Om selvcensur og presse…

Der er noget der går mig på, og jeg kan desværre mærke det går udover bloggen.

Der er så mange emner jeg har lyst til at tage op her på bloggen, men jeg kan mærke at jeg i lang tid har lagt bånd på mig selv herinde, fordi jeg er bange for at alt bliver til overskrifter og artikler. Jeg skriver ret mange indlæg, som jeg ender med ikke at udgive, fordi jeg ikke orker se det fordrejet i pressen. Det er simpelthen så ærgerligt!

Dagligt bliver jeg kontaktet af journalister på telefon eller tekst, og bare det mindste svar retur, kan jeg ofte se kort tid efter. Også selvom det bare er et kort svar, eller en afvisning om en kommentar. I går havde jeg held med at undgå en artikel om mit seneste blogindlæg, og under samtalen med journalisten, som jeg nok endte med at være lidt hård ved, går det op for mig at de tror jeg får noget ud af de skriver om mig. FAIL!

Når et medie tager min tekst, skriver en artikel og linker til min blog, så får jeg ikke flere læsere ud af det – overhovedet. Faktisk får jeg færre læsere, når der laves en artikel ud fra min blog, for så har folk jo læst det, og gider ikke gå ind på bloggen. De snupper hele min tekst, og at de linker giver ikke en dyt til mine sidevisninger. Faktisk tager de ikke bare min tekst, men også mine læsere. Så hvis nogen tror jeg skriver noget, bare for at få pressen til at gengive det, så er det meget misforstået. Hvordan kan man næsten ønske at EB skriver noget, som folk fra Nationen! kan kommentere på? Det tror jeg ikke mange ønsker.

Det er også derfor Rasmus ikke har været omtalt på bloggen længe. Det er ikke fordi han ikke ønsker at være en del af bloggen, slet ikke faktisk, men jeg ønsker ikke at han skal være en anledning til at noget herinde ryger i de kulørte spalter. Så skal jeg sidde og veje hvert ord jeg skriver, fordi jeg nødig vil være årsag til en fjollet overskrift, der gør han bliver taget useriøs. Dem har der allerede været alt for mange af.

Den seneste tid har jeg fået et syn på pressen, jeg ellers ikke har haft tidligere. Jeg skulle alligevel være i gamet i 18 år, før jeg fik denne følelse. Men nu er den her. Jeg er så uendelig træt af at se BT skrive at jeg, eller en anden (så sent som i går var det om en vært), er “lagt for had”, når det SLET ikke passer. Hvad fanden er det for noget at skrive?? Hollie’s Gucci taske fik over 10.000 likes, og nok 5 tåbelige kommentarer = Mascha lagt for had! Programmet ‘Min fede træner’ fik meget kritik, men pressen var også i dén grad med til at vinkle den, med deres overskrifter og opsøgende kommentarer fra alle der kun var imod konceptet. Selv Aftenshowet fravalgte at sende de positive indslag der var lavet, men endte kun med at vise den negative vinkel på programmet. Kun én artikel i Berlingske, ramte efter min mening hovedet på sømmet – men en shitstorm giver jo flest kliks til de uddøende papiraviser, og så ved man jo godt hvad klokken har slået.

Jeg gider ikke være på vagt over hvert eneste ord jeg skriver, jeg gider slet ikke være politisk korrekt, og jeg kan næsten ikke trække vejret, når min humor og selvironi misforståes af tørvetrillere. Min blog er min side, og herinde vil jeg gerne kunne have det hyggeligt, med mine faste og nye læsere, uden konstant at skulle censurere mig selv, eller være i forsvarsposition. Hvordan jeg lige løser det, ved jeg ikke, men lige nu ærgrer jeg mig over situationen.