Climb for Charity - bestigning af Mount Kinabalu

I DIT IT! Jeg har besteget Mount Kinabalu i Borneo

Hvad jeg har lavet de sidste par dage spørger du? Nåhhh jeg har såmænd besteget bjerget Mount Kinabalu i Borneo, gennem regnskov i silende regn om dagen, med visit af vilde orangutanger, egern og søde mus. De flyvende slanger hilste vi heldigvis aldrig på! Fra første skridt var det høje trin og med en lille vandpause for hver km vi gik, på naturens stairmaster. Det svarer faktisk til vi gik, tur/retur, 1.354 etager. Fuck me sideways! Vi gik, og gik, og gik, og så gik vi lidt mere, og så gik vi igen. Op, op, op. Så regnede det, så regnede det ikke, og så nåede vi endelig op til stedet hvor vi skulle overnatte, i køjer og soveposer hele bundtet.

Det var lidt underligt at vi på turen ikke kunne se hvor vi var, for regnskoven på bjerget var dækket af skyer og smukke planter. Det var først da vi kom over skyerne, vi kunne se vi var højt oppe… For vi var jo over skyerne, men vi kunne ikke se så meget mere end det. Vi fik heldigvis en smuk solnedgang inden vi gik tidligt i seng, for vi skulle tidligt op igen.

Kl. 01:50 blev vi vækket for at tage den sidste stigning op til toppen, midt om natten i mørke, så vi kunne se solopgangen. Det var dælme benhårdt! Folk faldt fra, andre kastede op og kæmpede sig videre skridt for skridt. Jeg var så bange for at få højdesyge, for det havde jeg i bjergene i Peru (indlæg her) og aldrig har jeg nærmest været så syg – fy for pokker! Så jeg fik højdesygemedicin som heldigvis hjalp. Vi havde en læge med på turen… Næsten tre stk. faktisk, så vi var i gode hænder.

Et par gange undervejs var jeg tæt på at smide mig ned i mudderet og sige “ring til min mor, jeg vil gerne hjem nu!”, men jeg kæmpede videre sammen med alle de andre skønne mennesker der var med på Climb for Charity holdet. Det er jo derfor vi har gjort det her, for at samle penge ind, for ellers havde jeg nu nok alligevel lavet noget andet de sidste par dage. Men vi har fået samlet en masse penge ind til Legeheltene, og det er jo fantastisk. Hvor meget ved jeg ikke endnu. Lige nu sidder jeg ned, for det gør for ondt at gå, eller vralte er det nok nærmere. I går var jeg for udmattet til at skrive noget, og puttede med Hollie Nolia i stedet.

Jeg har samlet en masse billeder og skrevet lidt til dem. Da jeg ikke selv har arrangeret turen er jeg ikke så behjælpelig på det punkt. Jeg vil dog sige, at flere havde inden turen sagt, at man ikke behøvede at være i speciel god form for det her… Det er nu alligevel ikke en tur jeg ville anbefale til nogen der ikke har en rimelig grundform. Vi kom da næsten alle op og ned igen, men jeg synes det var hårdt, det gjorde jeg. Og hele første dag synes jeg ikke var så spændende, da det var det samme hele dagen. Stigningen på stejlt bjerg i mørke, det synes jeg var vildt fedt og sejt. Og så skal man lige huske at man skal ned igen. Det er lige før det var hårdere end at komme op!

Men for pokker, I DID IT, og jeg er meget stolt over at ha’ besteget et bjerg!

Ja, det er så min Gucci rygsæk jeg går med hele turen, og ja, der er en champagne i, hvad ellers?? Faktisk havde jeg købt sådan en smart taske til formålet som alle de andre også havde, men den var elendig at have på ryggen og gjorde ondt på skuldrene, så i sidste øjeblik kylede jeg den væk og tog min gode rejserygsæk her med. God beslutning, selvom de andre grinede lidt af mig.

Efter 5 min kom vi til dette smukke vandfald, som man ikke skulle stille sig ind i pga. fare. Hvad gør jeg? Jeg stiller mig ind i det, og jogger lige ned i vandet med mine støvler. Flot, så var vi lissom i gang.

Kunne ikke lade være at give chip og chap mine snacknødder på vejen…

Vild regnskov og tåge hele vejen op, og regn det meste af tiden. Vi anede faktisk ikke helt hvad vi besteg eller hvor højt oppe vi var, udover det stod på skiltene.

