Hollywood premieren... Nåede vi det???

Turen til LA, hvor uheldig må man være…?!

imageDette er skrevet i flyveren, inden vi landede i LA.

“Just keep them, and I will fill you up later”.

Endelig et menneske der forstår mig, bare ved at kigge på mig. Det er stewardessen på det fly vi ENDELIG sidder på, på vej til LA. En tur hvor ALT bare er gået galt.
Mandag morgen står jeg tidligt op for at møde min veninde Signe Heindorf i lufthavnen. Vi skal nemlig til gallapremiere i LA/Hollywood, og vi har glædet os helt vanvittigt. Vi skal dulle, fjante og have det sjovt. Vi skal se filmen Bad Moms, og det er lige nøjagtig det jeg har tænkt mig at være på denne tur – en bad mom. Sådan lidt ala den kvindelige udgave af Tømmermænd i Vegas, jeg tænker egentlig at I sagtens kan forestille jer hvad jeg mener.
image
 Humøret starter højt, lige indtil vores fly viser sig at være forsinket, hvilket får os til at kontakte personalet, for at gøre opmærksom på vi har et videregående fly i Düsseldorf. Vi ønsker virkelig ikke at komme senere end dette til LA, da vi har et stramt program med at få tjekket ind på hotellet, hente billetter og finde kjoler og outfit derovre – noget vi har set ret meget frem til. Det er jo netop det der er det sjove ved hele turen, at skulle ud og finde outfit, gøre sig klar osv. Det viser sig at flyet er så forsinket at de er nødt til at få hevet vores baggage ud igen, og finde et andet fly til os. Her kan jeg lige så godt fortælle, at står man i lignende situation, så er det nemmere at forklare det mandlige personale, at kufferten er turkis, og ikke azur blå (som den altså i virkeligheden er. Vigtig detajle!). Vi bliver derfor sendt til transfer centret, hvor de skal prøve at hjælpe os. Der er naturligvis kø, og vi når ikke det fly vi fik at vide vi skulle med. Meget tydeligt frustrerede, som vi står der, får en af medarbejderne øje på os, og prøver at hjælpe os. Max hedder han. Vi er vilde med Max! Efter noget bokseri med Air Berlin som vi oprindeligt skulle med, bliver vi sat på et Delta fly, der skal over JFK (New York) og så videre til LAX (LA). Vi venter yderligere 2-3 timer på at skulle med det fly, og når faktisk at møde Rasmus, som er på vej til Rom.
Tjek lige vores meget ens outfit, fandme godt vi ikke rejste sammen!
image
Dejligt med et ekstra farvelkys i lufthavnen, men desværre gjorde det også at vi var de sidste i køen der skulle ombord på flyveren. Lige som vi skal til at træde ombord, får vi at vide flyet er overbooket, og at vi skal gå tilbage til transfer centeret. Er det skjult kamera, når jeg at sige, for kan jo godt regne ud at vi ender med at få et noget større problem med at nå derover. PIS OSS! Så begynder problemerne at opstå, for hvis problem er vi så? Air Berlin eller Deltas? Max der endnu ikke har haft en frokostpause, og som er ved at dehydrere og er ret presset, gør alt for at hjælpe os. Vi får ringet til Norwegian som har en afgang vi kan komme på, men vi kan ikke få vores kufferter med, og da de ikke samarbejder med andre, er det et større problem. Signe må løbe ud af lufthavnen for at tale med div. flyselskaber, og kan pludselig ikke komme ind igennem security længere, så Max må skippe sin frokost og hjælpe hende. Til vores morgenmad, som startede glad og forventningsfuldt, havde vi købt en Baileys i lufthavnen, til at komme i kaffen. Den havde Signe jo så fået med ud, og kunne ikke få med ind igen. Her opstår den nok største skuffelse fra min side, på hele turen. Tænk sig, hun lod dem bare ta’ den!! Jeg havde da som minimum bundet den, eller hvert fald hvad jeg kunne nå. Man giver da ikke bare en Baileys fra sig, uden kamp! Nå, men det bliver hektisk og stressende, og samtidig har jeg kontaktet USA Tours, som har været behjælpelige med at booke billetterne til os, så dem har jeg også i røret, fordi de jo bare gerne vil hjælpe. De enste der egentlig ikke er til den store hjælp, og total umulige at få fat på, er Air Berlin. Vi misser først mulige fly, netop af den grund. Nå, men efter noget bøvl, får vi så et nyt fly med British Airways som går over London, hvor vi er nødt til at overnatte. Vi får yderligere 4 timer i lufthavnen, som hovedsageligt bliver brugt på MASH, der straks ser vi har brug for bobler. THANK GOD! Bearnaise, bobler og vino kan redde enhver situation, og det hjalp en hel del at glasset aldrig nåede at blive tomt. Tak! Lettere beruset ankommer vi sent til Heathrow (London), hvor vi er ret lost. Det er satme en stor lufthavn, og da det er sent er der ikke den store hjælp at hente – SLET ikke fra Air Berlin. Men nu er vi så også blevet sendt med et British Airways fly, og de vil sandelig heller ikke tage sig af os, da vi jo ikke var deres hovedpine til at starte med. Så starter et større projekt med at finde et sted at sove, og jeg begynder at få migræne. Super! Vi tonser hele lufthavnen rundt, kører i bus mellem terminalerne, leder efter en sleeping lounge som åbenbart når at lukke, og ender med at booke et hotel via nettet. Så skal vi lissom bare de 1,1 km hen til det hotel. Vi går ud for at tage en taxa. De tager ikke kort, men kun kontanter… Vi skal bruge 15-20 pund, siger de. Vi er trætte og sultne, og mig med ondt i hovedet, så vi tænker ikke så klart. Jeg hæver 20 pund. Vi kommer ud til taxaen, og det koster nu 25 pund (vi skal én km, og det er gennem en tunnel hvor man ikke kan gå). Vi bliver vist over til en bus til 5 pund, som skulle gå hver 10. minut. Fejl, den går hver 25. minut, og er lige kørt kl. 23:00. Vi kan ikke andet end at grine, for uanset hvad vi gør, går det galt, og vi skal stå i lufthavnen igen 7:30. Vi hustler os med en anden bus der er sød at smide os af. ENDELIG ankommer vi til hotellet omkring midnat, dog uden baggage, men MED vigtige sovepiller. Haps, haps, og der bliver bestilt vækning 6:30. De vækker os så 6:00, selvfølgelig gør de det. Endelig, endelig ser det ud til vi kommer med en flyver, men det er ikke uden kamp, og det virker på ingen måde til der er nogen der har lyst til at gøre det til en behagelig rejse for os, trods alt vi har været igennem. Flyet fra London til LA ender naturligvis også med at blive forsinket, og eneste lyspunkt er da en stewardesse stiller 3 mini-hvidvine foran os hver, og siger at det eneste de nogensinde løber tør for er vand, og at de også har rosé. Halleluja!
Så her sidder vi i skrivende stund. Et sted oppe i luften, og planlægger hvordan vi på ca. to timer når at komme til den premiere. Vi kan ikke nå at købe smarte nye kjoler eller dulle os alverden op, men vi vil fandme heller ikke gå glip af noget! Vi har mistet et helt døgn, som vi sådan havde glædet os til, men det hjælper jo ikke noget at tude over nu, det åbne sår vi har fået kan kun ufornuftig shopping sætte et plaster på de næste par dage 😉
image

Næste indlæg

Hollywood premieren... Nåede vi det???