Klar til dansk sommer & festival

Kropsidealer, mig og min egen krop

IMG_1634Sidste uge blev jeg kimet ned angående interviews om kropsidealer, fordi unge mennesker har det dårligt med hvordan de ser ud. Mange er kede af deres kroppe og nogen redigerer endda deres billeder på sociale medier, for at opnå idealet. Jeg afviste alle henvendelser, selvom jeg da er beæret over dagspressen, dameblade, News osv. mener min mening i denne sammenhæng er relevant. Men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle svare, for i en alder af 37 år er jeg stadig ikke selv tilfreds med min krop.

Da jeg var teenager havde jeg det på nøjagtig samme måde som de unge der beskrives i medierne. Jeg var led og ked af hvordan jeg så ud, og jeg var enormt optaget af flotte billeder af damer i bladene eller i fjernsynet. Jeg er efterhånden så gammel, at der slet ikke var sociale medier dengang. Der var nærmest ikke engang internet – det er sgu rigtigt!

Men der var dameblade, sladderblade, julekatalog med undertøj fra Salling og Magasin, Tina Kjær hang overalt med numsen bar og smukke damer vendte bogstaver i Lykkehjulet. Dé var mine idealer. Særligt var Tina Kjær jo vidunderlig, og jeg købte sågar farvede kontaktlinser fordi jeg så gerne ville ligne hende. Jeg stod altid klar i kiosken dagen før det nyeste M! magasin udkom, i håb om at være den første til at vide hvem der nu var på forsiden, og bladre mig igennem de flotte billeder af hvad der i mine øjne var perfekte kvinder. Tænk at være sådan en i de blade, hold da op hvor måtte det bare være det optimale.

Det skal nævnes at jeg jo kommer fra en lille bitte bondeby, hvor absolut ingen af de andre tre piger havde samme interesser. Jeg gik rigtig meget op i udeende og udtryk i min styling, det betød alverden. Jeg troede jo for pokker jeg var den nye Madonna. Dét blev jeg ikke.

Jeg har hele mit liv gerne ville skille mig ud, så havde egenlig ikke lysten til at ligne alle de andre, eller et særligt ideal. Jeg ville bare gerne se ud som jeg synes var flot, og det var ikke nødvendigvis det de andre i klassen syntes. Jeg ville også gerne vise mig frem, selvom det bestemt ikke var særlig anset dengang. Det gjorde man bare ikke på samme måde, som man gør nu.

Har sociale medier skylden i at unge har det dårligt med deres kroppe? Har jeg et ansvar på den konto? Det har jeg tænkt meget over, for det virker for mig ikke til der er noget meget anderledes end fra da jeg selv var ung (yngre!), men nu er man bare mere opmærksom på den slags efter vi alle har fået så stort et talerør gennem de sociale medier. Det tror jeg er den største forskel.

Jeg synes det er enormt ærgerligt at så mange unge går og er utilfredse og kede af det, og hvor ville jeg da ønske jeg havde en løsning på det. Er jeg en af dem der skal stoppe med at vise pæne billeder af mig selv? Skal jeg stoppe med at posere eller få lavet vipper, blive tannet og gå på detox? Jeg ved det sgu ikke for inde i mit hoved er jeg selv en af de piger, og kan virkelig godt følge dem. Jeg er stoppet med at følge piger på Instagram der kun poster billeder af deres flotte kroppe, for de inspirerer mig ikke engang når det er det eneste de har at byde på. Der kommer alderen så heldigvis efter mig, for jeg ved nu at personlighed og udstråling betyder så meget mere og det kan ikke alle levere, selvom de har nok så mange mavemuskler og x’er foran s’et i deres bikini. Men jeg er altså også stoppet med at følge dem der hele tiden skal gøre opmærksom på hvor naturlige de er og hvor okay dét er – det bliver virkelig trættende i længden, og så ér det også bare nemmere at sige den slags når man i forvejen er super flot, det er det bare.

Jeg vil bare gerne have dét lige midt i mellem. Hverken perfekt eller uperfekt. Dem med karisma og charme, holdninger og et udseende de har gjort sig umage med, dem kan jeg bedst lide at følge. Nogen jeg kan relatere til og hvis liv ikke er for uopnåelige for mig. Det imponerer mig, men inspirerer mig ikke, og er det jeg søger hos dem jeg følger. Sådan tænker jeg og jeg tænker også over hvad jeg selv poster. Det har forandret sig markant de seneste par år, hvad jeg ønsker at dele.

