I Daglig Blog/ Ikke kategoriseret

“Ikke tag telefonen mor…”

“…så bliver du bare ked af det igen”.

Det kan være svært at forklare en 4 årig, hvorfor mor græder, og så alligevel ikke.

“Det er lidt som i børnehaven skat, ikke alle synes legene er gode, og nogle gange bliver man lidt sure på hinanden og kede af det. Men det vigtigste for mor er, at vi to elsker hinanden, og er gode venner”.

Hun ved ikke, at jeg i løbet af de sidste par døgn har modtaget adskillige modbydelige og detaljerede dødstrusler, ikke bare på mig selv, men også på hende og familien. Sideløbende med en afpresningssag.

Sådan går det, når man i bedste sendetid om sig selv siger: Tyksak in the making! Så skal ens barn, bare dingle i en galge.

I disse dage skyder jeg de sidste optagelser til programmet Min fede træner, sammen med Christina, som jeg er teamet op med, og som er SÅ glad for at have deltaget. Christina er skøn og sej, og vi har det sjovt og dejligt sammen. Vi griner meget, har god kemi, humor og selvironi. Jeg er glad for, Christina er den overvægtige jeg skal motivere til at tabe sig, sammen med mig. Christina er nemlig rigtig ked af de ekstra kilo. Hun er ikke syg, hverken fysisk eller psykisk, men som hun selv siger, fuldt ud selv skyld i hendes overvægt, grundet dårlige vaner og livsstil. Noget hun gerne vil ændre på, da det vil gøre hende gladere, men hun har brug for hjælp til at komme igang.

Netop dén slags mennesker, henvender dette program sig nemlig til – og naturligvis ikke overvægtige, der er fanget i et liv med sygdom, hvad enten det er fysisk eller psykisk. Overvægt kan være en sygdom, men er det ikke i alle tilfælde. Det ved man selv, eller ens læge, bedst. Jeg er på ingen måde kompetent til at have med overvægtige at gøre, der har mere brug for anden hjælp, end et kærligt puf i måsen. Og jeg var slet ikke klar over, at man skar alle overvægtige over en kam, og kaldte dem kronisk syge, som en læge udtaler. Men hvad ved jeg også om det, jeg er jo bare en fuckface-model, som Politikken kalder mig.

Da jeg endelig sagde ja til dette program, gjorde jeg det fordi, jeg gennem programmet gerne ville være med til at sætte fokus på sundhed og livsglæde. Noget der har stor betydning for mig i hverdagen, og som jeg ud fra statistikker ved, rigtig mange har problemer med. Hvert fald sundheden, da mange danskere er overvægtige.

 


 

Fakta (kilde: Sundhed.dk):

  • 47 % af den voksne befolkning er overvægtige eller fede
  • 99 % af overvægt og fedme skyldes uhensigtsmæssig livsstil: for lidt fysisk bevægelse og for meget (usund) mad
  • Ca. 1 % af overvægt og fedme skyldes hormonforstyrrelser
  • Overvægt og fedme giver øget risiko for sygdom og for tidlig død

 


 

Dette projekt, som det jo i dén grad blev for mig, var med en ret seriøs agenda. En nu tidligere sundhedsordfører fra Folketinget gav programmet en vis seriøsitet med hendes deltagelse, men måtte desværre forlade programmet og figurerer derfor ikke i det alligevel. Jeg var med andre ord ret sikker på, dette var et program der skulle være berigende og lærerigt for mange mennesker. At programmet skulle være et decideret underholdningsprogram, havde jeg på intet tidspunkt nogen fornemmelse af. Jeg var ved læge i tide og utide, til kontrol, og fik taget blodprøver, så forandringen på sund/usund kunne dokumenteres korrekt. Det er så desværre blevet frasorteret i programmerne.

Jeg føler der er forskel på det program jeg meldte mig til, og det jeg er endt i idag. Man siger og gør mange ting på et halvt år, og det kan klippes på mange måder. Jeg påstår ikke at jeg er klippet anderledes end jeg er, men at selve programmet er en anden genre, end jeg havde håbet. Når det så er sagt, så er jeg meget chokeret over den medfart Min fede træner har fået, allerede inden første afsnit. Og dog. Jeg havde over 10.000 likes på et billede af en taske til Hollie, og der var 5 dårlige kommentarer dertil.

Overskrift: Mascha lagt for had!

Jeg tager derfor den slags mediehysteri, eller shitstorms om man vil, med et gran salt, da det oftest er langt fra den rette temperatur af emnet, der bliver videreformidlet. Jeg har indtil nu, ikke mødt et menneske face to face, der har samme holdning til programmet, som den tsunami af forargelse der breder sig i pressen og på de sociale medier. Jeg siger ikke at den ikke er tilstede, slet ikke (!), men den er voldsom. Også for voldsom. Jeg har tilbragt hele dagen på politistationen, 8 timer, sammen med et efterforskningshold, der har taget professionel hånd om de dødstrusler jeg har fået på min datter, familie, og mig selv – samt afpresning sideløbende. FORDI jeg er med i et tv-program!

Men du bliver jo ikke overvægtig af at tage 10 kg på!

Nej, det da ved gud jeg ikke gør! Har jeg nogensinde påstået det? Og selvom jeg tager 10 kg på, så sidder der mange piger der ville ønske de kunne komme ned på den vægt. Det ved jeg, men det er nu engang mit udgangspunkt, og sådan er vi jo alle så forskellige. Jeg blev trynet med at være for tynd som ung, så for mig er det svært at sætte sig ind i, hvor svært det er at tabe sig. Det ville simpelthen være løgn og rosenrødt at sige andet, for jeg har aldrig prøvet det på egen krop.

