Om CBD og hvorfor jeg tager det

Ét stk. såret kriger, eller bare en pivet tøs?

 

Som den vakse følger nok allerede har bemærket, så nåede jeg alligevel hjem til Hollie Nolias fødselsdag, da tvoptagelserne for mit vedkomne sluttede lidt brat og alt for tidligt. Jeg har fået mange søde og bekymrende beskeder om hvorfor min arm dog er i slynge, men jeg har ikke ville kommentere på det, før jeg følte jeg havde et korrekt svar. Det har jeg ummidelbart nu.

Lørdag: Der er sket det, at jeg under tvoptagelserne kaster mig i jorden under noget skydning. Hovedsageligt fordi jeg forestillede mig det ville se cool ud på tv, sådan lidt G.I. Jane agtig (virkeligheden var nok mere Basserne). Som en anden af deltagerne sagde til mig, så er det eneste jeg decideret skal kaste mig ned i efter jeg har rundet de 40, er sofaen. Der vil jeg til dels give ham ret, for det gik ikke helt som forventet. Da jeg landede på jorden mærker og hører jeg at min arm tager skade. Det gjorde f****** ondt og jeg havde lyst til bare at trille rundt og tude, men det gør man jo heller ikke med tv på, så jeg bed det i mig og sagde bagefter til produktionen, at jeg havde ondt i armen.

Nogle timer senere, og efter endte optagelser, kommer jeg på skadestuen på Bornholm. Flere timer senere bliver jeg røntgenfotograferet og den kvindelige læge kigger på billederne, ringer til en anden læge og bliver enige om at alt ser fint ud. Jeg forklarer at jeg altså har virkelig ondt og der må være noget galt, det giver jo ingen mening for mig at bede om hjælp jeg ikke har brug for, alt er ikke “fint”. Hun siger lettere irriteret: “jamen du kan jo godt strække og bøje armen”, men nej det kan jeg jo ikke, jeg kan intet gøre eller bevæge uden det gør pokkers ondt. Det er som om det slet ikke er samme arm vi taler om, og hun bliver da også bare mere irriteret da jeg foreslår at vi scanner den. Det kan der ikke være tale om. Jeg konkluderer hurtigt at jeg bare må kontakte egen læge hjemme, der er ikke mere hjælp at få her. Det er der bestemt ingen grund til siger hun, og skriver det sågar i de papirer jeg får med derfra, som produktionen skal bruge. Bare sådan lige for igen at fortælle mig, at den arm absolut intet fejler. I journalen skriver hun flere ting som er lodret forkerte, samt noterer at vi har talt om ting der aldrig er blevet nævnt. Det er i det hele taget ret sært, og jeg kan godt fornemme at jeg bare skal hurtigt ud af vagten, da jeg tydeligvis er til besvær med min pivede adfærd. Jeg får to iprener, der ikke har mere effekt end et par M&M ville ha’ haft.

 

Jeg var ikke den eneste der måtte på skadestuen…

 

Ankommet til hotellet hvor jeg skal overnatte, har jeg virkelig ondt. Jeg sover bare i det tøj jeg har på da det er svært at få af, og jeg prøver desperat at dulme smerterne med en halv flaske vin, for der var ikke andet jeg kunne tage. Prøver at sige til mig selv at jeg jo bare må være pivet anlagt siden en total intakt arm kan gøre så ondt. Jeg er også ked af, og ærgelig over, ikke at kunne fortsætte optagelserne, men det ville på ingen måder kunne lade sig gøre. Jeg sidder op og sover godt 4 timer den nat.

Søndag: Hjemme igen prøver jeg at dulme smerterne med nogle morfinpiller, som en i huset har fået for ødelagt ben for nylig. De hjælper heller ikke, så jeg ender med at bide min stolthed i mig og ringer til vagtlægen, da jeg ikke holder smerterne ud. I telefonen får jeg en ældre herre, der blot ender med at skælde mig ud og nægte mig behandling da han har fuld tiltro til en anden læge har tilset mig. Der må jeg indrømme jeg kneb en tåre, for jeg har sgu haft ondt før og jeg har fandme født et barn, jeg ved godt hvornår noget gør ondt og hvornår noget gør rigtig ondt. Det her gør rigtig ondt og der er noget galt! Jeg dropper at få den hjælp jeg egentlig mener jeg har ret til og behov for, og vælger mandag at bestille tid til undersøgelse og scanning hos et privathospital. Jeg orker ikke flere afvisninger.

Tirsdag: På privathospitalet rekvirerer de røngtenbillederne fra skadestuen på Bornholm, hvor der er tegn på brud (!!). Jeg bliver scannet og her ser man tydeligt at den er brækket over. Lægen finder sågar endnu et brud og ser også at der er problemer med ledbåndet og der er nogle ansamlinger (det gjorde ret ondt, så husker ikke nøjagtig hvad han sagde). På en måde var det en lettelse, for jeg brød mig virkelig ikke om det merkat af pivet tøs, jeg følte jeg havde fået. Det tog 15 min og kostede nogle tusinde kroner. En af dagene skal jeg til en MR scanning og kan ikke bruge min arm i 6 uger. Altså den der arm der er “helt fin”. Det meget heldigt det “bare” er min arm, men den er nu meget anvendelig at have tilgængelig, og det ville være ret fedt hvis ikke jeg skulle bøvle med den i fremtiden, på baggrund af mangelfuld behandling.

 

Jeg håber de i det mindste fik mit super seje G.I. Jane fald på tv, men jeg tvivler. Det er muligt det i min erindring så mere cool ud, end det gjorde i virkeligheden. Så langt ned er der heller ikke fra 161 cm højde, men åbenbart langt nok. (Shit det tager lang tid at skrive med én hånd, for ikke at tale om besværlig hårvask!)

 

Lige et par småting fra journalen…

“Ingen behov for opfølgning hos praktiserende læge”.

Nå det mener du ikke??!

“Funktion: Kan ekstendere og flektere albueleddet let”

Nej, faktisk slet ikke.

“PMS: Intakt”

Det ved jeg ikke hvad betyder, men mit humør begynder at minde om det.

“Rgt. af venstre albue uden tegn på fraktur”

Der står sikkert kage og kaffe i frokoststuen, siden der ikke var tid til at kigge ordenligt efter.

“Patient er informeret om overstående plan og samtykker”

Igen, bare nej, det er vi faktisk slet ikke enige om. 

 

Ét stk. “helt fin” arm, inden jeg blev scannet.

Image Map

Næste indlæg

Om CBD og hvorfor jeg tager det