Hvis ikke jeg var blogger…

For nylig var der en der spurgte mig, hvad jeg ville beskæftige mig med, hvis ikke jeg lavede det jeg gør nu. Det har jeg faktisk tænkt ret meget over, hvad kunne egentlig være et alternativ, hvis jeg sadlede helt om. Hvad ville Marianne Christensen lave? Ja, det er så mig 🙂

Det ville være oplagt at bruge en af mine uddannelser som butiksassistent, kosmetolog, makeup artist eller gøre min uddannelse færdig som personlig træner. Jeg var jo begyndt, efter jeg havde taget anatomi og fysiologi samt kostvejleder uddannelsen, men… Det var ikke lige dét. Jo, der kom da en bog ud af det bla.

Men faktisk, så tror jeg ikke nogen af delene ville være attraktive nu. Ikke fordi der overhovedet er noget galt med erhvervene, men det skulle være helt anderledes. Noget jeg ikke har prøvet før. Det skulle være noget lidt dybere, noget der ville give personlig mening for mig at bruge mit liv på, på en måde hvor jeg kunne gøre en forskel. Det kunne være et job hos Plan Danmark eller Unicef, som ville være en hel anden boldgade end det jeg laver nu. Det må være så utrolig tilfredsstillende at ligge hovedet på puden om aftenen og vide man har brugt sin dag på at gøre en reel forskel i verden.

Jeg savner rigtig, rigtig meget at komme til Afrika for tiden. Et af mine Planbørn bor i Sierra Leone hvor der for 2 uger siden var et frygteligt jordskred, der har kostet mange livet og gjort tilværelsen endnu værre for nogle af dem i verden der i forvejen har det aller værst. Jeg gad godt prøve at være med ude og hjælpe i sådan en situation, men ved også det ville være svært at forlade Hollie Nolia endnu engang. Det kunne også sagtens være noget herhjemme, f.eks. er jeg meget betaget af børneadvokaten Gry Rambusch der er kendt for at tage børnenes parti i en række sager, og i dén grad har gjort en stor forskel for mange børns liv og fremtid. Det er så beundringsværdigt og må give en enorm tilfredsstilelse. Måske er jeg for sart til den slags, og ville trives bedre med noget helt andet. Jeg ved det ikke, men det er sjovt at forestille sig hvordan hverdagen også kunne se ud.

Hvad ville I lave, hvis ikke I lavede det I gør nu? Nåede I drømmejobbet eller er det inden for rækkevide? Ændrede I mening undervejs, eller tog livet bare en drejning? Jeg er meget nysgerrig.

Nu jeg nævnte Afrika, så går jeg og pønser på at tage Hollie Nolia med på en tur indenfor uoverskuelig fremtid. Det var derfor jeg startede med at få et Planbarn, for at hun skulle vokse op og lære at verden ser meget forskelig ud alt efter ens udgangspunkt. Noget at sammenligne hendes priviligerede tilværelse med. Sidste år besøgte jeg Sierra Leone, hvor vores ene Planbarn bor, men vi støtter også en pige i Burkina Faso, så måske turen burde gå dertil. Det var hende jeg altid fortalte vi skulle besøge, når jeg gik i timevis med en skrigende baby og fortalte om de elefanter og giraffer vi også skulle se på turen. Nu bliver hun snart 5 år (jeg var faktisk i Tanzania med Unicef på hendes 4 års fødselsdag sidste år) og er måske snart ved at være stor nok til en tur derned. Det er udelukkende sikkerheden jeg kan være en smule bekymret for i den forbindelse, der ville en elitesoldat/sniper/PET/professionel dræber være rar at have med, tak 🙂

Husker I mine ture? Her er det fra Tanzania i Oktober 2016 (indlæg her). Ja sorry jeg lige bliver helt sentimental, men jeg kan mærke at sådan en tur næsten er brændstof for resten af året. Det giver så meget mening.

Dét her ♥

Mit livs værste oplevelse, at stå lige dér og overvære hvor skrøbelig livet er og overvåge en genoplivning hvor barnet desværre ikke overlevede længe. (indlæg her, ikke for sarte sjæle)

Liberia, januar 2016 (indlæg her)

Når jeg tænker på hvilket sted på jorden der er det bedste jeg har besøgt, så er det faktisk denne lille bitte plet i Liberia. Lexington hedder den lille by. By er det jo ikke, som i overhovedet ikke! Der er lidt hytter og noget der minder om huse, men der er ingen elektricitet eller meget andet end nogle familier og fritgående grise… I kan selv læse om besøget her, men det er altså lige dette sted der kan mærkes i maven som noget særligt, på en god måde selvom det var frygtelige historier jeg fik med derfra.