Smuttur til Skansen i Båstad...

Tv-optagelser, flytning og kattedilemma…

Jeg vil da lige give livstegn fra mig. Jeg ligger decideret vandret for tiden, i en blanding af arbejde, praktiske ting med flytningen, og migræne halvdelen af tiden. Mine dage er enormt forskellige. Lige for tiden optager jeg tv, og i dag var det sammen med de fyre her… Det er jo heller ikke som sådan en dårlig dag at møde på job, selvom jeg lige kiggede mig over skulderen for at se om nogen så jeg trådte ind på en brun bodega kl. 9:30 i morges, hvor vi filmede. Det var en sjov dag, og jeg snupper en mere igen i morgen. Tror først det er til december jeg kan fortælle om de forskellige optagelser, som først slutter til jul. Ej, jeg laver også nogle mindre tv-ting, bla. skal jeg være i callcenteret til knæk cancer på lørdag, og så er der to mindre programmer til DR, hvoraf det ene var med Lotte Freddie der fulgte mig på den internationale pigedag – det program glæder jeg mig til at se, Lotte er SKØN, sjov og ret ligetil, og så en kommende Temalørdag. Jeg skal nok sige til når de forskellige programmer bliver vist, jeg ved det bare ikke endnu.

Selvom det ligger lidt dumt tidsmæssigt med optagelser, så kan jeg rigtig godt lide at komme afsted og lave noget tv som jeg jo tidligere har gjort en del. Jeg savner at være mere sammen med folk arbejdsmæssigt, og at være med på en produktion, det er så hyggeligt og vi får en masse grin der er godt for sindet.

Ind imellem det hele er der mange praktiske ting i forbindelse med flytningen. Forsikringer, testamente, samejeoverenskomst og you name it! Men det er vigtigt, meget, meget vigtigt at have styr på den slags, for man ved aldrig hvad der sker, og min familie eller datter skal ikke stå med en masse valg jeg kunne have lettet dem for, hvis det utænkelige sker – det er mit ansvar at have styr på den slags, og det har jeg nu. Tjek!

Noget jeg ikke har tjek på, er alt det der skal ordnes i huset, men jeg prøver at få det. Umiddelbart tænker jeg at det vigtigste er at der bliver malet, så kan alt andet komme løbende, men det vil nu alligevel være smart hvis vi kan nå det hele på én gang. Jeg er ikke ligefrem den tålmodige type, og befinder mig da også udemærket i en lille form for kaos. Om 8 dage får vi nøglen, jeg kan næsten ikke vente og har hele tiden i større eller mindre grad sommerfugle i maven, af bare spænding. Jeg skal nok stoppe nu, men der foregår altså ærlig talt ikke meget andet i mit hoved lige nu, end at tælle dage og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Det leder mig til det med den kat. Altså, der er flere der skriver at den skal være inde i flere uger efter flytningen, for ikke at løbe væk. Hvor sandt er det? Jeg synes det er synd at den skal holdes inde og lære at gå i kattebakke, for det har den ikke gjort før. Derudover kan jeg ikke forestille mig der er noget jeg har mindre lyst til, end at have en kattebakke i vores hus. Jeg skulle da nok overleve det, med nød og næppe, men det er udover at flytte også en stor omvæltning for Ginger, at skulle holdes inde. What to do?

Image Map

Næste indlæg

Smuttur til Skansen i Båstad...