I landsretten i dag

Sikke en dag. I nu halvandet år har der kørt en sag, hvor en tidligere veninde og jeg selv, blev slået ned under en tur i byen. I dag har vi så været i landsretten. Jeg vil være ærlig at sige, at det påvirker mig en del. Jeg er vant til medierne, men ikke vant til at omgåes et voldeligt miljø eller rende i retten i tide og utide, som andre i denne sag. Da jeg mødte op i retten blev jeg så befippet over at se en fotograf, at jeg løb ind i en forkert bygning. Jeg troede ikke nogen vidste dette foregik i dag, og nægtede at lade mig fotografere, i håb om intet kom i pressen. Uanset hvor meget jeg har været i medierne, så gør det ondt at læse ting om mig selv, som ikke passer, og som fremstiller mig uheldigt. Det gør mig faktisk rigtig ked af det! Jeg synes selv jeg opfører mig pænt overfor andre, og prøver at være et empatisk menneske. Jeg bruger meget af min tid på andre og velgørende formål, i stedet for at slå på folk og slås med ordensmagten, som jeg i øvrigt har stor respekt for.

Lige nu er jeg kommet ud fra et møde med en stor velgørenhedsorganisation, som jeg skal til Afrika med senere på året. At komme ud fra sådan et møde, og så skal læse usandheder om mig selv på nettet, er i stor kontrast til hvad jeg egentlig foretager mig, hvordan jeg er – og i dén grad sandheden. Jeg ved at jeg ikke har gjort noget forkert. Jeg ved hvad sandheden er (det viser overvågningen også), og jeg ved at der ikke er noget der kan retfærdiggøre at en stor mand slår to piger på halvanden meter i gulvet, så de kommer med en ambulance på traumecentret. Der er foregået meget bag gardinet i denne sag, som jeg ikke ønsker at gengive. Endda nye ubehagelige ting som jeg først er blevet bekendt med i dag. Heldigvis.

Dommen er faldet, og manden skal 60 dage i fængsel, ubetinget.

Jeg har ingen yderligere kommentarer til sagen.