Når mor løber tør for tålmodighed – og helium!

Hooooold nu kæft! Jeg havde egentlig planlagt at skrive et indlæg med noget tøj, hvor jeg så smart og frisk ud, og ud til at have total tjek på det hele, da jeg satte mig her. FAIL! Om en time skal jeg stå klar til photoshoot med Femina. Et bærende interview på 6 sider, og jeg har endnu ikke fundet tøj og egentlig også glemt at booke makeupartist. Flot! Ja, altså det må vi da håbe jeg bliver på den ene eller anden måde, hvis der sker et mirakel, for lige nu sidder jeg stadig i chok ved køkkenbordet med uglet hår, to forskellige strømer og liiiige klemmer t-shirten ind under brysterne, der minder om en halv-dvask heliumballon der har opgivet turen mod loftet, så hud ikke møder hud (eller mave er det næsten efterhånden!). Jeg bunder en stærk stærk kop kaffe, som slet ikke er en del af min to-dages juickur, som starter næsten hver morgen med håb om gennemførelse. Fail!

Hollie Nolia bliver 5 år til oktober, men umiddelbart opfører hun sig som jeg frygter hun vil, når hun engang bliver teenager. Det ene øjeblik er hun det mest kærlige, blide og omsorgsfulde væsen, og det næste er hun trodsig, døv og udviser lederevner jeg ikke ved om jeg skal glæde mig over eller frygte. Girlboss, jo jo… Men diktator??

Det er lidt som om en tornado har ramt mig, siden jeg hentede hende fra børnehaven i går. Vi gik hjem med kriller i maven, fordi jeg havde en stor overraskelse til hende (som I nok skal få at se). Men aftenen og morgenen blev langt fra lige så hyggelig som forventet. Åhh hvor er det træls de dage vi kæmper om at nej er et nej, og at man skal høre efter hvad mor siger, og hvor gør det ondt i maven når det lille menneske er ulykkelig… Men jeg bliver jo også ulykkelig. Ulykkelig over hun ikke respekterer hvad jeg siger, og er nødt til at komme i seng med håbet om der er vokset nye ører ud om morgenen, der kan høre efter. Det er en blanding af at holde fast i konsekvensen, men stadig vise forståelse for de store følelser i den lille krop, som føler sig uretfærdigt behandlet.

I går blev det sengetid med et rabalder, da mors lunte her var brugt op. At klokken var 19 og ikke langt fra sengetid, kan være svært for en 4-5 årig at vurdere og så føles straffen nok endnu værre. Men nu var det altså konsekvensen, og den kan jeg jo ikke ændre når først den er bestemt – så går det da først galt. Jeg er ikke tilhænger af at man skal græde sig i søvn, så vi endte med både godnathistorie, godnatsang, kys og kram midt i alt hulkeriet, som var i et toneleje hvor jeg håbede vinduer og døre var lukkede.

For fanden hvor er det hårdt med de sammenstød. Jeg var så tæt på at tude da jeg afleverede hende i morges i børnehaven, fordi hun ikke var glad. Hun var sur og ked af det, fordi vi ikke fik lagt tøj frem igår og også måtte skændes over det i morges. Øv! På den ene side er jeg næsten lettet over det er far-weekend, men også ked af at skilles på den måde over flere dage. Altså det er naturligvis stadig med kys, kram, “jeg elsker dig” og jeg ånder på ruden og tegner et hjerte i det, når jeg går fra børnehaven. Men de øjne… Åhhh! Jeg føler mig som det ondeste menneske, selvom jeg ved det er nødvendigt og i en kærlig mening jeg sætter de grænser. Jeg håber hun ryster det af sig hurtigere end jeg, for min dag bliver i dén grad mærket af det.

God dag til jer, nu skal jeg bobbes op så jeg ligner en der har total tjek på dagen. Altså hvis man ser bort fra børneopdragelse, vasketøj, husholdning, madlavning osv… ♥