Fredagsbobler #3 - Champagneglas guide

Dubai dag #2

 

Reklame Visit Dubai

Det er vist på tide at komme videre i Dubai eventyret. Mine dage, eller uger er det nærmest, er foregået lidt i en bobbel og derfor har jeg heller ikke været så aktiv – jeg fortæller hvorfor i weekenden. Stay tuned!

Vi havde en rigtig god første dag i Dubai, og anden dag var mindst lige så god, eller nok bedre. Vi startede dagen ud med super lækker morgenmad på hotellet, for så at tage ud og se Dubai fra oven i en 40 min lang flyvetur, med Seawings vandflyver. Det fik vi jo lidt smag for da vi var i New York, hvor vi var på helikoptertur. Det var meget fascinerende at se det hele oppefra, hvordan de har skabt The Palm og små øer der tilsammen forestiller jordkloden. Det er jo helt vildt, alt det de bygger og udvider med, og oppefra fik vi en lidt bedre fornemmelse af det hele. Det bliver spændende at se hvordan der ser ud om 20 år, for alle steder man kigger hen, er der en vild bygning på vej mod himlen. Jeg synes det var en virkelig god oplevelse, men jeg synes det var ærgerligt der ikke var en guide der fortalte undervejs, når vi kom henover de forskellige ting.

 

 

Den store ramme i guld, er Dubai Frame, hvor du på den ene side kan kigge igennem til de nye Dubai, og på den anden side kan se det gamle Dubai, som er en ret stor kontrast. Vi var ikke deroppe, men man kan tage derop og se udover byen og vist også spise deroppe.

 

 

På vejen retur til hotellet, bad jeg om at komme forbi Madinat Jumeirah, som jeg kan huske fra første gang jeg var her for 8 år siden. Det var bare et hurtigt stop, men jeg vil alligevel lige anbefale det, for det er et noget roligere og finere marked, eller souk, end det i The Old Town. Meget forskellige er de også, men hvis man nu ikke er til den slags, hvor der hele tiden er nogen der vil sælge noget, så er dette et godt alternativ. Der er ret smukt, med masser af lækre restauranter udenfor.

 

 

Eftermiddagen stod på ørkensafari, hvor vi kørte rundt i jeeps og så dyr i reservatet… Og tog billeder af mig. De fleste andre gæster tog billeder af dyrene, bevares. Det var vildt fedt at drøne rundt ude i ørkenen, men de kørte meget pænt, af respekt for område og dyr. Der havde jeg nok givet den lidt mere pedal, men det var jo selvfølgelig ikke djævleræs.

 

Platinum Heritage, som laver disse safaris, gør det med stor omtanke for dyrene – også kamelerne.

Læs hvad de står for her.

 

 

Efter en masse ørkenoplevelser, spiste vi aftensmad i en camp ude i ørkenen, hvor der absolut ikke var andet end sand, uden for murene her. Vi smagte endda kamel, som smager ligesom ko, jeg kunne hvert fald ikke smage forskel. Der var en masse forskellige retter og i løbet af aftenen var der underholdning, samt mulighed for at ryge på vandpibe – ingen vin og mavedans. Det er vel egentlig det jeg vil kalde rehab.

Vi skulle som nogle af de få sove derude, og jeg havde ingen idé om hvad der ventede os. Jeg havde forestillet mig et lille spejdertelt, og havde store bekymringer om toiletforhold, sand og vand. I stedet skulle jeg have tænkt lidt mere over, hvor koldt der bliver i sådan en ørken, og pakket et sæt uldundertøj. Men næhhhh nej, jeg havde en lille tynd satindragt med, som jeg havde planlagt at iføre mig, imens jeg slængede mig op af en kamel på et billede. Det var en kold fornøjelse.

Til gengæld var der de fineste toilet- og badeforhold med varmt vand. Der var godt nok ikke elektricitet efter kl. 22, men så sad vi under stjernerne og ristede skumfiduser på bålet. Vi var bare 8 pers. der sov derude, plus lidt personale naturligvis. Vi sad som de eneste, sammen med en amerikansk dame, og kiggede stjerner til vi gik i seng – virkelig en god oplevelse!

 

 

Fineste bad med varmt vand, hvide klude og badehåndklæder, og helt almindeligt toilet…

 

 

Her sov vi, det var fuldstændig som 1001 nats eventyr.

 

 

 

 

Image Map

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fredagsbobler #3 - Champagneglas guide