Her er vores køkken... Vi pønser på nyt.

At flytte med kat, sådan går det med Ginger…

Jeg vil lige give jer en update på Ginger, og hvordan det er gået med flytningen.

Ginger fulgte jo med da jeg købte vores gamle hus, og den har altid været en… Nå ja, kald det luksus-udekat. Den har det nu egentlig bedst foran ilden inde i stuen, men lusker da ud en tur om natten. Men altså ikke typen der besværer sig med at fange en mus eller fugl, og så sover den bedst på ryggen midt i sengen.

Vi plejer at have en kattelem, så den selv kan gå ind og ud, og har derfor ingen kattebakke. Den er ret god til at være alene hjemme når vi rejser, så længe der lige bliver fyldt op i madskålen løbende, er det ikke noget problem. Det passer perfekt til mig, da jeg aldrig har ønsket mig et husdyr, men vidste Hollie Nolia ville sætte pris på den fik lov at blive i huset da vi overtog det. Mere ansvar for et dyr end det, ønsker jeg ikke.

Vi er jo blevet rigtig glade for Ginger, så den skulle naturligvis med til Kolding. Allerede ved tanken om den skulle fragtes, blev jeg helt nervøs over hvordan det skulle gå, for det har vi jo ikke prøvet før. Jeg fik en masse gode tips af mange af jer, omkring hvordan vi skulle gøre når vi flyttede kat, og jeg kan love jer for, at jeg har taget alle rådene til mig. Tak!

Imens flyttemændene pakkede og flyttede alle vores ting, var Ginger i huset og jeg var på arbejde. Om aftenen kom jeg hjem til et tomt mørkt hus, hvor den stod og tydeligvis undrede sig over hvad der skete. Rent praktisk kunne andet end det jeg gjorde, ikke lade sig gøre. Jeg var helt bange for den troede vi bare ville efterlade den, så jeg skyndte mig hjem efter arbejde så hurtigt jeg kunne, for at tage den med. Det var næsten som om den forstod det, for den hoppede ganske fint ind i kattekassen som jeg havde lånt. Tidligere på dagen havde jeg købt en kattebakke, noget grus og en spray som jeg sprøjtede ind i kassen, og som angiveligt skulle få den til at slappe af. Det gik også ganske fint, ikke en lyd kom der på hjemvejen. Jeg ville gerne den var kommet direkte i det nye hus, men da flyttelæsset først kom dagen efter, var vi nødt til at tage en overnatning i Troels’ hus. Det gik nu også fint, den hoppede bare op i sengen og lagde sig til at sove.

Dagen efter, da alle tingene var flyttet ind i det nye hus, hentede vi Ginger. Som mange af jer skrev vi skulle, holdt vi den inde i to uger, hvor den lærte at gå i kattebakke og kende de nye lugte i huset. Vi gik ture med den i haven i snor, og udvidede med at lade den rende rundt rundt uden, hvor vi dog var med og imens gik og tømte kattebakken rundt i haven og på grunden, så den kunne finde hjem igen hvis den løb væk. Det gjorde den nu ikke, så vi løftede den bare med ind igen når vi var færdige.

Her efter et par uger var det så tid til at lukke den ud. Vi kunne godt mærke at nu gad den altså heller ikke være inde mere, og plagede mere og mere om at komme ud. Shit jeg var nervøs da jeg den anden dag ved middagstid åbnede døren og lod den smutte ud alene. Den hoppede lige ind til naboen, og pist væk var den. Jeg havde givet den et halsbånd med nummer på, hvis den løb væk (altså sådan et med pigge og stød i… Ej slap af, bare et alm kattehalsbånd der let kunne åbne sig hvis den sad fast). Og væk var den! Hold nu op hvor var jeg bange for den ikke kom tilbage. Men 6 timer gik der, så stod den udenfor døren og ville ind. PYHA! Og det var endda Hollie der så den, og lukkede den ind. Økonomisk som jeg er, købte jeg ikke en kattelem før jeg var sikker på den kom retur… Så den må jeg hellere få bestilt.

Alt er godt ♥

Ginger tager flytningen ganske afslappet…

Image Map

Næste indlæg

Her er vores køkken... Vi pønser på nyt.