De der overvejelser…

Jeg har analyseret mig selv her i går aftes, efter jeg læste der var nogen der synes bloggen er blevet mere upersonlig, og det forstår jeg godt, for det er den.

Jeg har været mættet af at dele ud af mig selv, og har det som om jeg er ved at starte på en ny, på mange områder… Og det har skulle beskyttes. Der kan være personer der fylder meget i min hverdag, men af forskellige årsager kan jeg måske ikke nævne dem, og det kan fra min side da også være en lidt flad fornemmelse, hvis jeg virkelig gerne vil dele noget sjovt eller dejligt. Men sådan er det jo nu engang, selvom det kan være årsag til mange kreative spekulationer, som jeg bevidst har fravalgt at kommentere for meget på, da selv det at afkræfte et forhold kan være interessant.

Men faktisk er det også lidt en prøvelse, det her med at starte på en ny, for det sætter mange tanker i gang, om hvad jeg vil med mit liv, nu hvor jeg er nogenlunde midt i det. Det føles allerede som om jeg har haft flere liv, for der er sket meget på de år. Men hvad skal jeg så fremover? Vil jeg bo alene med Hollie Nolia, vil jeg bygge et hus, vil jeg ha’ en familie, vil jeg rejse, skal Holle Nolia være enebarn, skal jeg klippe mit pandehår? Der er SÅ mange overvejelser… Nogle større end andre, haha. Men det er sundt lige at tage den op og mærke efter engang imellem. Der er også stor forskel på om man er en, to eller flere, og hvilke muligheder der er.

Jeg har altid elsket at rejse, men det har ikke altid været lige let. Jeg tror egentlig jeg er en stor livsnyder, og jeg kan godt lide at være fri, uden at være bundet til for meget. Jeg kan godt lide at opleve og grine (jeg har desværre et frygteligt grin), men det har ikke altid været nemt at finde en at dele det med (mon det er grinet?!?) – folk har jo for pokker det der arbejde de skal passe, meeeeega irriterende! Jo jo, jeg har jo Signe, som i øvrigt er det mest arbejdsomme menneske jeg kender, men også selvstændig med muligheder. Men hvad gør jeg den dag hun finder en mand, gider han så ha’ mig og min lille tornado med på ferie? I think not! Jeg har haft kærester der decideret hadede at rejse og være social, der kun ville på kedelige rejser (i mine øjne), der aldrig kunne tage fri, eller andre ting der bare gjorde det uhyre besværligt at gøre de ting, jeg gerne vil berige mit liv med… Og det er jo derfor jeg har indrettet det som jeg har, for netop at have mulighed for at gøre som jeg vil. Det er bare ikke sjovt alene. Det behøver jo ikke være vilde rejser, men også små oplevelser, i stedet for bare at sidde hjemme i sofaen. Jeg vil ikke gå glip af noget, jeg vil ha’ hele eventyret, og det har fået mig til at tænke virkelig meget over, om Hollie Nolia skal være enebarn, fra min side hvert fald.

Det er så dejligt let nu, hvor hun er blevet 5 år. Vi kan så meget sammen, eller hver for sig, nu hvor hun er så selvstændig. Jeg kan jo godt lide ikke at være bundet for meget, og det er man altså med en lille baby, eller et barn under 5 år. Jo jo, mange ting er muligt, men husk på min eneste oplevelse med den slags var lang fra let, men mere kaotisk. Det tror jeg faktisk ikke jeg tør igen. Det sidste halve år har jeg været meget besluttet på at skulle have en mere, og det inden jeg blev 40, meeeen… Det tror jeg simpelthen ikke kommer til at ske, det trækker ikke sådan rigtig i mig, selvom alle mine clairvoyanter jo siger der står en lille dreng og venter. Måske har jeg været lidt forblændet af, at de eneste mennesker jeg stoler fuldt ud på er min familie, og mine børn ville derfor være eneste sikre kilde til ubetinget, uendelig kærlighed og loyalitet resten af livet. Eller måske er jeg bare lige nu fyldt med så meget kærlighed, at jeg ikke kan rumme mere?

Ps: Jeg er snart klar til at fortælle hvem der gør mig glad ♥