Mit hjerte siger, at her går min grænse. Er jeg sippet?

Det kan godt være det er et sprængfarligt emne det her, og netop derfor er jeg nødt til at tage det op, for jeg kunne mærke det gik mig på da jeg læste nogle af kommentarene til et andet indlæg. Jeg ved godt at beskederne er skrevet med kærlighed i ordet, og det er måske mig der er lidt nærtagen her, men det vil jeg så forbeholde mig retten til at være.

I indlægget om Hollie Nolia og skoldkopperne, fortalte jeg at Nicolas’ kærestes søn muligvis havde smittet hende, og mange af jer har været så søde at komme med gode råd og kommentere på det. Flere kommenterede indeholdt ord og titler som bonusmor og bonusbror… Og så var det at alt i min krop snørede sig sammen. De ord bruger vi nemlig ikke, så det var meget underligt andre, der naturligvis er uvidende om det, gjorde.

Jeg synes selv jeg normalvis er ret åben og large med mange ting, især i forhold til sammenbragte familier og den slags. Jeg er jo ikke til noget pjat, det skal bare fungere og alle skal være glade, godt samarbejde og ingen jalousi, ellers er jeg ude. Det er heller ikke fordi jeg ser det som et problem, men jeg har aldrig haft denne følelse før, og man kan jo ikke gøre for hvad man føler.

I min familie render man ikke rundt og bliver skilt. Nå jo jo, så er der lige mig, men jeg har jo teknisk set ikke været gift, selvom jeg da havde planlagt op til flere stilarter til mine forskellige bryllupper. Så eftertragtet var jeg så åbenbart heller ikke… Der er fandme ikke engang nogen at blive skilt fra! Om det så er bedre at få børn udenfor ægteskab, det ved jeg ikke, men der har i min familie aldrig været brugt ord som bonusmor, stedmor, papmor eller hvad man ellers kalder det. Jeg har derfor ikke noget forhold til de ord, andet end det indeholder noget enormt helligt og ærbart for mig, ordet mor. Jeg ved naturligvis godt at alle andre smider om sig med de titler, og sikkert ikke ligger alverden i det, men for mig betyder det vitterligt alverden – det er min datter, og der er kun én anden der kan kalde hende det også, og det er hendes far. Skulle vi så til at bruge ordene bonusmor og bonusfar hver gang vi havde en ny kæreste? Ikke fordi det sker såååå ofte, men der har da været nogle stykker på begge sider, kan vi vist lige så godt være ærlige omkring. Det ville da blive noget værre rod for børnene.

Det har intet, absolut intet, at gøre med de personer der er vores kærester. Jeg er vild med Nicolas’ kæreste, og er sikker på hun er det bedste der er sket ham, plus det er en fornøjelse at se hvor glade vores børn er for hinanden. Det ér i sandhed en bonus, og vel sikkert også derfor man kalder det lige nøjagtig det. Men når det kommer til ordet bonusmor, så sortner det altså for mine øjne, og jeg bliver ked af det helt dybt ind i hjertet. Min datter har jo mig, jeg er hendes mor, kun mig, og sådan vil jeg tillade mig at ha’ det. Jeg kan forstå hvis jeg var død under fødslen og hendes far havde giftet sig med en ny dame, de havde fået fælles børn, jo jo, så kunne man da godt bruge ordet, men der skal da virkelig også noget lign. til.

Da jeg var kærester med Andreas i et par år, som havde 2 børn, faldt det mig aldrig ind at omtale mig selv som bonusmor – de børn havde jo deres egen mor. De var da heller ikke søskende til min datter, de delte jo ikke blod. Jeg ville selv blive ked af at min far rendte og kalde sig bonusfar for et andet barn, der ikke var hans. I kan godt høre det betyder meget for mig ik, og jeg er ellers helt med på det der kludetæppefamilie-halløj, som man har kørende i min generation, men her går min personlige grænse åbenbart. Ikke at jeg ville fare i flint over det blev brugt, jeg ville bare blive virkelig ked af det.

Det kan godt være titlerne kan vokse på mig henover årene, men der skal altså virkelig også nogle år til, før jeg føler man kan bruge det. Lige dér er jeg altså lidt følsom, men det er også mit livs fornemmeste titel, mor, og den deler jeg altså ikke med nogen.

Hvordan har I det med de titler, og hvad bruger I?