Med løvemor på job

Jeg har solgt Blogly

0D32D9DB-7146-4927-8439-5FF1F9D3616EJeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, but here it goes…

Da jeg oprettede mig egen blog på domænet Maschavang.dk for 6 år siden, var det hos det helt nyopstartede Bloggers Delight, hvor jeg for første gang uafhængigt af et andet medie, skulle blogge om… Ja, jeg vidste nok ikke rigtig om hvad, men blogge ville jeg. Efter jeg havde været ansat hos bla. MSN Starlounge, Ekstra Bladet og FHM hvor jeg havde mine egne klummer, lavet radio på The Voice og DR samt en masse forskelligt TV, var det egentligt det at skrive der faldt mig mest naturligt. Selv at kunne bestemme hvordan jeg udkom var et privilegium – især når nogen faktisk gad at læse det. Og det var der til min store undren nogen der gjorde, endda ret mange.

I flere år var jeg en del af Bloggers Delight, men jeg gik næsten fra start med en drøm om at starte mit eget lille netværk eller bureau med bloggere. Iværksætteriet har altid tiltalt mig, jeg havde en idé om hvordan det skulle være og jeg har altid haft det svært ved ikke selv at stå ved roret. Jeg er sgu kaptajn på egen skude og har aldrig været bange for at rasle med sablen. Så da Hollie Nolia endelig var stoppet med det der kolik, men naturligvis stadig vågnede 7-8 gange om natten, så skulle der dælme ske noget! Når jeg lå der og var vågen om natten, kunne jeg ikke holde tanken ud om min iværksætterdrøm der bare sejlede og sejlede derudad, så jeg måtte gribe roret og tage styr over min drøm og mit liv, midt i de store bølger. Jeg havde pludselig et barn der skulle forsørges og jeg ville også gerne være et hårdtarbejdende forbillede for hende, som min egen far er for mig.

Der vil jeg så lige tilføje, at hvis man tror man som iværksætter pludselig får tildelt en umættelig guldsut til ungen for at skabe arbejdspladser og være produktiv ud på sene nattetimer, så skal man fandme tro om igen. Men hvis man vil være hårdtarbejdende, så er det bare om at komme i gang. Enlig mor på høje hæle, iværksætter og i forvejen selvstændig, det er noget med at trylle ekstra timer frem i døgnet, ligge søvnløs med spekulationer og satse hele molevitten. Det er jo ikke fordi der er nogen der uddeler madkuponer under sådan en opstart, det er først når det går godt nogen er interesseret i at tage del i projektet, og så er det pludselig nogle helt andre kuponer man kan være heldig at modtage. Tak, tak og velbekomme.

Men hvor er det en fantastisk følelse at stå med, når det man ender med at have skabt er en succes. En virksomhed og et brand der er så attraktiv at der faktisk er nogen der gerne vil købe det – så har man gjort noget rigtigt. Og det er der nu nogen der har, altså købt det, for jeg har simpelthen solgt Blogly til Bloggers Delight. Det betyder at Blogly fortsætter med at være Blogly og det stadig er herfra de andre bloggere og jeg selv blogger, mig der er vært for vores fremtidige Blogly arrangementer, men at det nu er Bloggers Delight der ejer og driver det og her føler jeg selv vi er i gode hænder, hos nogle af de mest erfarne og største spillere på markedet. Det er en sikker havn at slå anker i.

Blogly blev 2 år d. 1. Oktober og med opstart er det over halvdelen af Hollie Nolias 5 årige liv, jeg har dedikeret megen af min tid til Blogly. Det har været spændende og sjovt, men også hårdt og tidskrævende. Det sidste halve år er der sket ting, der virkelig har sat livet i perspektiv for mig. Jeg er blevet mere opmærksom på hvordan jeg prioriterer min tid og hvad der gør mig lykkelig helt inde i marven. Det gør min datter naturligvis og når alt kommer til alt, så er der ingen penge der nogensinde ville kunne betale den tid tilbage sammen med hende, og som jeg lige nu bruger på at hænge i telefonen hver eftermiddag og aften, for at drive en virksomhed ved siden af alt det andet jeg også laver. Sidekørende med madpakker, gymnastik og afhentning i børnehaven hver eftermiddag ikke at forglemme.

Det er ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, det er bare et spørgsmål om vilje, men nu vil jeg ikke mere. Jo, jeg vil bruge tiden på at lave aftensmad med Hollie Nolia, ligge telefonen fra mig når børnehaven lukker og rejse ud på spændende eventyr inden hun starter i skole til næste år. Jeg vil bruge mere tid på min egen blog, som jeg har forsømt og finder stor glæde i at opdatere, mere end jeg har gjort den seneste tid. Min egen blog er en selvstændig virksomhed, som den hele tiden har været, med et par ansatte som jeg stadig beholder. Jeg skal udvikle nye produkter til min produktlinie, der lige nu tæller en selvbrunerlinie som allerede har vundet flere fornemme priser, og så er jeg i gang med at planlægge noget frivilligt arbejde hvor jeg forhåbentlig kan gøre en forskel. Jeg har gennem mine rejser med de organisationer jeg støtter, mærket hvor meget det betyder for mig personligt når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, at være en del af noget meningsfyldt for andre end mig selv. Og nåhh ja, så skal jeg i seng inden midnat og ikke tænke “jubii nu er der weekend, så kan jeg indhente det arbejde jeg ikke nåede i ugen”.

Det er en meget glad og stolt blogmamma der hiver den kølige champagne frem i dag ♥

 

FIND PRESSEMEDDELELSE HER

Næste indlæg

Med løvemor på job