Da jeg kiggede billeder igennem fra en omgang fodbold med de lokale drenge i slummen, var der noget
Se næste indlæg >
På besøg hos en alm. familie i Afrika
Jeg gik lidt rundt blandt de lokale her i Greenville, og mødte nogle familier. Jeg kan godt lide selv at opsøge folk, og spørge ind til deres liv. Jeg er nok lidt et sludrechartol, og har let ved at tale med alle folk. Om det er bedstemoderes, manden eller de små børn, så føler jeg lige meget for at få en indsigt i deres liv. Jeg kan godt blive lidt flov over sådan at komme anmasende, fordi jeg jo egentlig snager lidt i deres elendighed. Jeg er så bange for at virke overlegen, så viser stor begejstring for selv de mindste ting, så de bliver glade for at vise deres hjem frem – for der er vitterligt ikke meget at vise frem. De bliver bare så glade når de får komplimenter, smil og forståelse, er min erfaring, så det får de masser af i mens jeg spørger til hvordan de får mad og tager sig af hinanden.
Drengene her er tidligere gadebørn, som nu har fundet tilbage til deres mormor, som tager sig af dem så godt hun kan. Der er ingen arbejde at få her, så det er meget svært at skaffe penge til mad. De er heldige hvis de får ét måltid om dagen, som egentlig bare består af ris. Forestil jer at sidde i 40 graders varme, dag efter dag, efter dag og spise risengrød. Det er der jo hverken næring eller energi i, og jeg ved fandme godt selv hvor sur og tvær jeg bliver når jeg er på kur – og det kender I sikkert også. Nogle gange kan det frustrere mig helt vildt, at det står sådan til mange steder i Afrika. Der ligger skrald alle steder, og tempoet er enormt langsomt. Først når nu jeg sidder her, så er det så klart for mig at forstå hvor svært det egentlig er at gøre noget. Der findes ingen skraldespande, for de har ingen steder at tømme dem, ligesom der heller ikke er toiletter. Jeg har talt med en bedstemoder, som tager sig af sine børnebørn alene, fordi deres forældre er døde. Jeg er selv enlig mor, og hold nu op hvor er der meget at se til. Så at se en dame på nok 60 år, tage sig af 8 børn i alle aldre helt ned til 6 mdr., så har hun i dén grad noget at se til, og de ældste må prøve at skaffe maden. Det er en fattigdom der er så svær at begribe. De bor i skure, vi ikke engang vil byde vores kæledyr, og laver mad som vi ser i underholdningsprogrammer som Robinson. Det her er bare den virkelige verden – hver dag.
Uanset hvem jeg taler med, så er deres ønske at gå i skole. De er alt andet end ligeglade eller dovne, de vil SÅ gerne uddanne sig eller arbejde, men der er simpelthen ikke råd til det, eller mulighed for det. For at kunne hjælpe sådanne mennesker her, så er det så vigtigt at de får mulighed for at udvikle sig. Ting vi tager for givet, eller viden som vi tror er helt grundlæggende, er de simpelthen ikke vidende om, så det er svært at bebrejde dem at deres tilværelse er sådan her. Ved at støtte Danmarks Indsamling, giver man folk hernede mulighed for at få viden og uddannelse, så de på længere sigt kan bygge et bedre samfund. Det er ikke noget der sker på en måned eller et år, men på længere sigt.
Hjemmefra købte jeg en stor pose slikkepinde, som jeg tog med. Alle bliver jo glade af lidt sukker, og så går snakken lige lidt bedre føler jeg. Det er nok ikke det helt politisk korrekte at gøre, at tage den slags med, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Det giver sådan en ubehagelig følelse af afmagt, når jeg står der og skal gå, og en lille dreng tager mig i hånden og hvisker “please, I want to go with you”.
