Hollie Nolia skal være storesøster + SKØN video!!

Annonce

Imens jeg sidder og sorterer mine billeder fra dagen, går det op for mig at jeg tager virkelig mange billeder af børn. Især små søde brune piger. Om det er fordi jeg savner Hollie Nolia eller er skruk, kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg kunne tage alle de skønne børn hernede med hjem, men det er jo ikke rigtig muligt, så jeg har valgt at få endnu et planbarn, som bor her i Sierra Leone. Vi, Hollie Nolia og jeg, sponsorerer i forvejen en pige fra Burkino Fasso. Så nu bliver hun igen “storesøster”. Eller faktisk er det jo lillesøster, men hun er først blevet en del af vores familie nu jo.

I går fik jeg så den helt store ære af at besøge pigen. Hun hedder Ramatu og er 8 år gammel.

Da vi ankom til den lille landsby, der aldrig før havde haft besøg af hvide mennesker, var der kæmpe fest. Damerne velkom os med høj sang og dans, og alle var så glade og utrolig gæstfrie. Det var virkelig overvældende at stå der mellem så mange fremmede, der glædede sig så meget over vores besøg. Det ville være lidt uhøfligt at tage billeder hele tiden, men jeg prøvede at fange stemningen.

Der var en stor ceremoni hvor vi alle spiste sammen. Landsbyen havde samlet sammen så vi fik gaver med hjem i form af en masse bananer og appelsiner, hvilket jo er meget for dem at give. Det at blive planfadder for et barn hjælper nemlig ikke alene hende, da det ville være en lidt forkert måde at gøre forskel på børn sådan et sted – især hvis man så droppede det senere hen. Det relativt lille beløb det koster at sponsorere sådan et planbarn, kommer nemlig hele landsbyen til gode, og hvert år får man en opdatering på hvad det egentlig har betydet. Personligt får jeg æren af at følge med i Ramatus liv. Jeg får et indblik i hvordan det er at leve langt fra min priviligerede tilværelse, breve og billeder med dejlige smil fra mit planbarn, og jeg kan lære Hollie Nolia at der er andre små børn der ikke har lige så mange søde dukker og fine sko som hende. Det synes jeg er en stor kvalitet for os at være en del af. Jeg ved nu også hvor vanvittigt stort det ville være for sådan en pige at modtage lidt farveblyanter, eller en lille ting, engang imellem. Jeg så ét stykke legetøj i hele landsbyen, som var en gammel, gammel dukke. Faktisk den eneste dukke jeg har set hernede, og den var under alt snavset lige så bleg som mig. Århhh hvorfor har jeg dog ikke taget nogle dukker med!?

Her er hun så, det skønne lille væsen der var så skræmt og overvældet i starten, men som hurtigt fik et stort smil på læben, da hun fik en stor pose med legetøj og goodies. Det er svært at forestille sig at sådan et barn aldrig har fået bare et lille stykke legetøj fra en 10 kroners butik før, og at det må være som at have juleaften for hele hendes 8 årige liv, på én dag.

Dette er Ramatus familie. De har desværre mistet 6 børn, og har nu disse to søde piger tilbage. De bor på nok 7 kvm allesammen, og Ramatu sover på denne lille måtte i hjørnet hver nat.

I forstår slet ikke hvor stort det var bare at få en t-shirt eller en ballon. Selv de voksne skabte påstyr over de også gerne ville ha’ haft en, og de prøvede at binde den op igen, så de kunne gemme den.

Damerne var så flotte og der var virkelig budt op til fest, og der blev svinget godt med de flotte store numser 🙂

Jeg fik i øvrigt tilbudt at få denne lille pige med hjem. Hun har simpelthen makeup på for festlighedernes skyld. Optegnede bryn, en prik i panden og sort farve under øjnene.

Der var så smukt derude, at det næsten mindede om en kulisse. Se lige en fest det var! Vi dansede og hyggede os, Cana og jeg, sammen med hele landsbyen.

Med det jeg har oplevet, håber jeg selvfølgelig at der er flere der vil få sådan et planbarn. I kan læse mere om at blive planfadder HER.