Kære venner, vil I ikke nok stoppe.

Jeg er simpelthen nødt til at bede nogle af jer stoppe. Sagen er den, at jeg får helt ufatteligt mange henvendelser hver uge, ang. alverdens former for velgørenhed og hjælp til indsamlinger. Jeg har besluttet mig for, for længe siden, at jeg vælger nogle sager ud på årsbasis, som jeg sætter mig grundigt og helhjertet ind i. Jeg bliver faktisk rigtig ked af det, når jeg dagligt modtager mails fra folk der beskriver den ene sørgerlige historie efter den anden. Jeg kan sagtens modtage 5 henvendelser på en dag, hvor jeg bliver spurgt om jeg ikke nok vil skrive på bloggen, eller dele på Facebook, til fordel for en privat indsamling til et lille kræftramt barn. Der er da ikke noget jeg hellere vil, end hjælpe alt hvad jeg kan. Men jeg KAN simpelthen ikke lade min blog og Facebook overdynge i den slags ulykker hver dag. For siger jeg ja til én, er jeg nødt til også at sige ja til alle de andre også. Jeg ønsker egentlig heller ikke gå ind i noget halvhjertet, og det ville det blive i så stort et omfang. Noget andet er, at jeg sgu også er sart, og ikke kan holde til at læse så mange triste historier hele tiden. Så sidder jeg bare her og flæber ned i kaffen, og kan ikke komme igang. Jeg ved det er forfærdelige situationer folk sidder i, og jeg føler med hver enkelt. Men det er heller ikke sjovt at skulle skrive tilbage, at jeg ikke vil hjælpe. Det er faktisk en ret ubehagelig situation at blive sat i, selvom jeg har forståelse for man jo prøver alt, og højest kan få et nej. Det er bare ikke kun lige én der skriver, der er virkelig mange der skriver, det håber jeg I kan forstå.

Kys