Sammenføring af kattene, sådan går det...

Er det i orden at reklamere for sugardating, med ung målgruppe?

 

Hvis du har adgang til at læse denne blog, så er du højst sandsynligt online og garanteret også stødt på den omdiskuterede sag om en reklame, influenten Fie Laursen har lavet for et site det formidler sugardating. Jeg blev i dag spurgt om jeg ville komme i Go’ Aften LIVE, men det passede dårligt ind, jeg vil dog gerne lige lufte mine tanker om det, for det er alligevel en stor diskussion indenfor min branche – altså som influent!

Jeg synes personligt at der trænger til nogle deciderede love og retningslinier, eller etiske regler, inden for denne branche, hvor man som influent med mange følgere kan påvirke mange mennesker. Men jeg tror det bliver svært at håndhæve, for selvom der er klare regler omkring markering af reklame i vores opslag, som burde være super lette at forstå og rette sig efter, så ser jeg dagligt store influenter, tv-værter, popstjerner, sportsstjerner og andre store personligheder i det offentlige søgelys, bevidst pisse stort og flot på den regel, uden der bliver gjort noget ved det. Hvad folk reklamerer for, indenfor en etisk grænse, vil jeg egentlig ikke være dommer over. Personligt rækker min moral og etik ikke til at reklamere for den slags, ligesom jeg husker jeg så skævt til reklamerne fra et datingsite der opfordrede til utroskab for nogle år tilbage. Dem vælger jeg fra. Det er svært at forbyde reklamer der henvender sig til voksne mennesker, der bør være i stand til selv at navigere i den slags. Jeg forstår bla. ikke hvordan man kan forbyde reklamer for alkohol og tobak, når feks. Haribo må reklamere for slik med sukker der er ekstremt vanedannede og kan medføre en masse livsstilssygdomme. Vi lever i en nogenlunde fri verden, hvor vi selv er herre over de fleste valg vi gør, og sådan synes jeg også det bør være, men!

Når man henvender sig til unge under 18 år, synes jeg der bør være ret strenge krav til hvad man kan reklamere for. Jeg synes nok i virkeligheden der burde være en funktion på diverse platforme, så der netop er en aldersgrænse på 18 år hvor et login med Nemid er påkrævet. Jeg har selv kun 3% følgere på IG der er under 18 år, dem sorterede jeg gerne fra da det ikke er min målgruppe. Jeg vælger kampagner og indhold ud fra min følgerskare, der hovedsageligt er ret voksne kvinder som jeg forventer godt selv kan navigere i, om de har behov for en skønhedsoperation eller ej, hvis de ønsker det.

Men at eksponere og ligefrem opfordre unge piger til at sugardate og sælge brugte trusser, er noget af det væmmeligste jeg til dato har oplevet en influent reklamere for. Jeg ved næsten ikke hvem jeg er mest forarget over, selve influenten eller det firma der har booket reklamen. Det handler ikke om at være kvindefrigørende, booooosladyyyyy, at give en fuck og selv bestemme over egen krop, så skal man fandensgalemig være faldet hårdt ned i fliserne fra barnevognen på et tidspunkt, hvis man kan feje det ind under et eller andet fissefrigørende. Det handler om at påvirke UNGE piger ud i noget der læner sig utrolig meget op af prostitution, en gråzone hvor det kan være svært at kende grænserne og lettere komme til at stå i en situation hvor der forventes mere end man havde regnet med, end hvis man langer burgere over disken på McD. Der er tale om at “sælge sig selv” i et intimt omfang når man alene skal mødes med en mand, til forskel fra hvis pigen er model og bliver booket til et photoshoot med professionelle hvor der er flere til stede. Børn og unge under 18 år skal overhovedet ikke have adgang til den slags, de skal netop beskyttes mod de afstumpede galninge der prøver at lukrere på deres umodenhed og eventuelle sårbarhed, for jeg tror simpelthen ikke på en ung pige kan overskue konsekvenserne af at have solgt, hvad jeg vil kalde værdighed, til en mand der ønsker hende på timebasis. At få det til at lyde som lette penge, når de personlige konsekvenser kan ende med at være ret dyre, er mig ubegribeligt at nogen kan sidde og tænke “det er fandme en god reklame det her, det er genialt”. Når man handler så uetisk som influent, kan jeg ikke lade være med at håbe på, at der med tiden kommer krav om et slags “kørekort” til store profiler, når man ene person kan ende med at gøre så stor skade på andre mennesker. Man er efter min mening ikke sin position voksen nok, når det åbenlyst er så svært for en enkeltperson at navigere i rigtigt og forkert. Man har naturligvis lov til mene hvad man vil som det er lige nu, da der ingen regler er på området, men efter min personlige mening, så er dette forkert.

Og så har jeg ikke engang nævnt mine tanker om sort arbejde, for man må jo ikke bytte ydelser på den måde. Jeg betaler sandelig også skat af de gaver jeg modtager hvis jeg er til et event, eller nogen sender mig et t-shirt som de håber jeg deler på mine platforme, så der skal da også betales skat af suger-gaver formoder jeg?

 

Hvad er din holdning? Ét er jo hvilken holdning man har til at sugardate, den er jeg egentlig ikke så interesseret i, hvis man er et voksent menneske, for mig er det helt store omdrejningspunkt, når et idol henvender sig til børn og unge med opfordring til noget så grænseoverskridende, for de fleste mennesker.

 

Image Map

Næste indlæg

Sammenføring af kattene, sådan går det...