15% rabatkode til Cocopanda!

Om CBD og hvorfor jeg tager det

 

Nå men nu kommer den, bloggen om CBD, som jeg har villet skrive længe. Eller faktisk var planen slet ikke at skrive noget, men jeg gør det på opfordring fordi rigtig mange har spurgt til et indlæg da jeg et par gange har nævnt CBD kort på mine IG storys.

Jeg kender åbenbart virkelig mange der tager CBD til daglig, men næsten samtlige orker ikke at fortælle de gør det, fordi der følger så meget med. Så mange spørgsmål, så megen uvidenhed og så mange foredomme. Min tanke var også at det var unødvendigt at delagtiggøre nogen i det, men på den anden side er jeg også så glad for jeg er blevet bruger af det, at jeg ville være ærgelig over ingen havde fortalt mig om det.

Jeg er ikke særlig flippet, jeg ryger ikke hash eller stemme på Alternativet, og jeg har ikke nogen decideret lidelse der gør at jeg interesserer mig specielt for CBD. Slet ikke. Jeg er egentlig bare løsningsorienteret og jeg havde brug for en løsning på mit søvnproblem. For år tilbage så jeg en der præsenterede mig for CBD, og i den forbindelse prøvede jeg det, men stoppede ret hurtigt igen da det smagte grimt, og jeg ikke interesserede mig nok for det til at sætte mig ind i det – jeg havde som sådan ingen grund til at tage det. Var min holdning dengang, nu er den efter jeg har læst mere om det, en noget anden. Hvis ikke jeg havde haft søvnproblemer, havde jeg stadig taget det som et kosttilskud. Andre steder i verden giver man sågar sine kæledyr CBD og man kan i USA købe vingummier til børn med CBD i, nøjagtig som du kan købe multivitamin-vingummier til børn i Danmark. Du kan næsten ikke få en juice i New York uden der er CBD i den… Der er CBD i alt hvad det kan puttes i, som ganske almindelig kosttilskud. Men ikke i Danmark, her spørger folk stadig om det er fra Christiania eller om man må køre bil når man har taget det. Derfor er det lidt op ad bakke at bevæge sig ind på det emne. Alligevel nævner jeg også lige, at vi er VIRKELIG bagud hvad angår CBD i skønhedsprodukter, langt bagud. Mange store stjerner som Kardashian, Jennifer Aniston og andre Hollywoodstjerner har brugt CBD-produkter i mange år, det er slet ikke noget nyt, det er bare os der ikke er med på det endnu.

Man kan tage CBD for mange ting, men nu tager jeg det ikke for mange ting, jeg tager det hovedsageligt for at sove. Jeg ved faktisk ikke hvordan min dag skulle hænge sammen uden. For et halvt år siden tog jeg op til min læge fordi jeg var helt udkørt. Jeg var træt, virkelig træt fordi jeg ikke kunne sove. Jeg kunne ikke falde i søvn, når jeg faldt i søvn vågnede jeg igen og jeg fik max 4-6 timers meget usammenhængende søvn om natten, med mange opvågninger. Jeg havde ingen overskud, kort lunte og jeg var ikke glad. Jeg prøvede alle mulige former for moderat sovemiddel, skaffet fra blandede steder, og var efterhånden både fortvivlet og opgivende. Faktisk startede jeg med at tage CBD fordi jeg frygtede jeg var på vej ud i en depression og jeg havde hørt at det kunne hjælpe. Jeg var villig til hvad som helst, for Corona havde lige rullet sig ud og det var besværligt at tage til lægen. Så jeg købte noget forskelligt CBD på nettet og fik en jeg kendte til at tage noget med hjem fra USA. Jeg købte fra forskellige mærker, med forskellig smag og forskellig styrke. Jeg er flere gange blevet spurgt om jeg ville reklamere for CBD, men har takket nej da jeg hellere ville prøve en masse forskelligt jeg selv har købt, uden at nogen skulle tro jeg gjorde det for reklamen og pengenes skyld. Derfor vil jeg heller ikke henvise til noget specifikt her.

Jeg startede med en ganske lav dosis, så min krop kunne vænne sig til det og øgede langsomt styrke over noget tid. Det er ikke noget jeg vil vejlede i, det kan man let Google sig til. Jeg købte også en blanding med CBD og melatonin, som jeg tog/tager inden jeg skal sove, udover CBD dråberne.

Jeg har hørt meget om at det også skulle hjælpe på migræne, og kender flere der har effekt af det, det har jeg desværre ikke selv (endnu hvert fald) og jeg har taget det dagligt i nu et halvt år. Men jeg må sige at jeg føler jeg har fået mit liv tilbage, jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle hænge sammen uden. Jeg falder nu let i søvn og sover godt hele natten, for det meste. Det gør jeg er udhvilet og har mere overskud i hverdagen, det betyder i det hele taget alverden for min velvære fordi jeg har haft så store søvnproblemer, som andre i familien også har. Det tog dog lidt tid at finde ud af hvad der fungerer bedst for mig, og jeg prøver mig stadig frem for at få det optimale ud af det. I en periode blev jeg simpelthen for træt om dagen, fordi jeg tog dråber om morgenen, så nu tager jeg dem kun om aftenen og til natten, det fungerer bedst for mig.

Jeg vil ikke gøre mig klog på hvad CBD gør godt for, eller ikke gør godt for, hvad der er påvist eller ej, det ville blive alt for omfattende og min viden herom er endnu ikke grundig nok. Jeg fortæller hvorfor jeg tager det og at det virker for mig, og jeg fortæller det fordi du måske også sover dårligt eller kan bruge det til noget andet. Jeg synes det er værd at sætte sig ind i.

 

Og nej, man bliver ikke skæv af CBD, det er THC. Stor forskel, selvom det er fra samme plante.

 

Image Map

Næste indlæg

15% rabatkode til Cocopanda!