Her bor jeg, imens jeg er i Liberia

Billedet ovenfor er fra første hotel, set inde fra mit værelse.

Så er jeg her igen! I nærheden af elektricitet og lidt internet 🙂

Hvis I tror jeg er på luksusferie, så kan I godt tro om igen. Hvis det var det jeg ville, var jeg bare taget på sådan en ferie, men det er slet ikke det der er meningen, eller det jeg har lyst til. Jeg har rejst mange steder i verden, og boet kummerligt mange gange. Det gør mig meget klogere på folk, lokalsamfund og den verden jeg lever i, at opleve alt fra luksus i Monaco, til fattigdom i et af verdens mest udsatte lande. Jeg er med Danmarks Indsamling taget til Liberia i Afrika, hvor jeg er lige nu.

Hvis man er heldig, er der lidt strøm om natten, hvis ikke, så har man en lommelygte. Jeg bor på et værelse, på et guesthouse, som i forhold til områdets standard nok vil gå for et 5 stjerners hotel. Det er det så ikke. Jeg er heldig at jeg har et myggenet over min seng, så jeg kan beskytte mig mod malariamyg. At der var store huller deri som jeg måtte lappe sammen på kreativ vis, er en anden ting 🙂

Efter en 10 timers køretur i vanvittig varme og på veje uden asfalt med store huller, trænger man virkelig til at bad. Den der fornemmelse af at man næsten ikke magter sin egen stank, puha! Nå, men forestil jer at komme ind på et værelse uden elektricitet, med kakelakker på størrelse med undulater og en defekt bruser. Det eneste der er, er denne lille bitte iskolde stråle vand – i mørke. Det tager langt tid, og er pænt besværligt at gå i bad under – men man må jo prøve! De stillinger jeg har indtaget for at få lidt vand på mig, og for at skylle områder med sæbe… For helvede altså. Efter et større “projekt hygiejne”, opdager jeg så at der naturligvis heller ikke er noget håndklæde. Der skal man lige huske sig selv på, at man nok er den i byen der har det fedeste værelse, når alt kommer til alt. Hvis så bare byens eneste indkøbssted havde været i besiddelse af vandflasker som jeg kunne købe, havde jeg da bare gjort det – men nej. Det er lidt en flad fornemmelse at børste tænder, uden vand.

I de tre dage vi har været i Greenville, har der ikke været net på hverken telefon eller internet. Jeg har inden afgang fra det første hotel, planlagt nogle indlæg, i håb om de ville blive publiceret regelmæssigt imens jeg var udenfor radaren, men har været her længere end jeg regnede med, så der har været lidt stille på bloggen. Det har været underligt ikke at kunne komme i kontakt med min datter, komme i tanke om folk jeg skulle have svaret osv, når man er vandt til altid at kunne komme i kontakt med folk. Men på en eller anden måde også enormt livsbekræftende. De sidste tre morgener jeg er vågnet, har jeg slet ikke haft mavepine over noget jeg har glemt, ikke nået eller fakturaer der er tikket ind. Det er faktisk længe siden jeg har prøvet det, og det er virkelig rart.

Jeg har altid været hysterisk bange for firben og gekkoer, så det grænsede sig til det pinlige. I morges sad jeg udenfor mit værelse og ventede på skiderikken på størrelse med en hundehvalp, der hele tiden kommer listende om hjørnet, så jeg kan sige “SÅ stopper det, væk med dig kammerat!”. Og så vralter den om hjørnet og gemmer sig i 10 min, til den prøver igen. Det er fandme nærmere en krokodille end et firben 😉

Gadelamperne man kan se, duer ikke. De er fra før krigen.

Det er så vildt alt det jeg ser, og jeg forstår simpelthen ikke, at der i 2016 stadig er folk der har det så elendigt, som de har her. Der er naturligvis ingen turister hernede, og jeg har endnu kun set et par få andre hvide mennesker, der var fra UN. Det er altså så ægte som det bliver, det jeg oplever hernede.

Jeg har så mange, mange billeder at vise jer. Det værste er, at billederne faktisk er “flotte”, men virkeligheden er meget barskere, end de fine palmer, små søde mørke babyer og flotte farver.