Det kan jo ske for enhver...

Vil jeg have flere børn?

Skærmbillede 2017-02-23 kl. 08.49.15Jeg har fået mange spændende spørgsmål, da jeg spurgte til hvad I egentlig gerne ville vide. Et af dem der går igen, er om jeg er gravid, eller om jeg ønsker flere børn. Jeg er ikke gravid (for fanden!). Men jeg synes faktisk det er et svært spørgsmål, om jeg ønsker flere børn, og det er lidt fra dag til dag, hvad mit svar er. Med fare for at lyde som en satans strigle, så er dette er mine kringlede tanker…

Nu har jeg stort set kun erfaringer med at være enlig mor, og starten på den tilværelse med kolikbarn, og at stå ret meget med det selv, er ikke noget jeg ville gennemgå igen. Jeg elsker at være mor, men jeg har ikke noget behov for en hel børneflok. Når jeg ser andre have tre-fire børn, så tænker jeg ikke “århhh hvor er de heldige”, men nærmere “godt det ikke er mig!”.

Jeg ville ikke kunne kunne finde overskud til en børneflok, eller have lysten til der altid er så mange mennesker og larm omkring mig. Mit sind bliver for presset og stresset med meget larm, hvor andre modsat trives bedst sådan, med liv omkring sig. Jeg hører f.eks. yderst sjældent musik, fordi jeg hellere vil have ro, og kan ikke samle mig om en samtale hvis fjernsynet kører i baggrunden. Jeg har svært ved at adskille lyde, hvilket gør det hele meget larmende for mig.

Der er selvfølgelig forskel på børn, men nu laver jeg åbenbart ikke stille og rolige børn, der bare sidder og kigger forundret ud i luften, sover eller spiser med glæde. Nix, jeg har lavet en dejlig miniatureraket! ♥

Én raket kunne sagtens være fint for mig. Dermed ikke sagt at det er udelukket, slet ikke, men jeg er nok bange for at stå i samme situation igen, og har ikke lyst til at mit liv skal sættes på baby-standby et par år. Jeg ville elske at manden kunne være gravid og føde, og gå på barsel, i mens jeg var på arbejde. Jeg kan ikke forestille mig noget jeg har mindre lyst til, end at være på barsel – eller være gravid i det hele taget. Jeg ønsker heller aldrig at føde naturligt igen, det ville i så fald blive kejsersnit, ellers ingen baby. Jeg siger ikke det er lettere, bare at jeg aldrig gennemgår en naturlig fødsel igen. Forstå mig ret, jeg elsker resultatet af en graviditet, men hele vejen dertil var jeg gerne foruden.

Jeg er jo ovenud lykkelig over jeg er mor til Hollie Nolia, det håber jeg virkelig er meget tydeligt, men flere på samme tid? Shit jeg ville få travlt! Hvert fald hvis jeg er alene, men det er jo heller ikke det der er meningen, det ved jeg godt, men jeg er nødt til også at se det fra alle sider inden jeg står i situationen – hvis nu. Rent økonomisk er jeg også nødt til at regne mange år ud i fremtiden, for jeg synes ikke det skal blive samfundets problem, eller naboens topskat der skal betale, hvis jeg får flere børn jeg ikke har råd til om 10 år. Mine børn, mit valg, mit ansvar. Jeg gør alt for at sikre vores fremtid, fordi jeg sætter en ære i at være uafhængig, og har altid været utrolig bevidst om det.

Jeg har ikke prøvet at være en familie, hvor man var sammen om det hele, og det frygter jeg lidt at sætte næsen op efter, hvis det nu ikke skulle blive til døden os skiller. Så kunne jeg stå der med to børn, to fædre, og to familier alting altid skulle arrangeres med. Pyha! Jeg tør slet ikke tænke på hvad jer med flere børn gør, for at få det til at hænge sammen. I er seje! Jeg synes det er presset at være selvstændig med forholdsvis korte arbejdsdage, fordi jeg altid skal aflevere og hente. Jeg har ikke lyst til en tilværelse, hvor hver dag er en kamp for at få det til at hænge sammen.

