Sundhed, boksecamp og rabatkode til Restart Juice

Weekend og forkælelse i Nordjylland…

Reklame Visit Nordjylland

Nogen siger man skal yde før man kan nyde, vi gør det nok lige omvendt. Lige nu er vi på Fitnesscamp, sidste weekend var vi på det skønneste badehotel i Blokhus, hvor vi boltrede os i lækkerier, god mad, desserter og vino. Det var skønt, skønt, skønt, og det passede lige med at vi kunne sætte Hollie Nolia af hos mormor og morfar på vejen, for så at tage hende med retur igen. Det er jo ikke nyt for mig at bo i Jylland, jeg kommer oprindeligt fra Nordjylland, hvis det skulle være gået nogens næse forbi. Troels derimod er fra Lyngby, så det var på tide at tage ham med nordpå, for at se hvor den åbenbart gennemtrængende dialekt kommer fra.

Vi indlogerede os på Strandhotellet i Blokhus, og selvom det ser gammelt og charmerende ud, er det faktisk ganske nyt. Det hører bare til sjældenhederne, at man nu om dage bygger med charme og detaljer som her. Det var lige før jeg kunne høre Hr. Weise på gangen. Jeg må bare sige, at fra vi kom til vi gik, var alle simpelthen så søde. Hoteller var fuldt booket, og jeg er ikke i tvivl om der har været travlt. Alligevel havde der været tid til at Google min yndlingsslik, og sætte jordbær og champagne frem til os. Jeg bliver så glad når nogen gør noget ekstra på den nåde, det bliver i dén grad værdsat.

 

 

Vi nåede kun lige at smide kufferterne ind på værelset, før vi blev hentet af Jon Lindbergh alias Vildmarks Jon, som nogen (måske jeres mænd) kender fra TV, hvor han vandt Alene i Vildmarken 2017  på DR. 45 dage alene i vildmarken klarede han. Han kørte os op ad Blokhus strand, hvor der var vindfestival med massevis af flotte drager, helt op til den smukkeste udsigt, hvor hans skønne hustru havde stillet an med en 5 O’clock cocktail, i form af en GT lavet på Vildmarks Gin. Altså Jons egen gin, how cool is that (Hvorfor har jeg egentlig ikke min egen champagne?!?). Med den i hånden, den vilde udsigt og mandesnak om vildmark, jagerfly og røverhistorier, var fredagen egentlig startet ret godt! 

 

 

Da jeg var yngre var Blokhus og Løkken et stort party område, men sådan er det nu ikke længere. Her er udover en virkelig smuk natur, meget hyggeligt og familievenligt.

Bagefter nåede vi lige tilbage på hotellet, fik en hurtig trucker, og en henholdsvis ren kjole og skjorte på. Vi var nemlig inviteret til ganske fin genåbning af Strandkroen, som er noget så fornemt som kgl. priviligeret, da HKH Frederik den 7. ofte spiste på det dengang hedne Klitgårds Badehotel, når han var på de kanter. Derfor var menuen en moderniseret udgave af den traditionelle menu, han fik serveret… Og der vil jeg lige tilføje, at hummer og champagne også duer hos mig – ja tak! 

 

 

Bagefter var vi et smut forbi Oak bar til en natdrink med alle de andre, men var nok de første der matte kapitulere efter en lang dag.

 

 

Se lige det morgenbord. Jeg elsker bordene og stilen her, det er så fint. Efter en tidlig, men dejlig morgenmad, gik vi over på den modsatte side (det hele er meget centralt) hvor der var åbning af et nyt Yogastudie i Kalstrups livsstilhus – en kæmpe butik, de har vitterligt ALT! Jeg kunne ha’ brugt timer og masser af penge derinde, så det var nok meget godt vi havde en yogatime på programmet. Det er vel egentlig helt uhørt at en blogger som mig aldrig har været til yoga, men det har jeg ikke, og det virkede umiddelbart heller ikke som noget Troels plejer at fare til, selvom han virkede ganske tilpas i de løse yogabukser og hans “jeg hælder vand ud ad ørende efter den biltur” positur.

 

 

Det er næsten ikke til at tro det er Danmark, det er alt for lidt vi tager rundt på denne her måde, se lige hvor fantastisk her er. Vi tager ikke nogen steder på sommerferie i år, vi bliver i Jylland og nyder den danske sommer. Hvis ikke det her er fifty shades of blue, så ved jeg ikke hvad er. Jammerbugten, med Svinkløv Badehotel i bunden er virkelig smukt. Vi var ret blown away over stedet, for selvom jeg er fra Nordjylland, så tror jeg faktisk ikke jeg har været lige her før, og det er edermagnme en fejl. Det er i øvrigt også her optagelserne til serien Badehotellet er foregået. Det findes ikke i virkeligheden, men når man ser det på tv, så er det placeret lige her, hvor det sorte sommerhus ligger. Det har de bare fikset rent grafisk, men det er altså lige her, også når de er på stranden. Vi fik en rundvisning af forpagteren af Svinkløv campingplads, som kunne nogle gode historier fra da filmbussen og skuespillerne filmede i området. 

