Om vi sender vores børn i skole…

 

Skal, skal ikke, sende børnene i skole på onsdag? Jeg havde faktisk ikke troet det ville være muligt før efter sommerferien, som jeg lidt havde håbet blev sløjfet, og de i stedet kom i skole for at catche up, men det kan garanteret ikke lade sig gøre. Jeg er ikke 100% overbevist om, hvad jeg synes er bedst. Herhjemme har vi fem været meget isoleret, vi har virkelig gået op i at være afskåret fra alle, én der handler med handsker på og tørrer varerne af når de kommer hjem. Ingen af børnene har haft legekammerater, men har været skiftevis hos deres andre forældre, der også passer meget på og har været i karantæne. Andre børn fra kvarteret og klassen har leget sammen, og jeg har oplevet overraskende mange der har grebet det meget anderledes an end vi har, da vi jo nok tolker reglerne forskelligt – eller tager forskelligt på det. Den i huset der er mest hys med det hele er Hollie, der minder mest om en lille politibetjent, der kommenterer på hvis nogen er for tætte og hun bliver forarget eller bekymret. Hende er jeg faktisk mest tryg ved at sende ud af huset. Pudsigt nok har hun hele hendes liv haft et indædt had til at vaske hænder med sæbe, men skal da lige love for det har taget en drejning. Det er så stor en lettelse at vi ikke skal skændes om det hver eneste dag, så noget positivt har det da haft med sig, her i vores hus.

Nu hvor vi har passet ret meget på, så føles det lidt drastisk at skulle sende børnene afsted igen, men på den anden side, så er det jo svært at få de voksne på arbejde, hvis ikke vi sluser de mindste ud først – de kan jo ikke være alene hjemme. Jeg synes dog det var uhensigtsmæssigt at melde det ud så tidligt, for det er som om mange tror alt er tilbage ved det gamle, og ikke tager samme forholdsregler som før. Jeg har handlet hvor en flok unge købte ind til fest, og ikke tog det mindste hensyn til afstand eller folk omkring sig, men nærmere det modsatte. Havde Statsministeren bare ventet med at melde dette ud til mandag, så tror jeg påsken havde været med større forbehold for mange, og ikke den der holdning… “Jamen nu starter børnene jo alligevel i skole, så…”. Så er alt bare ligemeget, eller hvad?? Aaaargh den sætning får mig til at se rødt!

Noget der har været lige så forhadt som Corona, i min osteklokke, har været Aula. For helvede hvor har jeg haft lyst til at smadre min smartphone mange gange, når der tikkede beskeder og lektier ind. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan det hele fungerer, Aula er en evig kilde til stress og en dunken i hovedet, om jeg sikkert ikke har gjort det godt nok, eller glemt noget. Hos far fik hun lavet matematik og dansk, og hvis der er noget der mangler, er der ikke noget at gøre ved det. Det går nok, vi har gjort det så godt vi kunne. Der tikkede dog en besked ind i dag, der gjorde jeg fik et roligere forhold til de skal starte igen, for vores børn kommer i skole, vi holder dem ikke hjemme – ud af vagten! De går i 1., 5. og 8. klasse, så det er kun Hollie der starter onsdag, Emilie kommer afsted så snart skolen kan rumme det, og Julius må vente til der bliver lukket op for hans årgang. Det er også bedst på den måde, hvert fald at Hollie kommer afsted for det skaber alt for meget uro herhjemme, så de store ikke kan lave lektier.

 

Husholdning har uden tvivl været det værste fag, for Hollie!

 

Jeg havde frygtet de bare blev kastet i skole, som intet var hændt, men jeg er enorm lettet over alle de forholdsregler der bliver taget. Forældre må ikke komme ind på skolens område, de bliver delt op i grupper af 10 for at kunne holde afstand, noget af undervisningen bliver udenfor osv. Det finder jeg så stor tryghed i, og har stor tiltro til min datter er påpasselig og ikke render hen og krammer veninderne. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvad andre gør, vi reagerer alle forskellig under pres eller når vi er bange og i en uvant situation, og det må man da sige det her er. Hvis nogen herhjemme havde være særlig udsatte, i kemo eller en anden form for syg eller svag, så havde vi ikke sendt børnene afsted eller taget nogle chancer, uanset hvad nogen i regeringen havde sagt.

Jeg er vitterligt også ved at blive vanvittig over at være så begrænset, for ikke at nævne det at være sammen med nogen 24/7, jeg plejer jo at være alene fra kl. 8 og til de andre kommer hjem om eftermiddagen. Alene, helt alene. Det plejer at kede mig, men det er ikke sådan jeg tænker om det nu, jeg havde 24 timer i går, og det var nu ganske velkomment. Man skulle tro jeg havde fået lavet en masse herhjemme med al den tid, de dage børnene ikke har været her. Det har jeg ikke, jeg har faktisk ikke fået lavet noget overhovedet, men så tog fanden ved mig i dag og jeg har smidt halvdelen af huset ud, sorteret og gjort ting der har haltet et år nu. Hold op det er dejligt, det er som om jeg får energi bare ved tanken om vi får en smule af vores liv tilbage igen, selvom det jo ikke er meget. Det er spøjst hvor hurtigt noget unormalt bliver normalt, hvordan grænser flyttes og vi mennesker indordner os. Det er sådan en sindssyg tid, også en historisk tid vi er blevet en del af, og som vi forhåbentligt lærer noget af på den ene eller anden måde. Måske om os selv, vores venner og familie, det er noget af en prøvelse for en familie at være i lockdown sammen, men jeg synes det er gået ret godt herhjemme i den situation vi befinder os i. Troels er offentlig ansat, så vores situation er jo meget forskellig. Han kan slappe af uden de store bekymringer, hvor jeg har dage der gør virkelig ondt fordi råvarerne til juicerne stiger, GLS koster os hele vores omsætning fordi de fucker up, mine kunder falder fra, aktierne falder, ny lejlighed, mine nye produkter forsinkes osv. Det har taget meget på mit humør, men nu har jeg vænnet mig til det, og fået det roligere i maven med det hele. Jeg er slet ikke så hårdt ramt som så mange andre, jeg føler så meget med alle dem der ikke kan få det til at hænge sammen. Hvis der er noget der kan tære på en familie, eller en virksomhed, så er det økonomisk usikkerhed der truer ens eksistensgrundlag. Men når alt kommer til alt, så kan man bare ikke prissætte menneskeliv og var der ikke blevet handlet i tide og taget de nødvendige valg, med de konsekvenser som det har medført, så havde mange flere givetvis mistet livet, eller blevet syge med efterfølgende varige mén. Det må trods alt være det vigtigste, det ér ikke kun de gamle og svage det rammer, det kan ramme os alle og er det ikke Corona, så kan det være sundhedsvæsnet der ikke har mulighed for at hjælpe lige dig eller mig, i en anden situation hvor vi havde haft brug for hjælp. Det sker forhåbentlig ikke nu, hvor vi har taget det så seriøst som vi har, for ikke at ende som andre lande der lider meget store tab lige nu.