Vi overnattede på Pendant Hut, som var meget beskedent, men fungerede som det skulle. Det var lidt som at være på lejrskole igen.

Swiiiiiing… Det er da en bloggergynge der vil noget. God udsigt!

Smuk solnedgang.

Vi blev vækket i vores soveposer kl. 01:50 så vi hurtigt kunne få et stykke toast og komme afsted mod toppen. Der var naturligvis helt mørkt og køligt, så vi havde varmt tøj på og pandelamper. Selvom vi var vanvittigt udmattede af første stigning hele dagen inden, så var det svært at sove i et stort rum med en masse andre mennesker og lyde. Der var hele tiden en der snorkede, eller skulle tisse som bivirkning af højdesygemedicinen, så jeg fik max 4 timers søvn inden vi skulle til tops på bjerget. Træt? Øhhh ja!

Jeg ville sådan ønske jeg kunne tage billeder af hvor vanvittigt smukt det var, at klatre op ad bjerget i måneskær og se en dyne af skyer under os og en stjerneklar himmel over os. Spektakulært og magisk. Jeg prøvede mange gange, men man kan slet ikke se det på billeder desværre.

Michelle Hviid som også var med på turen. Hende keder man sig ikke sammen med, haha!

Det var nogle gange lidt vildt at gøre det hele i mørke, vi anede jo ikke hvordan der egentlig så ud. Da vi ankom dagen inden havde vi gået i skyer og tåge, og kunne kun lige se den rute vi gik på, og intet andet.

Hvorfor nu det?? Lad mig da lige stå stille et øjeblik og tage et billede af det skilt…

Her skulle vi vise vores personlige kort og registreres, så de er sikre på at alle kommer ned igen.

WUHUUUUU!!!!

Sarah Zobel og jeg tog den sidste etape alene, tæt side om side, og kæmpede os afsted. Luften var tynd, vi var udmattede, bange for at få højdesyge og klatrede op ad den stejle bjergside og hoppede fra sten til sten. 5:55 nåede vi toppen og jublede og åbnede champagnen. Må indrømme jeg blev lidt rørt, det var så fysisk hård en tur at følelserne var helt blottede. Smukke, smukke verden. At stå der på toppen af et bjerg man lige har besteget, men faktisk ikke set før solen står op og kaster lys over det. Det er ikke den smukkeste solopgang jeg har set (Vieques er stadig min favorit af alle destinationer jeg har været i verden, især på solop- og nedgange ), men denne solopgang var bestemt fra det vildeste sted.

Flere nærmer sig toppen…

Jeg ville så gerne ha’ oplevet det her sammen med Troels, men han var nødt til at passe på Hollie, sammen med Uffe og Holly imens vi andre tog herop.

Toppen, set lidt nedefra. Det eneste vi kunne se på vejen op var lyset fra andres pandelamper.

I ørene har jeg Hallelujah med Jeff Buckley og Helium af Sia.

Gucci bag, champagne, hurtigbriller og verdens bedste solcreme.

Én ting er at komme op, det var virkelig stejlt, noget andet er at komme ned. Hele vejen op tænkte jeg over hvordan pokker vi kom ned igen… Men ned skulle vi jo. Vi tog en tur på langs på nedturen.

Det her var rigtig sjovt, men også sindssygt hårdt efter så lang en tur op. Her med Christopher og Sandra.

Nåhhhh det var derfor man skulle lidt hurtigt forbi. Der har været jordskælv, og der falder stadig sten ned…

At bestige et bjerg var en vild oplevelse og den er nu krydset af min bucketlist. Det er nu ikke noget jeg tænker jeg skal gøre igen, så prøver jeg noget andet næste gang. Jeg kender en del der har besteget flere bjerge, og især Kilimanjaro, og de har alle fortalt hvordan man går meget langt, men ad en jævn sti med hældning. Det troede jeg så også dette ville være – jeg blev klogere, haha! For helvede jeg synes det var hårdt for mine bette lamselår. Endnu mere skuffet er jeg over at røven ikke sidder oppe i nakken i dag. Jeg har så vanvittigt ondt i mine ben, men ballerne har intet bemærket åbenbart…

Holdet der nåede til tops.

Image Map

Næste indlæg

Climb for Charity - bestigning af Mount Kinabalu