Advarsel: Barsk læsning og billeder

Her i Tanzania dør der hver dag 390 børn, hvoraf de 40% er spædbørn. Derfor skulle vi i dag besøge en neonatalafdeling her, for at se foreholdene. Hollie Nolia tilbragte selv hendes første 10 dage, på netop en neonatalafdeling, så jeg kan ret godt relatere til situationen, at være sådan et sted. Her ligger bitte små babyer som regel i kuvøse, under hysterisk ordnede forhold, for at undgå infektioner og den slags. Altså børn der har brug for ekstra god behandling og overvågning.

Det første der ramte mig, da jeg trådte ind på afdelingen, var varmen, en tung sød lugt, og masser af babyskrig. Der var ikke rigtig nogen mennesker på afdelingen, men det var senge med børn overalt. Første rum vi kom ind i, var der seks senge, og jeg gik hen for at kigge ned i en af dem. Da det ikke ligefrem var nogen kuvøse, forventede jeg et lille, men sødt barn som jeg kunne sige “nåhhhh” til. Lige som jeg kigger ned i sengen, rammes jeg at total chok. Mit hjerte og puls begynder at hamre, og jeg kan mærke mit ansigt blusser op. Bare jeg skriver dette, får jeg tårer i øjnene. Jeg er nødt til at nive mig hårdt i min læbe, for ikke at bryde grædende sammen. Her ligger en lille bitte baby, uden ble, uden tøj, uden tæppe, uden noget, og ligner en der er forbrændt over hele kroppen, og huden skraller af. Det er ikke brandsår, men infektion. Barnet ligger bare og og ligner en der lider. Det må gøre så ondt. Jeg kan slet ikke forstå den bare skal ligge der helt alene, i en stor åben seng. Det er der ikke meget tryghed i. Det er faktisk en dreng. Men der er mange børn, og de er meget, meget små. Jeg er ved første blik hylet helt ud af den, og gør alt for at holde tårerne tilbage. Jeg ønsker ikke at nogen skal se jeg er ked af det, for opmærksomheden skal jo ikke være på mig, men på babyerne. Vi går rund blandt de her i alt 65 børn, der alle er enten for tidligt fødte, med en vægt på ned til 1 kg, og andre små børn med blodforgiftning eller slemme infektioner. Her er én speciallæge, og to alm. læger, til at tage sig af alle sammen, på én gang. Til sammenligning er der i Danmark én speciallæge til ca. 5 børn. Vi kommer ned til de mindste af børnene, hvor især en får min opmærksomhed. Barnets ribben stritter ud, og den lille mand vejer ikke meget over 1 kg. Jeg kigger på ham, og synes at han ser mere død ud end levende, og kommenterer på det. Lige som jeg står der og kigger på det lille liv, går det op for dem, at han har hjertestop. Der bliver omgående påbegyndt genoplivning, lige som jeg står der ved siden af ham og kigger. Han er så lille, at lægen bare bruger den ene pegefinger til at lave hjertemassage. Det tager lang, lang tid, hvor jeg flere gange synes det ser ud til de giver op, men så alligevel prøver igen. Det er virkelig voldsomt at se på, men foreholdene og situationen er bare helt anderledes, end hvis det havde været i Danmark. Der havde man jo slet ikke fået adgang til sådan et sted på samme måde, overhovedet. Der er kun én årsag til at lægen er inde i rummet på det tidspunkt, og det er fordi vi er gået derind. Hvis ikke vi var det, og jeg ikke havde stået lige der, så havde barnet været dødt, næste gang de kom derind. Det er fandme barskt, men de har bare ikke ressourcerne til det. Denne ene afdeling, er den eneste intensive neonatalafdeling til et område på 7 mio. (SYV MIO!). I Tanzania er der 2,4 sygeplejersker og jordemødre, per 10.000 indbyggere!

Jeg vidste jo godt vi skulle se små bayer i dag, men ingen af os havde forudset det der mødte os. Jeg fik lov til at holde en af de små, der kæmpede for at klare den.