Grand Central Oyster Bar, New York

Fredagsbobler #1

 

Velkommen til den første omgang fredagsbobler! Jeg har ikke helt fundet formen på hele denne her champagnedel endnu, men jeg tænker det kommer med tiden. Jeg er selv stor champagneelsker, og selvom jeg altid har været meget glad for hvidvin, er det som om jeg er gået mere og mere over til bobler, på trods jeg ikke bryder mig om andre boblende drikke som danskvand og sodavand, med undtagelse af Dr. Pepper. Det er for meget brus til mig, men lige champagne glider nu alligevel utrolig let ned.

Det er naturligvis en smagssag, hvad man er mest til, og jeg synes det har ændret sig meget for mig med tiden, hvilken slags jeg bedst kan lide. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet ældre, men jeg har meget mere behov for kraftige smage nu, end tidligere. Jeg drikker espresso, er blevet glad for chili og kan godt lide det smager af lidt mere, hvis man kan sige det sådan. Jeg er slet ikke til søde drikkevarer, som asti eller cocktails med en masse sukker. Af alkoholiske drikke drikker jeg champagne, hvidvin, Dark and stormy og Gin and tonic. Champagne er egentlig det eneste jeg er interesseret i at variere eller eksperimentere i – det gør jeg så til gengæld også med glæde!

 

 


 

Ugens tip

 

Jeg gør det, at jeg tjekker flaskerne på en app, hvor jeg tager et billede af flasken/etiketten, og så dukker den op med anmeldelser og pris. Jeg tror jeg vil eksperimentere lidt med først at slå nogle af flaskerne jeg ikke kender op, efter at have smagt dem. Jeg synes godt, der kan være noget psykologisk i hvad den koster, og af erfaring behøver det absolut ikke at være afgørende. Det er muligt der findes andre apps, men jeg bruger selv den fra Vivino.

 


 

 

Det er meget forskelligt hvor vi køber vores champagne, derfor vil det også være forskelligt om jeg kan linke direkte til flaskerne, eller om I selv må på Google-jagt. Nogle gange er det de flasker vi kender, som vi ved vi kan regne med bliver en god oplevelse, andre gange er det fordi der er gode tilbud i en vinhandler eller på nogle af de abonnementer vi har, eller nogle venner har købt blandede kasser med hjem fra ferier i Frankrig. På den måde får jeg smagt mange forskellige bobler, og nogle gange er de gode, andre gange skuffer de.

Jeg har denne uge smagt tre forskellige flasker. Ikke fordi jeg normalt drikker tre flasker på en uge (hvert fald ikke officielt), men den ene var lige til at hælde ud og så skulle der fejres noget. Jeg må indrømme at jeg på den klassiske pigefacon, valgte efter etiketten da de skulle åbnes.

 

 

C.H.V. Champagne Lacourte Godbillon Premier Cru 2014, pris 398 kr.

 

Jeg skal være ærlig og indrømme, at denne ville jeg gerne have udryddet fra skabet, da jeg synes det er en grim flaske og hvor er jeg glad for vi kom af med den. Det er første gang i mit liv jeg har hældt et glas champagne ud og det bliver forhåbentlig eneste gang jeg kommer til at skrive, at der er en flaske jeg decideret ikke kan lide, for meningen er ikke at skrive “ad” til noget her, men det er ganske enkelt ikke sket før, at vi begge sad og lignede noget der havde bidt i en citron. Selv i en mimosa var den for syrlig til at holde en normalt ansigtsudtryk. Beklager, men derfor måtte vi åbne en ny.

 


 

 

Cuvée Risleus Brut Champagne Premier Cru 2004, ca. 575kr. 

 

Dette var andet forsøg på at nyde et godt glas, da der skulle fejres lidt. Jeg synes denne flaske er enormt pæn, den har en meget feminin facon og så betyder det faktisk noget for mig, når jeg dækker bord eller har den stående imens vi nyder den. Det er absolut ikke at undervurdere, hvordan den præsenterer sig.

For mig smagte den lige så godt som den ser ud – den var virkelig, virkelig god! Boblerne var tilpasse, ikke for mange, ikke for flad og så havde den en dejlig velafbalanceret smag som var en fornøjelse. Ikke for skarp på tungen, men dejlig rummelig. En rigtig god flaske.

 


 

 

Settecento33 Lessini Durello Brut N.V.  Pris: Ca. 100-200 kr. 

 

Flasken her tøvede jeg lidt med at åbne, da det er en mousserende, som  jeg havde en plan om at bruge i en mimosa, og ikke nyde ren på denne måde. Jeg ventede med at køre den gennem app’en til vi havde smagt den, for at lade det komme an på en prøve. Jeg må sige at den overraskede virkelig meget! Den har tilpas med bobler og en skøn smag. Den er til den lidt friske side med noter af pære, citrus og… Jeg ved ikke om man kan sige et strejf af hyldeblomst, men i den stil – dog slet ikke sød i det, da det er en brut, som betyder tør, men den er ikke for tør.

Efter vi havde kigget meget overrasket på hinanden slog jeg den op i appen, hvor jeg ikke fandt nogen pris på den. Efter at have Googlet lidt rundt kan jeg se den koster mellem 130-180 kr., alt efter sted.

 

 

 

Image Map

Næste indlæg

Grand Central Oyster Bar, New York