Flyttetanker… Kærlighed & Kolding.

Jeg tænker næsten ikke på andet for tiden, det er som om det ligger i baghovedet hele tiden, og snører lidt i maven. Vi kommer jo ikke rigtig udenom, at jeg har fundet en kæreste der bor i Kolding. Altså det der Jylland, som jeg satme aldrig (aldrig!) skulle tilbage til. Altså lige indtil en flabet fyr i grøn flyverdragt klapper mig i røven, og smider min datter på skulderen. Pokkers også altså! Eller…

Jeg har det lidt sådan med situationen, at jeg her i 30’erne (!!) jo godt ved hvad jeg vil, når jeg vil det. When you know, you know. Jeg kan ikke, ikke vågne op ved siden af den mand hver morgen, det er jeg bare nødt til. Vi har kun kendt hinanden en halvt års tid, men med tanke på jeg ikke har boet sammen med nogen udover min  datter de sidste 5 1/2 år, og har kylet enhver maskulin bodyshower ad helvede til så snart den sneg sig ind i bruseren i de år, så er det ret vildt at jeg har de tanker.

Har jeg lyst til at flytte? Altså fra vores charmerende lille hytte, hvor alt er trygt og vi har skabt det liv jeg synes er bedst for os, og hvor vi lige er faldet så godt til – og hvor Hollie Nolia kun skal sove 7 gange før hun skal starte i skole. Det sted Hollie har alle hendes legekammarater og jeg har alle mine veninder, venner, bekendte, omgangskreds og kollegaer. Alt socialt liv, forretningsforbindelser og… Jamen bare alt jeg har kært og opbygget de sidste mange år. Det sted i Danmark jeg holder aller mest af at være. Men vigtigst af alt, det sted Hollie Nolia har hendes far. Hver anden fredag eftermiddag til mandag morgen, og hver anden torsdag eftermiddag til fredag morgen. Han kommer ofte lige forbi til kaffe og hej, eller bare fordi han er i nærheden, og farmor er også sød til at hjælpe hvis vi har svært ved at få det hele til at hænge sammen, eller jeg lige skal en tur i biffen.

Nej, I kan tro jeg ikke umiddelbart har lyst til at flytte herfra. Det er her vores liv er, og laver jeg den obligatoriske plus/minus liste, så er den meget lang på Københavnersiden. Faktisk, så står der kun én eneste ting på Kolding siden. Og det er altså ikke fordi der er noget galt med Kolding.

Jeg har mange gange sagt til mig selv, at det også er den vigtigste af dem alle, og jo det der gælder – Kærligheden. Og ja, kærlighed gør blind, men ikke så blind. For uanset hvordan jeg har det, så er der altid en der kommer før mig, og det er naturligvis min datter. Hun er rigtig sød og forstående, og jeg tror skam hurtigt hun kan tilpasse sig, det lille sociale barn… Men med skolegang og afstand, så får hun mindre tid sammen med hendes far. Hun ville godt kunne få ekstra weekender, helligdage, ferier og nå ja en bette pjækkedag i ny og næ, men hun vil ikke se hendes far som hun gør nu, det ville være hver anden weekend hvor hun så skulle hjem søndag, i stedet for mandag. Han kommer ikke lige forbi på vej hjem fra arbejde, eller tager en ekstra dag. Han er ofte i Jylland og altid velkommen forbi, om det så er til et par timer på legepladsen eller en omgang aftensmad, så ved jeg vi sagtens kan få det til at fungere, og det har vi naturligvis også talt om. Der er altid en løsning på alt, og vi har altid været gode til at få det hele til at gå op i Hollies favør.

Det ændrer bare ikke på, at jeg føler det er enormt egoistisk at overveje at flytte så langt væk, for det er for mig virkelig, virkelig langt væk. Jeg synes da ikke det er fedt, at det er mit barn det skal gå udover. Troels har også to børn, de kunne også rives fra deres mor, skole og alle deres venner. Bare ærgerligt unger, nu flytter vi (de deler 7/7). Situationen er bare den, at Troels’ arbejde ligger i Skrydstrup hvor han dagligt flyver ud fra. Han har på ingen måden lyst til at flyve rutefly eller charterfly, som er noget helt andet end det han laver – der er desværre kun det ene sted med F-16 i Danmark. Han har heller ikke lyst til at sidde bag et skrivebord, han vil være aktiv jagerpilot som han er nu, og det han har viet sit liv til, og det forstår jeg godt. Jeg har ikke lyst til at ændre ham, for han er jo lige som han skal være. Men der er da ingen tvivl om, at jeg satser rigtig meget både personligt og arbejdsmæssigt ved at flytte. Men hvad er alternativet?

Jeg ved godt at jeg sagtens kan tage til København når det passer, men jeg har altså boet i Middelfart for nogle år siden, og det var ganske forfærdeligt, fordi det var så langt fra alle mine venner og de der små impulsive ting jeg hele tiden gør. Det kan man ikke så langt væk. Men det gode er, at jeg har prøvet det før og ved hvad der fungerer og ikke fungerer, så jeg vil nok være opmærksom på det. Men det er jo også en helt anden situation nu, hvor Troels har en base der i forvejen, og jeg/vi var meget ensomme i Middelfart. Det fornemmer jeg slet ikke bliver et problem i Kolding, hvor jeg allerede har mødt så mange søde mennesker. Hollie Nolia vil også så gerne være en del af en familie med flere børn, så det ikke bare er hende og jeg.

Jeg har prøvet at finde en masse praktiske løsninger, men jeg er ikke interesseret i at have to hjem, eller et langdistanceforhold. Det er enten eller, længere er den ikke, og vi ved jo nok allesammen godt at jeg ikke rigtig har noget valg. Vi kan jo heldigvis flytte retur igen, når han blir for gammel til det jageri, så kan han blive kaptajn i en luftballon, eller noget. Det er da også fedt!

Den kærlighed altså.

Jer der har flyttet med jeres børn, hvordan har de reageret på det, og er der noget tidspunkt der er bedre end andre, i forhold til skolen. Jeg ved godt det er smartest efter en sommerferie, men hvis det nu passer dårligt?