Let's go.... Stargazing!

Nok må være nok, jeg bliver altså knaldet rigeligt…

Here we go again.

Forrige weekend bragte Politiken et 8 siders pænt og fyldestgørende portræt af mig, som jeg selv var rigtig glad for at læse. Det var tydeligt at journalisten havde respekt for min person og det jeg laver, og min vej hertil, gennem 20 år. Tak for det. Der stod bla.:

“Hun er som en af de runde tyggegummiautomater. Super tiltrækkende, fyldt med pangfarver og en sødme, der hænger ved i lang tid. Men om man så kastede hende ud fra toppen af et højhus, ville glasset ikke splintre, og hun styrer helt selv, hvor mange mønter der skal puttes ind, for at hun giver noget tilbage.”

I Politikens verden, er lang tid lige nøjagtig en uge.

Her i weekenden, kunne jeg så læse på forsiden af Politiken, i deres leder (altså et udtryk for hele Politikens overbevisning), at jeg burde knaldes af myndighederne. Tydeligvis skrevet af en journalist der ikke læser kulørt presse, men lad nu det ligge. Helt ordret står der i overskriften, under et stort billede af mig:

“Myndighederne bør knalde Mascha Vang, Lakserytteren og andre fordækte influencere”

Allerede i overskriften er jeg blevet kaldt fordækt. Med andre ord regner Politiken mig for at være uærlig, og at det jeg foretager mig, ikke er til at regne med. Det er alligevel ret hårde ord at smide om sig, når man ikke har gjort sig nogen former for anstrengelser, for at tjekke om der nu også er hold i de voldsomme anklager. Artiklen handler om, at Politiken ikke mener, jeg markerer indhold som reklame, når jeg bør. De skriver også “og andre influencere”, men vi ved efterhånden allesammen, at det altid lige hjælper at smide mit navn og billede på bålet, så brænder det bare ekstra godt, ik.

Hele tonen og jargonen bærer tydeligt præg af, at der sidder en finkulturel herre og hiver sig i håret over at have fået konkurrence på reklameindtægterne. Det er også træls. Det er især træls, når man ikke helt forstår denne nye SOME-ting og influencere, men i stedet for at sætte sig ind i sagerne, bare beslutter sig for at man ikke kan lide dem. Jeg kender udemærket ansigtsudtrykket og reaktionsmønsteret fra min 6 årige datter, der heller ikke vil smage på sin broccoli, selvom hun jo med tiden ikke kommer udenom det. Åhh fagre nye verden.

Der skrives ting som:

“…hvad der på de sociale mediers overflade ligner moderne relationer, dækker over en problematisk og fordækt form for digital oplevelsesøkonomi…”

“…de lever af at stjæle deres følgeres opmærksomhed for at sælge den videre til virksomheder, der betaler dem for at smugle deres produkter ind via strømmen af billeder og budskaber.”

“Problemet er, at disse influencere bevidst undlader at fortælle deres venner og følgere, at de er blevet betalt for at vise produkter frem.”

Jeg lyver ikke, men det har de simpelthen skrevet i deres leder, på forsiden af avisen! Jeg er mildest talt i chok! Jeg kan godt forstå man kan skrive den slags om nogle influencere, måske om de lidt mindre af slagsen der ikke har sat sig ind i reglerne, og ikke har det som professionelt virke, som jeg har. Det der gennem årene har været helt essentielt for mig er, at man netop kan regne med mig. Man behøver ikke være enig, vi har alle forskellige holdninger og forskellig smag, men man kan regne med jeg mener det jeg skriver. Og hvis der er nogen der markerer indlæg og opslag som reklame, så er det da virkelig mig.

Den slags beskyldninger finder jeg mig naturligvis ikke i. Det første jeg gjorde i morges kl. 9, var at ringe til Forbrugerombudsmanden. Vi fik os en god snak, og jeg fik klarhed over, at der ikke har været nogen mistanke mod mig fra Forbrugerombudsmanden side, ej heller nogen henvendelser eller anmeldelser mod mig, omkring jeg ikke markerer som jeg skal. Jeg fik derimod at vide, at jeg markerer alt for meget, end hvad jeg bør og behøver – altså stik modsat af hvad Politiken beskylder mig for. Aha! Tænk, jeg troede, at man som anerkendt og respekteret medie lige tjekkede op på den slags, inden man skrev det på forsiden af sin avis. Jeg tvivler på, at man overhovedet har besøgt min blog eller Instagramprofil. Men så skal man jo også ud på the world wide web, eller have sådan en app på de dersens nye smartphones.

Det er ganske enkelt en lodret løgn politiken skriver. Vi har i mange år bevæget os i en gråzone af regler og ikke altid vidst hvilket ben vi skulle stå på, men det synes jeg ikke længere er gældende, og det efterlever jeg i høj grad. Går man tilbage i mine opslag, så vil nogle nok ikke længere være markerede som de skal være nu, men det har været tilstrækkeligt på det pågældende tidspunkt, og jeg følger nu de regler vi har i dag, på alle mine opslag.

Jeg har naturligvis brugt dagen på at tale med Forbrugerombudsmanden, og dernæst advokaten hos Dansk Journalistforbund, som jeg er medlem af, og som hjælper mig gennem processen i forhold til pressenævnet. Jeg har stået model til en del efterhånden, og jeg kan sagtens tage de skriftlige tæsk der kommer min vej, eller tåle at blive trukket gennem pressens røvhul… Men jeg finder mig ikke i at få krænket min ære på denne måde, når det er så uberettiget.

Hvad angår reglerne for markering af reklame, så synes jeg slet ikke at reglerne for influencere skal lempes, men jeg synes derimod de skal være lige for alle. Det synes Politiken ikke. De ønsker ikke selv at markere f.eks. anmeldelser eller rejser som reklame, på lige fod som os influencere. Så når jeg mener at reglerne ikke er fair, så er det ikke fordi jeg vil undgå at skrive Reklame, men fordi jeg gerne vil andre medier følger trop. Jeg synes det er enormt vildledende overfor læsere, at der er så stor forskel på hvilke regler der gælder hvor. Men når det så er sagt, kan jeg da godt forstå, at der sidder medier derude og ryster i bukserne, og prøver at skyde ned på os fra den piedestal, de har sat sig selv op på.

Jeg håber mit portræt i avisen forrige uge, skæppede lidt i kassen.

Ja, jeg er vred.

 

 

Image Map

Næste indlæg

Let's go.... Stargazing!