Når en bondetøs kommer hjem…

Så er vi hjemme i Dragør igen. Jeg har fravalgt bloggen de sidste par dage imens jeg var hjemme hos familien, men fra i morgen er jeg på banen igen.

Det er sjovt som det at komme “hjem” betyder noget helt særligt jo ældre jeg bliver. Bare det at kalde det “hjem” nægtede jeg for få år tilbage. Det var fandme ikke mit hjem, men noget jeg følte jeg var flygtet fra. Jeg havde så stor afsky fra landet og det bondesamfund jeg er vokset op i. Jeg følte vitterligt at det verden var imod mig fordi jeg var opvokset der. Det var alt andet end det jeg inderst inde følte jeg var. Men nu hvor jeg er blevet voksen og mor, er det bare noget helt helt andet. Jeg har sikkert skrevet om det før, men der er simpelthen ikke noget jeg den dag i dag nyder mere end en løbetur omkring Byrsted ved høsttid. Der er absolut intet derude, andet end ro, smuk natur og en helt fantastisk duft af lige nøjagtig “hjem”. Der er ikke noget sted jeg slapper mere af, end hjemme hos mine forældre i Byrsted og jeg tror ikke der er noget sted Hollie Nolia hellere vil være.

Jeg husker fra min egen barndom hvor dejligt det var at være hjemme hos min mormor og morfar, hvor vi tilbragte meget tid. Det bedste var når de så svensk tv og duften af aftenkaffen. At møve mig ind i smørhullet ved siden af morfar i den brune hjørnesofa, og mormor der enten strikkede eller nussede vores fødder. At vågne op i midten og få lov at se tegnefilm, som min morfar havde indtalt dansk tale på så jeg kunne forstå det. Uha jeg har set meget Flintstones med morfars fortællerstemme. At få lov til at dyppe franskbrødsmadden i kakaoen om morgenen, og mormor der lavede et kræmmerhus med sukker vi kunne dyppe den friske rabarber i. Når vi løb frem og tilbage under vandsprederen i haven eller cyklede ned til broen og kiggede på togene. Nogle af de bedste stunder fra min barndom er sammen med min mormor og morfar, som altid har været der for os, og stadig er det.

Alle de dejlige minder, der betyder alverden i dag, det er dem Hollie Nolia nu får sig hos mormor og morfar. Så heldig hun er, og så heldig jeg har været ♥ Det er bare ikke altid man lige ser det, når man står i det som teenager.

Jeg får nogle gange beskeder fra unge piger der sidder i en lille by et sted i Jylland og forbander det hele langt væk, og jeg kan sagtens sætte mig i deres/jeres sted. Men ved I hvad, det er lige nøjagtig det der gør jer til dem I er og bliver. Hvor er jeg den dag i dag glad for den opvækst jeg har fået. Det gjorde at jeg kæmpede endnu mere for det jeg ville, fandt min egen vej og skabte det jeg sad og dagdrømte mig til, langt ude i ingenting hvor bus 102 kun gik et par gange om dagen, med en times kørsel ind til Aalborg. Jeg har sgu ikke fået noget foræret, men jeg brændte så voldsomt efter et andet liv at jeg endte med at skabe det selv. Det kommer ikke over night og det kommer ikke ved at melde sig til et tvprogram eller få mange følgere på Instagram. Det kommer af drivkraft, livserfaring, uddannelse og af at kunne begå sig socialt. Det er hele pakken, og det har man altså ikke som bare 20 årig. Jeg havde hvert fald ikke.

Når unge piger spørger mig hvordan de lige kan få nogle tips til at starte op som blogger, så er det jo ikke noget jeg er blevet lige pludselig – det er skabt gennem det liv jeg har levet, med de uddannelser og jobs jeg har haft de sidste mange mange år. At have noget at fortælle, hvis man nu har andet end perfekte billeder og mode på hjertet. Ikke at der er noget galt med det, men det kan jeg bare ikke rådgive om for mit liv er sgu langt fra et douchet perfekt IG billede i evigt samme nuance og filter. Men det kan også noget, jeg kan det bare ikke. Så hav tålmodighed, det er egentlig bare det jeg vil frem til. Livet sker hen ad vejen og man er nødt til at skabe det, før det bliver til det man håber på – eller noget helt andet.

Nå, det blev lidt noget andet end “hej hej, jeg er på banen igen i morgen” sammen med et par søde billeder af min øjesten. Men dem får I altså alligevel…

Ps: Der ligger også en vis portion lykke i en snasket brunsviger. Siger det bare. 

Og hjemme igen…