Skulle der nu komme en baby mere, og det gør der jo nok engang, så er jeg derfor også ret klar i spyttet om hvordan det skal foregå, fordi det sidste gang ikke var forventningsafstemt. Jeg ønsker ikke at tage mere barsel end faderen, og jeg ønsker ikke at tage mig mere af hjemmet end faderen, eller stå med udgifterne alene, fordi jeg ikke gider have alt foræret brugt. Hver sin lyst, og hver sine muligheder og krav. Dette er mine. Sidst jeg var gravid fik jeg 5.000 kr. af faderen (ikke om måneden som nogen har misforstået, men et engangsbeløb til alt. Det har altid undret mig, at folk troede han forsørgede mig. Det har aldrig, aldrig forekommet, derfor jeg skriver dette.), og det kan jeg bare sige, at det er ikke nok til de første par år med en nyfødt. Slet ikke hvis man som jeg var syg under graviditeten, og ikke havde nogen indtægt, men stadig havde udgifter som husleje, forbrug osv. Så var det godt at jyden her var fornuftig, og ikke havde brugt alle pengene på dyre tasker, men sparet op til pressede tider.

Det skulle være 50/50, og det skulle være med enten au-pair eller en der kommer et par gange om ugen og tager sig af hjemmet. Ellers ville jeg slet ikke ønske at få et barn mere. Jeg gider heller ikke sidde alene om aftenen eller i weekender, med børn der skal puttes og madpakker der skal smøres, og siger altså ikke: “smut du bare ud og gør karriere, så står jeg for familien”. Hva’ så med min karriere, og mine drømme? Man skal bakke hinanden op, selvfølgelig, men aftenmøder, weekendtjanser og den slags må fordeles 50/50. Det er nok det jeg tænker mest over, at jeg ikke har lysten til at trække læsset en gang mere. Slet ikke når nu jeg godt kunne affinde mig med ét barn.

Jeg er sikker på det sagtens kan koordineres, men det skal bare gennemtænkes først, så begge parter ved hvad de går ind til. Nogle kvinder og mødre ville måske elske det var sådan, at de kunne gå hjemme og bage boller, lege med børnene, holde hus og familie, men det er bare ikke mit ønske. Hele mit liv har det værst tænkelige situation været, at jeg skulle være husmoder. Om så min mand var multimillionær og jeg aldrig behøvede at arbejde, så ville det ikke være attraktivt for mig. Jeg skal udrette noget, og bryder mig i det hele taget heller ikke om at blive forsørget.

Jeg er jo godt klar over at jeg har en kæreste der meget (!!) gerne vil ha’ børn, og jeg vil da heller ikke frarøve ham at blive far, eller Hollie Nolia at blive storesøster. Men når jeg bliver direkte spurgt om jeg vil have flere børn, så råber jeg altså ikke jaaaaaa!!!… Men heller ikke nej! Jeg godt kan se det er passende for min egen alder, fremtiden, og Hollies alder at blive storesøster snart – samt der er en der gerne vil være far. Og ja, så vil jeg da også godt prøve at være gravid med en der er en der går op i det, vil mærke baby sparke eller synes jeg er smuk med stor mave, og holder mig i hånden når jeg har veer. Eller, det kommer så ikke til at ske, og nok netop fordi jeg var utryg under mine veer og fødsel, og var meget alene. Eller, ikke alene, for der var jo personale… But still.

En omgang hvor jeg er glad og vi er en familie der gør det sammen, dét gad jeg godt at prøve.

Så flere børn? Måske, eller ja da, men max én mere ♥

PS: Jeg synes generelt altid jeg gør det klart at Nicolas er en god far, det må der ikke såes tvivl om! Jeg fortæller ikke om fødslen og tiden efter, da jeg ikke kan gøre det på en positiv måde.

Skærmbillede 2017-02-23 kl. 09.24.22

   

Næste indlæg

Det kan jo ske for enhver...