Derfor har jeg så travlt med livet…

Mange tak for alle jeres reaktioner og råd til mit indlæg i går. Som flere skriver, så er det ikke nødvendigvis vigtigt hvor længe vi har kendt hinanden, hvis det føles rigtigt. Mange mener også jeg skal give det tid, måske endda et års tid, og det forstår jeg godt I synes. Jeg tror jeg vil prøve at forklare hvorfor jeg ikke er så god til “at se tiden an”, eller hvert fald er bange for ikke at bruge den på den helt rigtige måde.

En dag for noget tid siden kørte jeg hjem fra København, en tur på ca. 30 min når jeg skal gennem byen med trafik og lyskryds. Men jeg glæder mig altid til jeg kommer ud for enden af Kongelundsvejen, hvor træerne og det grønne baner vejen for min lille oase ude for enden. Jeg tænker mange tanker på de ture, hører høj musik eller taler i telefon. Den dag hørte jeg høj musik og sang med, i mens jeg hoppede lidt i sædet. Jeg var bare glad, det boblede i hele kroppen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor heldig jeg følte mig i livet, lige dér. Når alt bare lissom falder på plads og er rigtigt, sådan privat.

Så stoppede jeg ved lyskrydset, og med ét ændrede den boblende følelse i maven sig til den dumme og trykkende af slagsen. Så glad må jeg ikke være! For pokker Mascha, du må ikke være så glad, det ved du da!

Da jeg trillede ind i min indkørsel og slukkede bilen, blev jeg siddende noget tid. Nok lidt længe faktisk. Det er sådan, at hver gang jeg bliver så glad, så skal universet udligne og så sker der noget rigtig, rigtig dårligt. Jeg fik helt skyldfølelse, og sad og tænkte over hvad der mon kunne være på vej. Et par mdr. tidligere var det samme sket – det er egentlig ofte sådan, synes jeg. Jeg tillod mig at være tosset forelsket, og midt i al det gode, sad jeg pludselig med en stemme i røret “Når jeg virkelig prøver at få jer herind, er det jo fordi jeg er nødt til at fortælle jer…”.

Nogle gange sker der bare ting, ingen havde set komme. Som et lyn kan fremtiden være ændret, uden man kan gøre noget som helst ved det. Så sad jeg dér i bilen og tænkte. Der var noget mere på vej, jeg vidste det bare. Selvom dette var sket for lidt siden og det i dén grad rystede min verden, så var min mor lige blevet erklæret rask og jeg var rigtig glad for andre store gode ting i mit liv. Jeg havde nogenlunde accepteret situationen, altså den dumme. Jeg var igen for glad.

Og ved I hvad, jeg havde ganske ret. Endnu et forbandet opkald, jeg ville ønske jeg ikke havde fået. Men jeg vidste det inderst inde, og faktisk var jeg et døgn om at tage telefonen, fordi jeg prøvede at trække tiden. For pokker, der må være en grænse for dårlige beskeder!

Jeg ved jo godt at det ikke er min skyld, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på hvad fremtiden og skæbnen har til mig. Måske derfor er jeg her det sidste halvandet år blevet lidt af en oplevelsesjunkie. Jeg vil mærke livet, jeg vil nå alle oplevelser lige nu, og jeg vil skabe minder for min datter som hun altid vil have med sig, uanset hvad der sker. Så sent som i aftes var jeg til et infomøde om en rejse til Borneo i januar, hvor hun skal med på eventyr. Det er virkelig gået op for mig hvor skrøbeligt livet kan være, og det gør mig for at være helt ærlig, virkelig bange. Jeg ved godt man ikke skal gå og tænke over den slags, men nyde livet, og det er jo også netop det jeg gør. Eller hvert fald en blanding.

Jeg er bare kommet dertil, at jeg ikke venter med noget, jeg lever livet lige nu og styrer direkte mod lykken, suset og løsninger. Jeg udsætter ikke ting som tidligere, jeg gør det NU hvor jeg ved jeg lever. Ingen er garanteret dagen i morgen, og skulle det gå hen og blive den sidste, så vil jeg gerne den starter godt. Den anden morgen vågnede jeg med Troels på den ene side og Hollie Nolia på den anden side. Andre gange er der endnu flere børn i sengen. Hvor heldig må jeg lige være?

Nicolas kom den anden dag med nogle gamle kasser fra loftet, hvori der var en masse gamle magasiner med mig. Jeg fandt et par interviews der er over 10 år gamle, og det var ret sjovt at læse hvordan jeg dengang sagde: “jeg har kun dette ene liv, og det er mit eget ansvar at få det bedste ud af det”. Og ved I hvad, jeg synes egentlig jeg er ret god til at få det bedste ud af det jeg har, og gribe de muligheder livet giver mig.

Når jeg kigger mine billeder igennem, som dem herunder, så bliver jeg virkelig glad for det jeg har og sætter utrolig stor pris på det ♥