Skærmbillede 2017-07-02 kl. 19.55.46

Før i tiden var jeg pinup model, hvilket i sagens natur gjorde at jeg stod i små bikinier og viste kavalergang, og helst altid med et smil. Jeg har aldrig været nøgenmodel, der gik min personlige grænse. I dag bryder jeg mig ikke om at vise bikinibilleder, men gør det engang imellem hvis ikke det bliver for bart eller udfordrende. Jeg har det simpelthen bare ikke godt med det længere og det har absolut intet med min krop at gøre, men noget med hvordan jeg har ændret mig og ønsker folk skal opfatte mig. Jeg har jo også ændret mig gennem årene, og det sted jeg er i livet lige nu passer bikinibilleder bare ikke ind, på samme måde som et billede af mit smil. Det føler jeg beskriver mig meget mere som person, end min krop. Jeg vil gerne have en flot krop, men det er ikke længere det der skal definere mig som menneske, hvordan jeg ser ud. Det har noget med mig selv at gøre, hvordan jeg ønsker at se ud inden under mit tøj. Det gør mig glad når min krop føles rigtig, for jeg ved at mit smil og min personlighed til enhvert tid kan opveje en flad røv eller lår med cellulitis. Hvis altså man grundlæggende kan lide den jeg er.

Det betyder ikke at jeg ikke bekymrer mig om hvordan unge har det med deres kroppe, for jeg har jo også en lille pige der skal vokse op og blive glad. Mine læsere er bare ikke unge piger (uden at fornærme nogen) og jeg henvender mig slet ikke til den målgruppe det her drejer sig om, så jeg føler ikke at mit ansvar et lige så stort som hvis jeg var en popstjerne der havde meget unge fans. Der kan jeg godt nogle gange undre mig over, at de laver musikvideoer eller deler snaps hvor de nærmest udelukkende bruger filtre eller flasher deres kroppe så det på mange måder minder mere om softporn end en tilfældig snap. Der ville jeg personligt agere anderledes af hensyn til mine fans, men nu er jeg jo heller ikke popstjerne.

Det blev langt og kringlet, det var slet ikke meningen og der er garanteret heller ikke mange der læser det færdigt. Men nu kom jeg ud med det. Jeg havde brug for at fortælle jeg synes det er ærgerligt, men at det nok altid har været sådan, desværre. For fanden, jeg er 37 år og stadig ikke tilfreds med min krop… Hvor åndsvagt er det?! Mine veninder har det stort set allesammen på samme måde, hvorfor fanden tror I vi render rundt og får detox og botox? Vi er da de sidste man skal spørge om hvordan man kommer til at elske sin krop som den er, for vi er selv i panik! Men jeg har lært mig selv at der er andre ting i verden der er vigtigere end min flade røv og fyldige kinder, f.eks. at være glad og det bliver jeg af at grine. Mit grin er så frygteligt at ingen tænker på min røv så snart jeg åbner munden 😉

Jeg vil som det sidste lige bede folk være varsomme med hvad de siger til andre om deres udseende. Ét enkelt lille ord kan have så stor betydning. Ét ord gjorde en af mine veninder fik spiseforstyrrelse, én kommentar om min næse gjorde at jeg i mange år ikke ønskede at folk skulle se mig fra siden, og brød mig ikke engang om at sidde i en biograf med nogen bag mig. Den dag i dag ønsker jeg ikke engang billeder taget fra højre side fordi min næse er skæv. Meget meget lidt skæv, men hele min krop reagerer når et kamera nærmer sig fra højre side. Husk det, når I kommenterer på andre, også selvom det ikke er med en dårlig hensigt. Man ved aldrig hvad folk kæmper med indeni, selvom de er nok så pæne udenpå.

Søndagstanker fra mig, håber de giver en form for mening ♥

Hvad med jer. Hvordan har I det med jeres krop og hvor gamle er ? Har det ændret sig med alderen?

IMG_1627

Næste indlæg

Klar til dansk sommer & festival