Om at miste, sorg og savn. Og dele det…

 

Lørdag d. 31. August kl. 9:00 trådte der tre piger ind ad vores dør, de skulle hjælpe med at pynte op til vores havefest, som vi ikke havde haft alverdens tid til at forberede, men tilsammen havde vi en hel dag inden gæsterne kom kl. 16:00. Der skulle pyntes op, handles ind, stilles an i hele haven og alt der nu følger med når man er typen der er en anelse detaljeorienteret, og blogger. Der var så meget mere at se til, end vi overhovedet havde forestillet os.

Kl. 09:20 ringede min mor, at hvis jeg skulle tage afsked med min mormor, kunne det nok ikke vente til dagen efter. Min mormor fik konstateret kræft d. 17. januar i år, og vi vidste godt at det var et spørgsmål om tid. Min mormor og morfar har altid været en stor del af mit liv, og hvis ikke vi så dem hver dag, så var det hver anden dag, da jeg boede hjemme. I mit voksenliv har jeg altid besøgt dem så meget jeg kunne, og aldrig været “hjemme” uden at smutte forbi, vi har ringet sammen og jeg har altid sendt blomster – bare fordi. Min mormor har aldrig været i tvivl om, hvor højt elsket hun var, det er jeg sikker på.

Det tog ca. 5 timer at køre frem og tilbage den lørdag, og jeg havde ca. 1-1 1/2 time med min mormor i min knugende hånd, hvor vi fik den bedste afsked jeg aldrig vil glemme. Da jeg vendte mig om og sendte hende det sidste luftkys og fik et retur, i mens jeg sagde “vi ses i morgen mormor, jeg tager romkugler med”, vidste jeg godt det var sidste gang jeg så hende, og det gjorde hun nok også. Jeg græd ikke, jeg hulkede hele vejen hjem i bilen, hvor jeg ankom 10 min før 35 festglade gæster. Tænk sig at jeg havde bekymret mig om, om vi kunne nå at pynte op og gøre det hele klar, jeg skammede mig over jeg et øjeblik overvejede at vente med at køre derop til dagen efter som planlagt, selvom jeg havde været der kort tid forinden. Tænk hvis jeg havde ventet.

Det var svært at komme fra et sidste farvel til at være smilende vært, og jeg husker stadig ikke om gæsterne overhovedet fik kaffe eller hvem jeg egentlig fik talt med. Alt var arrangeret så flot og de havde haft så travlt. Jeg ved seriøst ikke hvad Troels havde gjort uden de piger, det var sådan en lettelse at vide de var der, og jeg vidste min mormor ønskede vi skulle hygge os og håbede på at vejret holdt. Hun havde haft et brændende ønske om at nå at se vores hus, og trænede i lang tid op til at kunne holde køreturen ud. Jeg er stadig imponeret over viljen til at komme op og ned ad trapperne på alle vores etager, og så glad for det kunne lade sig gøre. Hun nåede det.

Søndag d. 1. september, 84 år gammel, blev hun til en engel. Hun elskede engle og jeg har givet hende mange gennem årene. Nina Vang, bedre kendt som “Lasse”, det fineste og mest empatiske menneske jeg har kendt. Ingen kunne bage boller og kransekager som hun, nusse ens fødder og opfede dyr der kom hendes vej. Som ung havde hun kørekort til motorcykel med sidevogn, og hun kunne fortælle historier fra en tid man næsten ikke kan forestille sig, men som jo kun er et menneskeliv siden. Det er første gang jeg har mistet en, der stod mig så nært og jeg tror stadig ikke jeg har forstået det. I går nat vågnede jeg midt om natten og græd, lydløst for ikke at vække nogen, men intenst nok til at have hævede øjne i morges. Død, sorg og savn er sådan en underlig størrelse, som jeg ikke har stiftet bekendskab med før nu, hvilket må siges at være heldigt i en alder af 40 år. Men når det nu skulle være, og det ikke kunne være anderledes, så fik vi den bedste afsked. Jeg har minder fra et helt liv med hende, men også minder fra jeg fik sagt farvel og det betyder enormt meget nu. Jeg var den første der ankom til bisættelsen, jeg gik ind i den tomme kirke hvor kisten stod og sagde “hej mormor, jamen ligger du der helt alene, nu kommer jeg lige og taler med dig, her ser så flot ud kan du tro”, og så fik vi en lille snak. Jeg vidste hvad der var i kisten, for det havde vi talt om og aftalt på forhånd. Det var så underligt, uvirkeligt og sårbart at bære hende det sidste stykke, og stå der med morfar i hånden da hun kørte væk.

Når jeg sætter knitrende tulipaner på bordet, vil det altid være til hende, og jeg vil bære hendes smykker så hun er med mig overalt i livet. Hun var heldig at få et dejligt og langt liv, det er ikke alle forundt, og naturen går jo sin gang i den rækkefølge, men det gør ikke savnet mindre. Jeg tror stadig hun er her, i en grad hvor jeg på et tidspunkt meddelte Troels at vi nok aldrig mere kunne være intime. Lige dér lignede han faktisk en der havde set et spøgelse, men han forsikrede mig om at hun kun ser det hun vil se. Han har vist også gennem forsvaret været på forhandlerkurser til krisesituationer, og der må man sige han har lyttet efter.

Jeg syntes det har været svært at komme på banen igen efter det, putte det ind blandt materielle ting, konkurrencer og den slags. Jeg synes også det næsten er for privat at skrive om, men på den anden side deler jeg så meget andet der betyder så lidt, at det ville være underligt ikke at skrive om, når nu det fylder så meget. Jeg har ikke ønsket at det skulle være underholdning, men vil heller ikke negligere det at miste en så vigtig person i mit liv. Jeg tror det er første gang hvor jeg har været i tvivl om hvordan jeg skulle håndtere det helt private her på bloggen, for andre gange i private anliggender har det været let at sætte en streg. Mange ville måske slet ikke betænke sig da døden jo er en uundgåelig del af livet, og jeg har da sågar set nogen på IG pynte kisten i mens de taggede hvor blomsterne var fra. Jeg tror det er op til den enkle at mærke efter i maven hvad der er rigtigt, og for mig er det at fortælle om det sådan her, et par dage inden urnen og stenen kommer på deres endelige plads. En slags closure.

Jeg ved der vil være masser af ting jeg ærgrer mig over jeg ikke skrev, måske fortryder jeg endda jeg har delt for meget, men jeg kan ikke læse det igennem flere gange og jeg vil ærgre mig hvis jeg aldrig fik det fortalt.

 

Vil du dele med mig, hvem du har mistet?