Nu indehaver af hus, kat, flabet 3 årig og kampklar Dyson!

Sankt Hans med gamle og nye kærester

imageJa, selvfølgelig er der to fiduser på min pind. Amatører! 😉

Jeg ved ikke hvordan andre deleforældre har det, men selv har jeg det sådan, at jeg virkelig gerne vil være sammen med min datter på særlige dage. Jeg elsker traditioner og mærkedage. Alt hvad jeg kan opdrive at ting vi kan gøre til en tradition, er jeg stor fan af. Hollie Nolias far har ikke helt samme begejstring for at hæve flaget i tide og utide, som jeg, men elsker at se sin datter glædes og opleve. Uden vi egentlig har aftalt det, er der nogle ting der allerede er blevet en tradition. Vi tager hvert år sammen til jul og Halloween i Tivoli, og har også set bål sammen til Sankt Hans. Ikke at det er noget vi behøver gøre kun os tre, bedsteforældre og kærester er også meget velkomne. Sådan var det også i går. Hollie Nolia var hos mig i går, og da vi lige er flyttet til et nyt sted ville jeg gerne at vi gik til det lokale bål, her hvor vi bor. Rasmus var her, og så havde jeg inviteret Nicolas og hans nye kæreste Christina, som jeg endnu ikke havde mødt. Så kunne alle lissom møde hinanden på kryds og tværs, og Hollie Nolia kunne have det som blommen i et æg, og se at vi alle accepterer hinanden. Vi grillede, drak vin og hyggede til langt ud på aftenen, selvom hun var lagt i seng. Vi skal naturligvis ikke bestemme hvem hinanden er kærester med, bare fordi vi har et fælles barn, men jeg ved det betyder utrolig meget for os begge to at der er god kemi, så vi ved vores barn har det godt med dem der kommer til. Og god kemi var der hvert fald, vi havde en rigtig dejlig aften allesammen, og kan sagtens ses på den måde en anden gang 🙂

Lige som vi skulle til bål, begyndte det at stå ned i stænger, så vi futtede i stedet en heks af på grillen, som Hollie havde lavet i børnehaven. Jeg fik det egentlig lidt underligt med at vise mit barn at man brænder hekse – hva’ fanden er det egentlig for noget at gøre!? Den slags makabre drab finder jo stadig sted i nogle lande. Små heksebørn i Afrika der bliver mishandlet, og afstraffelse af kvinder med tørklæde, som let kan forveksles med at heksen også har et tørklæde på. Et sted inde i min mave, er det ikke rigtigt at stå og hygge sig omkring den slags. På den anden side, så er det en (nu) fredelig tradition som samler mange mennesker til fælles spisning, hygge og sang. Verden er kompleks, og det bliver sgu ikke lige i dag jeg har en holdning til at brænde hekse af, men jeg tænker over det.

image

image

image

Hollie Nolia’s tøj er fra egen kollektion, og findes på her: Top / leggings. Se mere på Hollienolia.dk

image

image

 

Næste indlæg

Nu indehaver af hus, kat, flabet 3 årig og kampklar Dyson!