Længe ventet: Tilbud på YSB ophold!!!

“Ansigtsløft” med Ultherapy

9CBF9734-C551-4459-9A70-934002C8F016

Reklamelinks

Jeg fortalte på min Instastory den anden dag, at jeg var taget ud for at få en ansigtsbehandling som Karina Von d’ ahé har fortalt mig skulle være god, og da mange har spurgt til den vil jeg lige forklare. Det er altså ikke en behandling jeg skal lave reklame for, jeg var egentlig bare heldig at få behandlingen imens der var en der skulle undervises i den, og markerer den derfor som sponsoreret.

Ikke kirurgisk ansigtsløft

Behandlingen hedder Ultherapy, fordi man med ultralyd skyder ned i SMAS laget i huden, som er det lag man gerne vil ramme for at sætte gang i en regenererende proces der aktiverer collagendannelsen. Det fungerer faktisk som et lille ansigtsløft uden kirurgi, for dem der har brug for det. Det har jeg ikke endnu, så det resultat vil ikke være lige så synlig på mig, som den vil være på en der har. Jeg får dog stadig effekten nede i min hud, så jeg forebygger, og dét vil jeg jo også gerne. Resultatet ses ikke med det samme, men i løbet af nogle måneder, hvor man vil få en mere spændstig hud med mere fylde… Og ja, se yngre ud. Det er nu ikke fordi jeg personligt ønsker at se yngre ud som sådan, jeg er meget glad for min alder, men jeg vil gerne bevare min hud så pæn som mulig, så længe som muligt. Og så elsker jeg jo bare alle de behandlinger, jeg er jo trods alt uddannet kosmetolog så min interesse for den slags er stor.

Selve Gabor som er manden der tager rundt i hele verden og behandler de store, og rige, stjerner med denne behandling, skulle undervise i Danmark og der kunne jeg lige klemmes ind. Halleluja!! Så siger man altså ikke nej, når man kan komme i hænderne på verdens bedste behandler af den slags. Men jeg må indrømme jeg ikke havde sat mig grundigt ind i behandlingen, udover jeg vidste den var effektiv, og det burde jeg måske ha’ gjort.

Gør Ultherapy ondt?

Inden jeg skulle være der spiste jeg frokost med en veninde, og fortalte hvor godt det skulle blive lige at blunde en times tid. Så kiggede hun på mig og sagde “blunde?? Altså hvis det er effektivt, så er det som regel ikke rart!”. Nej, det har hun jo egentlig ret i. Man skal som regel lide for skønheden har jeg fundet ud af, men så længe det er det værd, så gør jeg også gerne det. Jeg åbnede mailen med adressen til behandlingen, og så først der at det var en god idé jeg tog smertestillende en time inden fremmøde. Fedt nok, det så jeg lige 15 min inden og havde ingen piller på mig. Så blir man sådan liiiiidt beklemt ved situationen.

Vel fremme fik jeg dog en grundig forklaring på behandlingen, og hvordan Gabor arbejder som en snigskytte når han med ultherapy skyder meget nøjagtigt ned i SMAS laget i huden. Det er uhyre vigtigt man rammer korrekt for at få den rette effekt, og rammer man korrekt er effekten optimal og smerten minimal. Og det er den, smerten. Jeg kunne faktisk nemt ha’ blundet for det var ikke noget særligt. Jo jeg kunne mærke det prikkede, men jeg ville aldrig sige det gjorde ondt.

Nu bliver det spændende at holde øje med om jeg nogensinde bliver gammel. Jeg kunne selv se en forskel med det samme, da vi lavede den ene halvdel af ansigtet først. Men jeg er simpelthen så grim på billederne, så dem vil I ikke få noget ud af, haha. Virkningen viser sig først efter 2-3 måneder og man kalder det for et ikke kirurgisk ansigtsløft. Jeg kan ikke bare tage billeder fra nettet og vise her på bloggen, men man kan selv Google sig frem til vilde resultater.

 

Behandlingen fåes på forskellige klinikker, jeg kan desværre ikke henvise til en specifik.

Næste indlæg

Længe ventet: Tilbud på YSB ophold!!!