Vi blev blæst godt igennem, og det var så FEDT! 

 

 

Hvor hyggeligt er det her lige. Vejret var ikke lige til at sidde i græsset og nyde den fine Morten Korch picnic kurv, så vi åbnede bagagerummet på Hondaen, som vi havde til turen, når nu vi skulle ud og cruice lydløst på stranden. Det er en CR-V Hybrid og et ret lækkert stykke køretøj. Men den duer nu også ganske fint som frokostlocation. Jeg bliver helt glad når jeg ser billederne igen, det var bare helt perfekt. Jeg må indrømme jeg faldt i søvn i bilen bagefter, men Troels siger at vores sightseeing var formidabel.

 

 

Men luren var tiltrængt, for der skulle også samles kræfter, da aftenen stor på overdådig 6-7 retters menu, incl. vinmenu. Beklager jeg ikke kan være mere nøjagtig, men vi vågnede begge næste morgen fuldt påklædt ovenpå sengen, Troels havde dog været så betænksom i øjeblikket, at stille en champagnekøler ved siden af min seng. Det var en god, og stor, vinmenu! Og virkelig, virkelig lækker middag.

 

 

Det var lidt klatøjet og ikke med de store forventninger vi besøgte Center for papirkunst i Blokhus næste formiddag. Men hold nu… Ja her skal altså bandes… Kæft hvor var det fejlvurderet. Papirkunstneren Karen Bit Vejle mødte os ved indgangen, og tog os med på en guidet tur i hendes univers. Det er svært at beskrive hvad det nøjagtigt er, eller det er det egentlig ikke, hun klipper de mest vanvittige og fantastiske papirklip med små historier i. Men det skal opleves. Vi var betagede som aldrig før, og fik begge kuldegysninger af hendes fantastiske eventyr og fortællinger som hun fortalte undervejs. Jeg kan bedst beskrive hende som en moderne H.C. Andersen. Hvordan hun kan klippe historier, og sågar musik og melodier, er enestående. Jeg var så duperet at jeg købte et af hendes værker, som investering og som gave til Troels. Et papirklip af en melodi og nummereret som nr. 27, som er hans eskadrillenummer. Så er pensionen sikret, for hun er altså noget ganske særligt, og vi talte om hende hele vejen hjem – og gør det faktisk stadig. Det var en meget speciel og kulturel oplevelse. Hvis I kommer på de kanter bør I tage derind, men jeg synes I skal få en guidet tour af hende, vi havde slet ikke fået det samme ud af det på egen hånd. Det er et must see! Jeg købte alt muligt med hjem derfra, er kæmpe fan.

 

 

Tømmermændende var i mellemtiden forsvundet, og vi havde lige en lille time at gøre godt med inden vi skulle hente Hollie Nolia igen, og fejre min fars 60 års fødselsdag, så vi drønede til Løkken og fik shanghejet en cool lokal surferdude fra NorthShore Surf, der kunne lære os at surfe i det vilde blæsevejr. Jeg elsker impulsive og tossede idéer. Vi havde jo intet med, hverken håndklæder eller badetøj, men tog op og sagde vi havde travlt, og om vi kunne få et lynkursus. Det kunne vi. På med våddragter og ud i bølgerne. I første forsøg endte jeg under brættet og nåede lige at tro jeg skulle dø, men der skal vist mere til, så jeg måtte op igen. Jeg endte faktisk med at stå helt ind til stranden to gange på de 35 min vi var i vandet. Nu er det jo ikke for at prale, eller hænge nogen andre ud her, men Troels gjorde da også et hæderligt forsøg. Det blev vi altså bidt af og er helt sikkert noget vi skal prøve igen, jeg gad godt på en rigtig surferferie, det var vildt sejt. Nu kan vi både surfe og springe faldskærm, så mangler vi bare at blive bankrøvere, så bliver det da ikke mere Point Break agtigt, hva’. 

Alt i alt en SKØN weekend, men må altså igen nævne en guidet tur på center for papirkunst… Det vil I ikke fortryde.  

 

Tak for denne gang…

 

Image Map

Næste indlæg

Sundhed, boksecamp og rabatkode til Restart Juice