P3 blog: Frederik fra ‘Den sorte boks’

Høflighed når den er værst

Forleden var min kæreste og jeg ude og gå en tur med vores sovende datter i klapvognen. Vejret var ganske fint og humøret var højt. Pludselig borer min kæreste neglene ind i min arm og peger forfærdet op imod et lejlighedsvindue. Synet der ramte mig fik nakkehårene til at rejse sig og mit hjerte til at stå stille.

På 3. sal står en ca 2 år gammel pige i vindueskarmen og kigger på os alt imens hun stille og roligt skubber det åbne vindue på vid gab. Der går panik i os. Hvad skal vi gøre? Er pigen i fare? Hvorfor er der ikke andre på gaden der lægger mærke til det?!?

Hvor man instinktivt burde reagere sætter høfligheden en stopper. Man kan da ikke bare begynde at råbe og skrige vel? Min hjerne kører på fulde omdrejninger og jeg overvejer alle scenarier. Til sidst kommer jeg frem til den indlysende ide, at vi hurtigst muligt og koste hvad det vil, må forsøge at få pigen ind i lejligheden og væk fra det åbne vindue. Vi løber over og stiller os under vinduet uden at se for dramatiske ud, da vi jo heller ikke vil forårsage, at pigen bliver forskrækket og vælter ud. Jeg overvejer om jeg vil kunne gribe en pige på 2 år? Umiddelbart tænker jeg, at det må kunne lade sig gøre, hun kan da ikke veje mere end 12-15 kilo? Men med fart på, er det så overhovedet muligt? Jeg aner det ikke!

Mens min kæreste holder vagt ringer jeg på samtlige dørtelefoner og får efter et par sekunder overboen til pigens familie i røret. Panisk råber jeg, at der er en pige, som er ved at falde ud af vinduet under dem og til sidst lukker hun mig ind. Imens jeg spurter op ad trappen, kan jeg høre min kæreste udbryde op til flere paniske råb såsom “nejnejnej!”, “bliv hvor du er!” og andre mildest talt nervepirrende kommentarer.

Jeg banker på døren ind til lejligheden hvor al min logik fortæller mig, at pigen må høre til. Ingen åbner. Jeg banker igen. “skynd dig!” kan jeg høre min kæreste råbe, mens jeg er ved at dø over stilheden på den anden side af den dør, som jeg hamrer hårdere og hårdere på. Til sidst åbner en ca 4-årig pige med et forskrækket udtryk. “Hent en voksen!” råber jeg og hun lystrer med det samme. Sekunderne mens jeg venter er ulidelige, og jeg begiver mig så småt ind i lejligheden. Men jeg ser pludselig scenariet for mig, at jeg braser ind på pigens værelse og skræmmer hende i sådan en grad, at hun ryger ud af vinduet. Det vil jeg aldrig kunne leve med. Til sidst kommer en voksen mand ud til mig, og jeg råber, at der er en pige på værelset ud mod gaden, som er ved at ryge ud. Han tager det overraskende roligt og forlader mig. Der går ca 10 sekunder der føles som en evighed, før han igen kommer ud på opgangen, denne gang med den 2-årige pige under armen. “Tak” siger han, mens pigen bare stirrer på mig med sine store runde øjne. Derefter smækker han døren i.

Den første tanke der ramte mig var den samme som den første jeg beskrev – var det min kæreste og jeg der overreagerede? Vi så jo at pigen ikke var mere end en sommerfugl inden for armslængde fra at falde ud. Hvorfor virkede faderen ikke mere chokeret eller i det mindste bare en smule taknemmelig?

Det skræmte os helt vildt meget, at ingen stoppede op og hjalp os. Ingen reagerede det mindste. Faderens udtryksløse ansigt skræmte mig også. Men mest af alt var jeg efterfølgende skræmt over, at vi overhovedet overvejede, om vi skulle gribe ind. Om det var i vores ret at blande os i andres liv, eller om man hellere skulle gøre som danskere nogen gange er rigtig gode til, passe sig selv. Måske ville pigen på et tidspunkt bare have smuttet ind på sit værelse igen. Måske står hun ofte i vindueskarmen og ved præcis hvortil grænsen går. Men man kan aldrig tage chancen og jeg vil hellere risikere at se dum og desperat ud end at fortryde manglende indgriben resten af livet. Næste gang jeg er ude for noget lignende reagerer jeg øjeblikkeligt uanset situationen og jeg håber, andre vil glemme den overdrevne “høflighed” og gøre det samme.

 Frederik Dirks Gottlieb