Hjemme igen + strid 4 årig!

Vi er hjemme igen, og kender I det… Jeg har virkelig brug for en ferie nu!! Det hjælper selvfølgelig ikke på det, at jeg har haft migræne og jetlag siden vi ramte dansk jord, og også havde det ret meget dernede om natten.

Det har været en virkelig god tur, og dejligt at være afsted. Masser af nye eventyr og oplevelser sammen på nogle lækre steder. Kvalitetstid, og pokkers mange skænderier. Den lille strigle altså! Ja, det er Hollie Nolia jeg mener, hoooold nu kæft hun tester mig, hele tiden. Hun er en kombination af krudt i røven, vanvittig charmerende og fuldstændig umulig og provokerende. Hun har aldrig været så tidlig i børnehave før, som mandag morgen, haha! ♥

Er det sådan en 4,5 års ting?? Kender flere med børn i den alder, hvor de er lige ved at få pip af dem.

Hun gider simpelthen ikke gå selv. Hvert skridt er næsten en kamp, og det tager evigheder og store skænderier, at hun naturligvis ikke skal bæres. Bare det at gå 100 m! Damen gider heller ikke spise, det har bare aldrig interesseret hende. Morgen, middag og aften skal der lokkes og nærmest tvinges mad i hende – jeg sidder simpelthen og mader hende til sidst. Det er ikke sådan at hun bliver sulten og jeg så kan sige, at så skulle hun ha’ spist op. Hun undværer bare, og det nytter jo ikke rigtig, da hun i forvejen stadig er en str. 92. Hun vil bare overhovedet ikke gøre som jeg siger for tiden, og det er godt nok drænende med alle de kampe. Faktisk så irriterende at jeg overvejer at droppe vores skitur op til påske, fordi jeg ikke orker at skændes. Men så viser hun sig lige fra en snu og selvstændig side…

Jeg tog en snak med hende, hvor jeg fortalte hende at vi altså ikke tager på skitur, hvis ikke hun bliver sødere ved mig, og til at høre efter. Jeg bliver jo ked af det, og sur, og vi skal være glade og gode venner. Kort tid efter skal hun i seng, og siger så helt ud af det blå, og jeg lige vil sætte hendes telefon til oplandning. Det kan jeg da godt, men undrer mig da hun ellers ikke bruger hendes telefon (min gamle iPhone, som hun facetimer med). Da vi så vågner i morges, beder hun om at få hendes telefon, hvis den er opladt. Jeg giver hende den, og spørger hvad hun skal med den?

“Jeg skal bare lige bruge min telefon til at skrive på, så jeg kan tjene penge, så jeg kan tage på skitur og til Thailand. Det er sådan man gør mor!”.

Oooookay!! Åhhhh altså, jeg kan jo ikke anden end elske at hun lige tager sagen i egen hånd, og har regnet ud at det er sådan det foregår, når mor arbejder ♥

Vi havde en lignende episode på flyveren hjem, hvor vi kl. 9 om morgenen sidder i flyet, og forbi kommer vognen med drikkevarer. Vi havde ikke flere kontanter, og jeg forklarer hende at hun for det første slet ikke skal ha’ cola til morgenmaden, og at vi for det andet slet ikke har flere at købe for. Det resulterer i at hun lige hopper ned af sædet, finder de 50 danske kr. hun har fået af Signe til is, stiller sig op på flysædet og råber ned gennem flyet imens hun vifter med pengene “excuse me, excuse meeeee… Coca cola pleeeeease!!!”. Ja, hun fik den satans cola, fordi vi lige havde haft en kamp om noget andet (og man skal vælge sine kampe), og jeg med en begyndende migræne og træthed ikke var kampdygtig. Og fordi det egentlig var ret modigt lige at tage sagen i egen hånd, på den måde.

Nu jeg tænker over det, så fortæller jeg sjældent om de ting der kan være en kamp i opdragelsen. Jeg tror det er fordi jeg tidligere har haft veninder med flere børn end jeg, og hvor gang der var det mindste problem, så var de sande børne-orakler, fordi de jo havde flere børn end mig, og dermed åbenbart meget mere erfarne. Jeg fik så lange patter af altid at skulle opdrages  på den måde. Dejligt med velmenende råd, men det er også træls at skulle høvles ned med “det er også din egen skyld” for sin børneopdragelse, fordi man gør tingene forskelligt – og fordi der er kæmpe forskel på børn.

Men nu er vi hjemme, og vi har haft en skøn, skøn tur sammen med søde Signe ♥

Jeg har masser af billeder som jeg kommer til at spamme jer med. Hvordan er det, gider I så mange billeder, eller er det for meget?