Ham her, han er min kæreste...

Det er ikke imponerende, jeg ved det…

mascha0356-4

Hvis nogen af jer tænker over, hvad der mon foregår inde i hovedet på mig nogle gange, så skal jeg da gerne give jer et lille indblik. Det er ikke imponerende, bevares, det indrømmer jeg… Men lidt har jo også ret.

Jeg sidder i min lille bitte midlertidige kundebil, på vej henover storebælt, med nogenlunde speederen i bund for at nå op på tilladte hastighed. Jeg er træt og Hollie Nolia sidder på bagsædet og sover, så den kører sgu lidt langsomt på 1., og dovenskaben var for indtrængende til jeg gad holde ind på en servicestation, for at hente min pung i min taske bag i bilen, der skulle bruges i betalingsautomaten. Jeg var lige ved at dreje ind, men blev enig med mig selv om, jeg sagtens kunne snuppe den når vi nåede frem.

Pludselig kører en rød bil med nedrullet vindue op på siden af mig, midt på broen. Jeg kigger, og så kigger jeg igen.

Inde i mit hoved…

Hey, det er da min kæreste! Ej hvor pudsigt, hvor mon han skal hen? Gad vide hvor børnene er. Hvorfor har han ikke sagt han skulle samme vej, hvor fjollet. Det må da være koldt med det åbne vindue. Gad vide hvad han siger. Ej hvor hyggeligt som han vinker, jeg vinker da lige tilbage. Okay, okay… Vi viiiinker lige igen og igen, ja ja jeg har set dig, jeg synes også det er sjovt vi lige mødes her. Hvorfor mon han vifter sådan med den telefon? Ej hvor godt, så fandt han den alligevel, selvom den var væk lige da jeg kørte. Underligt han ikke bare ringer i stedet for at råbe, jeg kan jo ikke høre ham når mit vindue er lukket. Nå, men jeg kan da lige prøve at ringe til ham. Da underligt han ikke tager den. Han peger meget, måske det betyder jeg lige skal holde ind når vi når frem, så han kan give mig et kys? Åhhh han er da også så sød altså!

Vi når frem til betalinganlægget, og der er det ikke helt så romantisk som jeg forestiller mig det. Jo jo, han peger for at få mig til at holde ind, og grunden til han ikke tager telefonen (og måske prøver at råbe til mig fra det nedrullede vindue?!?) er mere, at den telefon han vifter med er hans datters med “find my iPhone”… Og derfor han jagter mig. Lige nøjagtig dét er han jo så også god til… Kunne det måske foregå i en grøn flyverdragt næste gang? Nå, men telefonen skulle så være i min bil, og han havde næsten indhentet mig tidligere, men da han var 5 km fra mig måtte han køre ind og tanke, på den der tank jeg ikke oooorkede at holde ind på. Men nu vi så holder der ved betalingen, og skal lede efter den telefon, kan jeg jo lige snuppe min pung i tasken… Hvor jeg så åbenbart også har rapset hans telefon ned i. UPS! Og nej, man kan ikke bare lige vende bilen igen, man skal både den ene og den anden vej gennem betalingsanlægget.

Men jeg fik mit kys (og han fik sin telefon)! Og jeg sagde at det altså var for sent at trække i land, og kalde vores kæresteri for en aprilsnar – så nu hænger han på mig.

 

Image Map

Næste indlæg

Ham her, han er min kæreste...