Roskilde Festival (okay, mediebyen) – I’ll be back!

Se mig, se mig jeg går i mudder!

Jeg fulgtes med min veninde Lisbeth og hendes mand Mikkel til Roskilde Festival, hvor jeg skulle have min orange debut. Det kunne måske ha’ foregået i lidt bedre vejr, men på den anden side føler jeg mig nu egentlig ret meget nede med det, efter jeg har gået rundt i regnjakke og gummistøvler en hel dag. Det er nok alligevel ikke sket siden børnehaven, så jeg følte mig enormt wild-life-outdoor-agtig. Det startede allerede da jeg sad i DSB med en dåseøl, SÅ kører toget fandme!

Jeg må sige jeg frygtede det værste da det allerede regnede da jeg tog hjemmefra, men jeg havde forberedt mig grundigt, det må man gi mig. Jeg havde vandfast mascara på, og havde endda forseglet makeuppen med vandfast spray i hele ansigtet. Rygsækken var pakket med uldtrøjer, paraply, servietter, håndsprit, oplader og kontanter – jeg var SÅ klar! Helt uden grund, men det kunne jeg jo ikke vide 🙂

Jeg havde en aftale med mine veninder Signe og Mai-Britt om at mødes med dem derude, og egentlig var der jo virkelig mange mennesker jeg kendte der. Ja det vrimlede jo med kendte mennesker og artister, men den slags sladder og billeder holder jeg for mig selv her. Det var ikke meget anderledes en en bytur i Kbh, hvis man ser bort fra mudderet, og så slemt var det heller ikke. Jeg gik rundt og rundt i pølen her, for at få lidt mudder på inden jeg skulle ud på pladsen. Det skulle jo se autentisk ud 😉

Outfit: Støvler, Aigle / jeans og sweat, Zara / Regnjakken er en gratis reklame-jakke med UBER bag på, som jeg fandt i postkassen den anden dag. Kan nok ikke købes, og ved ikke hvorfor jeg har fået den (jeg var nok en god kunde).

Sagen er den, at jeg havde billet til mediebyen, og eftersom jeg ikke havde været der før, anede jeg ikke hvad det var – men det var godt! Der var masser af plads, fine fine toiletter og gratis lækre cocktails og god mad. Vi gik direkte ind ad indgangen til mediebyen, gik 50 meter og satte os i en blød sofa i en overdækket bar. Dér sad vi så i nok 6 timer og grinte, snakkede og drak drinks imens det regnede.

Musikken interesserede mig ikke alverden, der var ganske enkelt ikke nogen navne jeg som sådan kendte eller gad stå i regnen for at høre. Stemningen og hyggen var rigeligt for mig. Jeg var naturligvis ude på pladsen for en bemærkning, for at se det hele og gik forbi orange scene hvor en mandlig kunstner sang virkelig skønt, det føltes nærmest som et soundtrack og jeg blev helt emotionel ved at kigge ind i ansigterne på de mange forskellige mennesker der var samlet.

Hvor er det fint, at man kan samle så mange mennesker der bare har det fedt sammen. Det må virkelig være værdifuldt for et samfund, at man kan den slags. Det er jo desværre ikke en selvfølge i resten af verden, men hvor skaber det bare noget vigtigt sammenhold og forståelse for andre mennesker – man er i samme båd uanset oprindelse og socialt lag. Man møder altså mange personligheder bare i toiletkøen, sådan en dag. Okay, okay… Jeg stod ikke selv i nogen kø, men det så sådan ud, haha. You get the point? Nok tog jeg luksusudgaven af sådan en festivalsdag, men jeg følte det sgu, kø eller ej.

Trods en våd debut, så er jeg sgu vild med Roskilde Festival og kommer helt sikkert tilbage næste år. Da mørket faldt på sad vi på samme hyggelige bar og grinte i timevis med venner og bekendte.

Lisbeths mand havde fået sin sag for med damerne på slæb. Hvis ikke den ene skulle tisse, skulle den anden, og han var så sød at følge os da vi formåede at blive væk under et toiletbesøg på et tidspunkt. Drinks og mudder udvisker enhver stadsans! Derudover må jeg indrømme jeg jo er lidt en bangebuks, og en situation fra sidste uge sad lidt i mig, så jeg var egentlig mest tryg ved ikke at rende alene rundt i mørket om aftenen.

Da vi landede i lufthaven fra vores tur i Norge sidste uge, dukkede politiets specialstyrker pludselig op ved vores baggagebånd med et bombesquad, hedder det det? Betjente iklædt hjælme, store geværer, sprængsikkert tøj og en hund der sprang rundt mellem kufferter. Det var nærmest så det sortnede for mine øjne da jeg tog HN op til mig og spurtede ned i den anden ende. Jeg var rædselslagen men ville ikke gøre hende bange, men var samtidig i tvivl om jeg ikke bare skulle skride fra kufferter og alt andet for bare at komme ud. Jeg var nærmest forstenet udenpå og indeni i fuldstændig kaos, imens andre så ud til at tage det helt roligt. Men der skete jo heller ikke noget – den dag. Med det i baghovedet var jeg nok også mest at finde backstage og med en mand og paraply under armen når der skulle tisses. Jeg er en værre mudderkylling, I know 🙂