Hvorfor gjorde du det?

Det gjorde jeg for at vise folk hvad det gør ved kroppen, at leve sundt kontra usundt. Jeg gjorde det for at motivere en skøn overvægtig pige til at tabe sig sammen med mig, så jeg ikke bare skulle stå og råbe på sidelinien, men dele hendes sukkerabstinenser, humørsvingninger, tudeture  og sejre sammen med hende. For at prøve at forstå hvor svært det kan være, at føle sig utilpas i egen krop og skulle tabe den overflødige vægt. For at lære mig selv og seerne, hvad kroppen kan og ikke kan, og for at se om det nu også er så let som mange tror. Det kan jeg allerede nu afsløre, at det IKKE er!

Lad os lige få på det rene, at jeg godt ved, jeg ikke bliver overvægtig af 10 kg., og jeg kommer heller ikke til at forstå hvordan det er at være overvægtig. Det har jeg heller aldrig påstået, men jeg kan garantere at jeg har hængt i røret til både Blu (produktionsselskabet) og TV3, for at få dem til at ændre tekster som jeg ikke kunne stå inde for, da det i mine øjne ikke var pænt at skrive som de gjorde. Det fik jeg rettet, for det var ikke mine ord eller holdninger. Lad mig også slå fast, at jeg heller ikke ser mig selv som fed, fordi jeg tager 10 kg på, og at jeg ingen indflydelse har på programmets titel.

Men programmet nedgør jo overvægtige, gør det ikke?

Nej, det synes jeg simpelthen ikke det gør, jeg synes det belyser et meget vigtigt emne og problem i befolkningen, som åbenbart er et mere følsomt emne, end både religion og politik, tilsammen. Det gør jo ikke programmet mindre aktuelt, må man sande. Jeg tror mange mennesker lever “helt almindeligt” i deres egne øjne, og simpelthen ikke er klar over hvor meget mere energi de ville få, meget mindre hovedpine, færre skavanker og mere livsglæde, ved at ændre nogle simple hverdagsrutiner. Dét håber jeg de vil få lyst til, når de ser dette program, det er hvert fald årsagen til, jeg lader det gå ud over min egen krop. Jeg synes det er et spændende projekt, da kroppen jo er fascinerende på mange måder – jeg har selv født et barn for pokker!

Det gør mig oprigtigt og inderligt ked af det, at folk tror jeg er med i et program for at nedgøre andre. Så kender man mig virkelig dårligt. Man kender mig også dårligt, hvis man tror jeg sidder som en lille mus med hovedet på skrå og vender hvert ord jeg siger – man siger mange ting, i løbet af et halvt års optagelser. Der er mange op og nedture, humørsvingninger… Jeg har for pokker været sur i et halvt år nu. Først “tag på”-kur, så slankekur. Ikke helt så enkelt, som jeg havde regnet med det ville være!

Du taler nedsættende om overvægtige!

Jeg husker fra mig selv som gravid, at det var svært og tungt at bevæge mig rundt. Den situation tænker jeg på, når jeg prøver at forestille mig hvordan det er at være hæmmet i egen krop. Det er altså mig selv jeg relaterer til, når jeg forestiller mig hvordan det er at jokke rundt og føle mig meget lidt feminin.

Jeg kan kun erkende, at jeg bruger nogle uheldige ordvalg eller vendinger, i nogle af interviewsene. “Jeg forstår ikke man vil spilde sit liv på det…”. Det er virkelig uheldigt sagt, jeg skulle naturligvis ikke bruge ordet “spilde”, da man jo ikke spilder sit liv. Jeg burde have sagt “bruge” i stedet, og også det jeg mener, når jeg refererer til folk der er kede af deres situation, i dette tilfælde Christina. Det er ren sofa-snak, når jeg siger sådan, og ikke lige til tv-skærmen. Beklager. Men uanset hvilke ord jeg bruger, så retfærdig gør det på INGEN måde, de helt ubegribelige modbydelige mordtrusler og offentlige opfordringer der fandtes, om at skade min familie. Det er IKKE acceptabelt, det er kørt helt af sporet det her, og politiet tager det naturligvis meget seriøst. Jeg er ikke et modbydeligt uempatisk menneske, og det ved de fleste folk også godt.

Når alt det så er sagt, så synes jeg også man ser nogle dejlige mennesker, der helt frivilligt har meldt sig til et program, fordi de gerne vil have noget hjælp, og er indforstået med hele konceptet. Jeg synes selv at Christina og jeg er skønne sammen på tv, og selvom det er et vigtigt emne, er ingen af os typerne der sidder med lavmælt stemme og undskylder for vores tilstedeværelse. Vi tager begge fat i de nosser vi bilder os ind vi har, og gør noget ved det, fordi vi kan. Sammen!

Programmet byder på glæde, sved og tårer, og har man ikke set programmet, synes jeg ikke man skal vurdere eller kommentere på det, ud fra en enkelt meget provokerende klippet, trailer. Ja, jeg havde ønsket det havde haft en anden indpakning, og noget mere seriøsitet og dybdegående indhold – det blev jeg lovet. Men nu sidder jeg altså her midt i en shitstorm, så må jeg tage den herfra.

Jeg ser frem til alle de glorificerende blogindlæg, jeg skal læse den næste tid.

 

God weekend!

 

En hel særlig TAK til vores politi, der grundet efterforskning, trusler og afpresning opfordrede til jeg holdt tæt til nu. Jeg har i øvrigt ikke yderligere kommentarer.

Læs flere indlæg