“Mor, mor… Jeg er ikke lille, jeg er stor”

Der er utrolig meget fokus på det med kropsidealer for tiden, og hvor populært det er at være så almindelig som mulig. Børn og unge skal vide at det er okay at se ud som de gør, uden at stile efter uopnåelige og urealistiske idealer. Men hvad så hvis man bare ikke er så pokkers almindelig, men bare gerne vil være det?

De fleste der møder Hollie Nolia udbryder som noget af det første, “nøøøøøøj hvor er hun lille”, lige henover hovedet på hende eller mens de kigger hende i øjnene. Det er aldrig ment i en dårlig mening, det ved jeg, men kunne man for pokker ikke bare engang imellem tænke på det nok er mindst lige så træls for en på snart 5 år at få at vide man er lille, som det ville være for en af os at man sagde “hoooooold da op du er blevet tyk hva'”.

Allerede i en alder af 4 år har jeg en datter der er utrolig opmærksom på hendes krop, fordi hun hele tiden får at vide hun er anderledes, altså mindre, end de andre. Den anden dag var der en dreng på hendes egen alder der sagde til mig, mens Hollie Nolia stod ved siden af, “hun er godt nok lille” som om han havde hørt forældrene sige det. Ja, det er hun og jeg kunne bide tungen af mig selv de gange jeg er kommet til at sige lige det ord “lille”, for det er nøjagtig det der gør at hun græder sig i søvn nogle aftener. For pokker, jeg kom engang til at sige det i Go’ Morgen Danmark mens hun sad lige ved siden af, hvortil hun så kært og hviskende rettede mig med “mor, mor… Jeg er ikke lille, jeg er stor” ♥

Jeg har utallige gange prøvet at forklare hende, at det vigtigste er at have et stort hjerte, så gør det ikke så meget hvor høj man er. Men det er også let for mig at sige, det er jo ikke mig der bliver afvist ved karrusellerne eller båret rundt på at de andre børn. Prøv lige at stå i kø til en forlystelse i 20 min, og så få at vide man er for lille, selvom man har mor under armen og dem på 3 år sagtens kan prøve. Av av! Hun er jo utrolig kvik, og selvom jeg prøver at tage skylden og ansvaret for vi ikke må prøve, så ved hun det jo godt når hun efterfølgende ikke vil stå i kø i frygt for at blive afvist.

Næste år er det så skolestart og jeg kan ikke lade være med at have lidt mavepine over, hun garanteret bliver den mindste i klassen. Jeg kan jo tydeligt se nu, at dem hun oftest leger med er dem på 3 år, da de passer i størrelsen – hun er 98 cm og ca. 13 kg. Dem på 5 år gider sjældent at lege med en “lille” pige, selvom hun er lynende kvik på øverste… Sådan er det jo med børn, de snobber opad.

Jeg håber sådan man vil tænke mere over hvad man siger til og om børn i deres nærvær. Selvom det på ingen måder er ment dårligt, så kan det faktisk betyde alverden for nattesøvnen her i huset ♥