Sol, sommer & masser af is - ALØHA!

Feriebilleder fra Bornholm

SÅ er der altså ved at være et par runder feriebilleder. Jeg bøvlede lige med nogle indlæg og billeder der var gået tabt, så skulle lige forfra igen. Jeg er her stadig!

Vi havde virkelig en skøn tur til Bornholm allesammen. Vi så egentlig ikke så meget, vi hyggede mere, tog på stranden, var i huset og kørte lidt ture. På en af dem kom vi forbi Gudhjem, hvor vi endte med at holde picnic på toppen af havnen. Altså med madpakker og det hele, rigtig familystyle, jo jo! Altså det var ikke mig der lige smurte dem, jeg ville nok i virkeligheden aldrig have tænkt på det som en mulighed, men det gjorde Troels. Han havde sågar vino med til mor her, så er der altså ro i lejren. Hvis man ser bort fra at Hollie Nolia tog hele gåturen gennem stræderne i skrig og skrål, fordi hun ikke måtte få alt hun pegede på. Det var da heller ikke særlig pinligt… “Mor du er bare den ondeste jeg kender! Jeg får bare aldrig noget af dig, du siger bare vi skal kigge. Mormor giver mig altid noget. Jeg savner mormor!”. Hun skal i øvrigt på ferie hos mormor og morfar fra i dag, så er hun da fri for den kummerlige tilværelse jeg tilbyder hende. Lille skid!

Se lige et hold, er de ikke dejlige. Så er der hvert fald styr på dem alle, når de får is. Jeg ser lige at Julius sidder med Hollie Nolias taske. Han er altid så hjælpsom hvad angår hende, det er så sødt og rart. Emilie er så fin i den røde kjole, som er en jeg ikke kunne passe alligevel, da den kom med posten. Det er nok ikke sidste gang det sker. Mit barn er naturligvis kørt ind i is ♥

Der var også tider hvor iPads og telefoner blev lagt væk, og vi fik set lidt af den utrolig flotte natur på øen. Okay, de var i virkeligheden nok nærmere løbet tør for strøm, men så fik vi dem da ud af bilen…

Der tjekkes billeder. Én har jo førsteprioritet til opladeren. Det er så dejligt at være voksen.

I Svaneke var vi forbi Bolcheriet, hvor man kunne se hvordan bolcherne bliver lavet. Man kan gå lige ind fra gaden, og så er der demo og smagsprøver. Det er ret sjovt for børnene at se, og der kan købes mange fine bolcher.

Gæsten som ligger i Allinge by, har koncerter dagligt henover sommeren. Vi tog til Phlake og havde en hyggelig aften. Det er ret casual og intimt, og ganske børnevenligt. De rendte rundt og hyggede sig med andre børn, når ikke de stod forrest ved scenen eller sad på skulderen af Troels. Hollie Nolia er i dén grad glad for musik, og render hele tiden og synger og danser, så den fik fuld gas til koncerten – tjek evt mine storys. Jeg har lavet en fast story der hedder Bornholm, på min profil.

Der tages billeder af ALT. Lidt svært at fortælle bloggerbarnet at hun gerne lige må slappe af med den slags.

Image Map

Næste indlæg

Sol, sommer & masser af is - ALØHA!