Værsgo' her er fuld ingrediensliste og rabatkode til HairLust

Om at dele mine bonusbørn her på bloggen

 

Jeg har gennem årene fået mange spørgsmål omkring at eksponere Hollie Nolia på bloggen og på sociale medier, og jeg har altid været meget åben omkring mit/vores valg, da det altid har føltes som det mest rigtige for os. Jeg har selv været et offenligt ansigt de sidste 20 år, og det samme har Hollies far. Hun er derfor vokset op med det som det mest naturlige i verden, at når hendes forældre var på arbejde, var det oftest i tv og der har altid været billeder i blade og aviser, og folk der sagde hej eller ønskede et billede.

Vi har altid været enige om, at det var sådan det var, og vi har valgt at holde mange ting private men også at dele mange udvalgte ting. Hvordan vi gør og hvad vi deler, er noget der ændrer sig henover årene, jeg vil sige vi tilpasser os hendes alder og hvad vi mener der er hensigtsmæssigt. Vi har overvejende gode oplevelser med det, hvorfor det også er fortsat som det er, dog har jeg nedtonet det lidt efter vi er flyttet herover.

Jeg kan mærke at jeg bliver ked af de efterhånden mange beskeder jeg får omkring Troels’ børn, og om jeg ikke kan lide dem siden jeg ikke deler dem særlig meget, eller viser Emilies fødselsdag, når jeg jo lige har ladet folk følge med i Hollie Nolias. I beskederne bliver det altid insinueret, at jeg dermed ikke holder af dem – det kunne ikke være mere forkert!

 

 

Børnenes forældre har begge givet accept til de deltager på mine medier, i det omfang de selv ønsker og siger god for. Den ene ønsker det i mindre grad, hvor den anden synes det er ret sjovt. Jeg deler ikke noget uden at spørge dem først, men min mavefornemmelse med at dele dem er ikke rar. Jeg synes der er kæmpe stor forskel på at være født ind i det, og er blevet eksponeret af “naturlige årsager” og med forældre der er vant til at takle den bevågenhed. Det er vores valg og os (særligt mig) der tager det ansvar, at stå på måls for det valg. Det føler jeg på ingen måder jeg har lyst til at stå med, når det gælder andres børn. Jeg har trods alt kun kendt dem halvandet år, og der før var de 100% anonyme. Jeg er selv blevet meget overrasket over forskellen på at været et offenligt kendt ansigt i København og Kolding, og bla. derfor har jeg ikke lyst til at eksponere dem voldsomt mere end jeg gør nu, det føler jeg ganske enkelt ikke er rigtigt, af hensyn til dem. Det kan godt være det er sjovt lige nu, fordi det er nyt, men lad os sige vores veje skilles, så er det måske ikke så sjovt at stå i situationen. Det er måske heller ikke så sjovt, hvis man er særlig interessant pga. fars kæreste.

Jeg bryder mig heller ikke om at dele min familie ret meget, dem vil jeg bare gerne have for mig selv oftest, og jeg ser gerne at de har private profiler så nysgerrige næser ikke snuser i mere end jeg selv ønsker at dele, for hvis ikke man laver det jeg gør, så er der jo ikke tusindvis af personer der følger med i hvad en bedstemor fra Byrsted laver, eller en anden tæt relation. Nogle vælger at respektere mit ønske, andre ikke. Personligt bryder jeg mig ikke om at andre deler billeder og videoer af min datter på en åben profil, når vi er så offentlige som vi er. Jeg kan bedst lide at jeg selv har kontrol med hvad der deles, også derfor bryder jeg mig ikke om at dele andres børn, selvom vi bor under samme tag. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke vil dem, det er udelukkende af hensyn, uanset hvad deres forældre og de selv mener om det. Det er jo heller ikke fordi jeg holder dem hemmelige, de har været med på både blog, IG og tv, og det vil de fortsat være, men i et moderat omfang.

 

Hvordan navigerer I selv i børn på sociale medier, og særligt andres børn?

 

 

Image Map

Næste indlæg

Værsgo' her er fuld ingrediensliste og rabatkode til HairLust