SÅ pinlig er jeg alligevel…

Den anden dag da jeg henter Hollie Nolia i vuggeren, og går turen over græsset hjem, møder vi Anne Lindfjeld (hende den rødhårede med tatoos) og hendes børn. Vi står og snakker lidt, imens HN går rundt i græsset. Da vi har sludret færdig vil jeg gerne hurtigt hjem, og snupper hende lige under armen. Hun er helt opslugt af noget spændende hun har fundet, som hun vil ned og lege med. I samme øjeblik kommer en lille dreng fra vuggeren og hans far gående langsomt forbi. Jeg orker ikke en kamp, og taler HN efter munden og siger at vi bare går hjem og leger med den. Efter noget brok kigger jeg nærmere på tingesten – det er sådan et hylster til joints!! Så kan jeg jo godt se hvordan det ser ud. Iøvrigt står jeg med noget der ligner morgenhår, uden makeup og i joggintøj der ikke burde forlade hjemmet. P-I-S!

Drengen og faderen stopper lidt op, da drengen gerne vil lege med. Det må han ikke, for hverken HN eller faderen… Og jeg vil egentlig bare gerne forsvinde fra jordens overflade! Så er det så min helt primitive opførsel presser sig på. Har faderen mon set hvad det er? Og hvis han ikke har, så er der jo ingen grund til at gøre opmærksom på det… Det skal jeg dælme nok gøre mit for, at han ikke opdager! Jeg skal ikke være Ørestadens pusher-mom. Satme nej! Så helt uden at tænke over det, kigger jeg lige ned ad mig selv. Ingen BH, tjek! Jeg skyder patværket frem og tager diskret fat i min t-shirt bagtil og trækker let til, så blusen bliver stram (jo jeg gør sgu). Så sweettalker jeg lige faderen og håber hans øjne finder et fokus der er langt fra min datter, og hendes joint-ting. Jeg vil umiddelbart sige det virkede. Om han syntes det virkede en smule akavet, og derfor de hastede videre, eller fordi mit barn uden moderens indblanding legede med “stoffer”, det ved jeg naturligvis ikke…

Don’t judge me. I weas born to be awsome, not perfect 😉