen istedet for at frygte, ikke at komme først i mål med bedste tid. Det går sgu nok det hele alligevel.

Måske hænger det sammen med, at jeg synes jeg har oplevet en hel masse i mine (snart) 40 år. Alt er naturligvis relativt, jeg er jo for pokker ikke Lady Gaga, men for Marianne fra Byrsted er det egentligt okay. Jeg mangler ikke at løbe nogle horn af, de er faktisk slidt helt ned. Jeg har oplevet så mange ting, og jeg har opnået så meget mere end jeg kunne drømme om, at jeg ikke er bange for at komme til at sidde og fortryde noget jeg ikke gjorde. Jo, jeg vil altid fortryde jeg ikke prøvede at bo i USA, men så var jeg nok gået glip af så meget andet imens. Man skal virkelig sørge for at tage de muligheder der kommer i ens retning, jeg tror på de kommer af en årsag.

Jeg ville måske panikke hvis jeg følte jeg ikke havde nået en masse af mine drømme, men det har jeg, det er kun på den private front jeg har følt der manglede lidt her midt i livet. Ikke fordi jeg altid har drømt om en klassisk familie med 2,3 børn, kirkebryllup, terminer, fællesøkonomi, konebil, zumba og en lille hund. Tværtimod, så var det nærmere noget jeg frygtede. Jeg er vokset op på landet hvor det ret meget var standarden, og hvor den familie jeg selv er vokset op i, så sådan ud.

Arbejderfamilie med hjemmegående mor og selvstændig far. Jeg forstod det ikke, når nu man kunne så meget andet. Jeg er meget forskellig fra resten af min familie, som har været mere til bilferie, camping og en tur over grænsen. Sådan var jeg ikke, jeg ville længere væk og brugte timer og timer på at finde billige flybilletter på text-tv, så jeg kunne komme langt væk for mine sparepenge. Jeg var slet ikke sikker på jeg ville have børn, og hvis det skulle være, så max én. Til gengæld ville jeg gerne giftes tre gange (der er ikke så mange skilsmisser i min familie), hvoraf det ene skulle være på Hawaii i en hvid bikini. Jeg har aldrig brudt mig om at nogen skulle have overhånden ren økonomisk, det ville min stolthed ikke kunne bære, jeg har aldrig kunne forene mig med at være afhængig af nogen eller noget, og har nærmest altid flygtet fra familielivet, fordi jeg virkelig ikke har villet det. Det er underligt hvorfor jeg har taget så stor afstand fra noget, der har været så godt og trygt i hele min barndom. Jeg undres selv.

 

Men altså, nu er jeg her sgu, i den der relativt almindelige familiekonstellation, hvis man kan kalde os det. Jeg har hvert fald aldrig følt mig mere mainstream end nu. Jeg bor i Jylland, vi har sågar en kat og går til fællesspisning i kvarteret, og den ene halvdel er offentlig ansat med almindelige arbejdstider. Agtigt. “Nåhhh du mener det der helt almindelige liv på den røde løber” siger Troels. Ja, det er lige det jeg mener, haha.

Så ved I hvad. Jeg glæder mig til at fylde 40 år, det bliver så fedt. Det er da sejt at være nået hertil, og det er så rigtigt hvad de gamle altid har sagt. At man ved så meget mere nu. Jeg ville sgu ikke bytte med at være 25 igen, heller ikke selvom jeg nu skal stå på hovedet for at få alt det løse til at sidde på samme sted. Nu skal jeg bare finde ud af hvordan det skal fejres, for det skal det da! Og så skal jeg ha’ lavet en bucketlist over de næste 5-10 år. Her må I gerne komme med gode idéer til eventyr.

 

Hvordan har du selv haft det med at fylde rundt? Det behøver ikke lige at være 40, men nogen panikker jo decideret og vil nærmest hellere holde et døgns stilhed. Hvad med dig?? Umiddelbart er 40 års krisen afblæst her.