For hvem det, åbenbart, måtte vedkomme…

(Billede: Mor tænker på Hollie)

Jeg er nødt til at kommentere på Annette Heicks klumme på BT i dag, der tager udgangspunkt i en kommentar, som Nicolas skrev på min Instagram under billedet af Troels og mit nye hus. En kommentar som nogen åbenbart har tolket som om jeg bare flytter til Kolding med vores barn, uden at Nicolas har været informeret.

Han skrev således:

“Det er svært at finde mit tillykke med det her frem, men tillykke og jeg ønsker jer naturligvis alt det bedste, men at min Hollie flytter 200km væk fra faaaaar overskygger alt. Jeg har stadig svært ved at finde ord eller en sætning, der beskriver min skuffelse. #endnuenmavepusterpålivetsvej”

Nicolas og jeg taler dagligt sammen, og vi har naturligvis mange gange talt om at flytte til Kolding, og hvordan han havde det med det, inden vi købte hus. I processen spurgte jeg ham flere gange til råds om husvalget, ligesom vi talte om hvad der var bedst af beliggenhed i forhold til ny skole osv.

Han var selvfølgelig ikke glad for situationen, det aller bedste for ham ville jo være vi blev boende, men han ville ikke sætte sig imod det, og det er jeg meget taknemmelig for. Der er mange løsninger der kunne være mere optimale, f.eks. at mor og far boede sammen eller tæt på hinanden… Men som med mange andre, ser det ikke sådan ud.  Han vil gå glip af samværet fra torsdag eftermiddag til fredag morgen hver 2. uge, men han har hende stadig hver anden weekend, selvom det desværre er modsat de weekender vi har de andre børn, og som vi sådan har ønsket kunne blive byttet siden vi mødtes, for at gøre det hele lidt lettere.

De spontane besøg på nuværende bopæl frafalder, men da Nicolas er i Jylland stort set på ugentlig basis, er han altid velkommen til kaffe, aftensmad eller overnatning, hvis han har lyst til det. Ligesom jeg kommer rigtig meget den anden vej, og vil være fleksibel med ekstra weekender og ferier, inden for skolens rammer.

Det der får mig til at sidde i sofaen lige nu og være rigtig forundret og ked af det er, at Annette skriver et indlæg der giver et forkert indtryk af en situation, som lige pludselig åbenbart vedkommer alle. En situation og en forhistorie som hun ikke kender til. Hun skriver fejlagtigt: “Hvorom alting er, så fortæller hans hjertesuk i hvert fald, at han ikke har været taget med på råd.”. Det har han. Ingen kender til vores private situation som forældre, og det er egentlig heller ikke noget nogen af os ønsker folk skal blande sig i. Vi klarer det så fint selv, tak. Jeg har mange skuffelser gemt dybt nede i  en stor modbydelig knude i min mave, som ikke vedkommer nogen… Og det gør vores nuværende situation heller ikke.

Jeg forstår godt at Nicolas har lyst til at fortælle at han synes det er ærgerligt at vi flytter, selvfølgelig er det det, og det har vi talt om. Ingen skal da tro at han bare er ligeglad, for det er han ikke. Jeg er bestemt heller ikke ligeglad, jeg er rigtig ærgerlig over at dette er et valg jeg er nødt til at tage.

I snart 6 år har Hollie Nolia og jeg boet alene, hvis man ser bort fra de første måneder. Vi er begge to meget klar til at blive en sammenbragt familie, så det ikke kun er os to alene ved bordet hver aften. Det er ikke den optimale løsning, men sådan er det i livet nogle gange, der må man tage nogle valg, og de er ikke altid lige lette.

Jeg har for god ordens skyld ringet til Annette. Det gjorde jeg fordi det hun skrev sårede mig dybt, og jeg finder det uretfærdigt at blive skrevet om på den måde, når hun ved hvor meget det vil fylde i pressen og hvordan jeg vil blive fremstillet. Det gør mig ked af det, at Annette skriver om mig på en måde hvor jeg føler mig talt ned til. Jeg udbasunerer ikke vores liv, jeg lader folk følge med i vores glæder, og nogle gange sorger. Annette kender mig, hvis hun var bekymret for mit barns tarv, havde jeg hellere set hende tage affære i form af et privat opkald, end underholde en lille nation med hvad hun formoder.

Der har endnu ingen konflikt været mellem Nicolas og jeg omkring flytning, så det er uforstående for os begge, at andre føler trang til at blande sig i det. Hollie Nolia er et højt elsket barn, som vi samarbejder godt omkring, og det vil vi egentlig gerne blive ved med, og helst uden alle andres indblanding. Man må gerne følge med, men det er ikke op til andre at dømme, bedømme eller blande sig I hvordan vi får det til at hænge sammen, i vores kludetæppefamilie.