Om selvcensur og presse...

Singleveninder og LISTEN! Den med plusser og minusser…

IMG_5317Kender I det, at når først den ene veninde bliver single, så sætter dominoeffekten ind. Sådan er det lige nu i min omgangskreds, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg labber det i mig. Ikke hjertesorgen og skuffelsen over det forliste forhold. Men altså på den måde, at jeg gerne tager med ud og kaster æg på deres nyvaskede biler (der er for lang op til vinduerne). Mændendes altså. Nå ja, det er måske også mit forslag, når det kommer til stykket. Mænd. Mænd, for helvede altså! Hva’ fanden er der med dem, og deres pikkemænd??!

Selv tror jeg, at jeg gennem årene er blevet hærdet. Mistet den store respekt for kønnet, kan man også kalde det. Jo jo bevares, jeg er da ikke blevet lesbisk (endnu), men der skal virkelig noget til, før jeg yder en mand respekt, og han skal gøre sig fortjent til den. Uha alle de tests og fælder jeg lægger hen ad vejen, og nej, det er jeg ikke stolt af. Jeg er bare ærlig… Og kvinde værst 😉

For mig er det et krav, at jeg kan se op til min mand. Jeg skal imponeres. Om det så gælder hans intellekt, passion for det han laver, drivkraft, medfødt talent eller succes med hans arbejde, hvadenten det er som selvstændig håndværker eller professionel hullahopbadutspringer, det er egentlig ligemeget. Bare han ikke er ligeglad med hans job og tilværelse. Han skal også ha’ styr på økonomien, og penge er da et plus, hvis de er afkommet af flittig arbejde og succes, men er de arvet eller vundet i Lotto, er de for mig uinteressante. Han skal gøre sig umage med sit liv, det må være det største adgangskrav til mig. Ét af mange, haha!

Ja, det er altså den slags snakken falder på, når vi taler om mænd, mig og pigerne. Nu var det her lige mine krav og forventninger, de andre er meeeeget meget værre. Pjat, haha. Det er nemlig vigtigt at vide, hvad man vil ha’ og ikke ha’. Én ting vi er enige om er, at han fandme skal ha’ en god røv i jeans. Et par bukser der sidder grimt, eller for højt, lukker bare det varme vand omgående. Nu ved I det, boys.

Og ja, vi har lavet en liste! Jeg dækker det naturligvis ind under at vi har lavet den sammen, det er klart, men nu heller ikke helt af vejen, af udelukkende egne holdninger. Vi er 3 piger, skal lige nævnes.

+’erne

  • Humor og selvironi, meget vigtigt!
  • Trofast og loyal. Vi er lidt uenige om hvor grænsen for utroskab går…
  • Besidde empati. Både når det gælder små børn i Afrika, men også kunne trøste os (og fake en forståelse for) når Louboutin skoen er udsolgt.
  • Lækker krop. Holde sig fit (uden det tager overhånd) og sund, og være modtagelig for vores tips til sunde sager. Fatte et hint, med andre ord.
  • Have en høj moral. Ikke være langfingret, snyde sig til noget, eller være uærlig. Ren straffeattest!
  • Klæder sig ordenligt. Med alt vi gør, så er det som minimum at forvente, at han gør sig umage. Vi sætter meget stor pris på det. Tak. Og ja, det koster penge. Det gør gjorde dine kæmpe højtalere også (dem kan du evt. bare sælge).
  • En mand der altid dufter dejligt og af parfume. Medmindre han er håndværker, og virkelig lækker.
  • Handy. Der er ikke noget mere sexet, end en mand der kan fikse ting, og ikke skal ringe efter en rigtig mand, der skal gøre det for ham.
  • Charme, og det at fylde et rum med sprudlende energi.
  • En gentleman betaler regningen, medmindre man spiser ude flere gange om ugen. Hvis økonomien ikke er til det, så napper vi hellere en rugbrødsmad hjemme. Det er ikke et spørgsmål om penge, men om maskulinitet.

-‘erne

  • Selvoptagethed og arrogance. Der er ikke noget mere usexet, end en mand der taler ned til en kvinde, eller insinuerer at hun er ubegavet.
  • Nærig og beregnende adfærd er top-ucharmerende. Gør det ordenligt, eller lad være.
  • Falsk romantik. “Her er en buket blomster fra tanken, så skal du fandme heller ikke sige, du aldrig får!”.
  • Prutter, bøvser og bussemænd, NEJ TAK. At spise sine bussemænd er på alle tænkelige måder uacceptabelt. Og vi mener det!
  • Forsmåede jantemænd, der nedgør andre mænd fordi de har givet kæresten en dyr taske, eller har en større bil end ham selv. Gi’ fyren et klap på skulderen i stedet, og spark til det satans dæk.
  • Lette mænd, der har knaldet hele byen og datet i flæng. Eksklusivitet tak, desperation er ynkeligt.
  • Jalousi. Hvis din kæreste er lækker, så se det som et kompliment, at andre fyre synes det samme. De må gerne like hendes billeder – kosten skal bare ikke like retur!
  • Hullede eller slidte underbukser og strømper. Seriøst, hva’ koster de? De skal være ordenlige, og ALDRIG hvide. Vi ser alt (desværre)!
  • Cola-/kaffemænd. Vi er alle enige om, at det er ret så usexet at tonse sorte væsker ned i kloakken dagen lang. Cola er bare usexet, sort kaffe giver den ondeste ånde. Drik noget vand… Eller alkohol for pokker, er I klar over hvor alkoholiske vi ser ud ved siden af?!
  • Mænd der knalder andre end deres kærester. Håber æggeskallerne ridser lakken på bilen!

 

Ja, det er så den lille diskrete liste. Kom gerne med tilføjelser, og så er vi jo lidt uenige om grænsen for utroskab. Er den udelukkende fysisk?

Skærmbillede 2017-05-09 kl. 13.17.28

Næste indlæg

Om selvcensur og presse...