Jeg har kigget på huse....

Påsken er en særlig tid for mig, fordi…

IMG_3436

Annonce
I dag er det Palmesøndag, ved I hvad det betyder? Hele min ungdom troede jeg at det var den dag Oluf Palme blev skudt, hvilket jeg tydeligt husker som en stor ting. Jeg kan så afsløre at det slet ikke har noget med ham at gøre (!!), men en helt anden mand, som godt nok også er død 🙂
I dag starter påsken, som egentlig har nogle ret skønne budskaber, og som samler mange familier. Det har hvert fald altid været noget ganske særligt i min familie, og vi har altid været samlet til hyggelige påskefrokoster. Da budskaberne i påsken er tilgivelse, at komme videre og tro på en ny begyndelse, vil jeg gerne fortælle om en meget personlig periode, der gør netop denne tid til en form for milepæl for mig.
I påsken, for 3 år siden, var der ingen påskefrokost for os. Til gengæld hjalp familien mig med at flytte. Jeg flyttede jeg sammen med Hollie Nolia ind i vores lejlighed her i Ørestad. Hun var knapt et halvt år gammel, og beslutningen var taget allerede inden hendes dåb. Jeg skulle være enlig mor. Den trofaste læser vil vide, at jeg den dag i dag har et helt fantastisk forhold til Hollie Nolias far Nicolas, men det har naturligvis ikke altid været sådan, for så var vi jo blevet sammen.
Jeg husker tydeligt hvor sur, knust og såret jeg var, da jeg lagde i min nye seng med et skrigende barn ved min side, i vores nye tomme lejlighed. I lang tid havde jeg en frygtelig mavepine. Altså så ondt i maven at jeg næsten ikke kunne holde ud at være vågen. Jeg havde så ondt, så ondt at jeg ikke kunne falde i søvn, og når jeg vågnede, så gik der lige et par sekunder hvor der intet var, og SÅ ramte smerten mig igen i maven som et lyn. Det var ikke til at holde ud. Grunden til jeg havde det sådan, var ren had og skuffelse, for at sige det som det er. Jeg havde aldrig troet at jeg kunne føle så stor foragt for et andet menneske, men det kunne jeg. Bare det at se hans navn på min telefon når han skrev eller ringede, gjorde at jeg skrev ham ind som noget andet. Det er 3 år siden nu, og tingene ser meget anderledes ud i dag, og jeg tror godt jeg ved hvorfor. Én af årsagerne er, at jeg har accepteret Nicolas, og tilgivet os begge for den periode vi var igennem. Ikke at han har gjort en  bestemt gerning (for der er dælme mange, haha) der skal tilgives, men hele situationen. Hver eneste dag pinte jeg mig selv, ved at gå rundt og være sur og ked af det. JEG havde det skidt, fordi HAN var dum, i mine øjne. Og hvem gik det så udover? Mig. Manden havde jo alt andet at tænke på, som biler, cross og hvad ellers der i min verden er total ligegyldigt. Han gik ikke rundt og havde ondt i maven, hvilket næsten bare gjorde det endnu værre. Efter noget tid kom jeg til den konklusion, at den eneste det gik ud over, at jeg gik og var sur, var mig selv. Så jeg tilgav, for min egen skyld. Jeg tror egentlig allermest jeg tilgav mig selv, for overhovedet at være havnet der, og det gjorde den store forskel. Jeg tog det valg, fordi jeg ikke ville ødelægge mig selv eller mit barns fremtid. Jeg vidste, at hvis det fortsætte på den måde, så ville det gå udover vores datter, som jo var helt uden skyld i vores problemer. Jeg har været flere ting igennem, hvor jeg af erfaring ved at det bare er et spørgsmål om tid, så skal det hele nok blive godt igen. Det vidste jeg også denne gang, og drømte mig ofte et år ud i fremtiden.
Det der skete for os, og den periode, hører fortiden til. Det vigtige for mig, og for os som splittet familie, var at komme videre. Vi havde så svært ved at kommunikere, at vi endda gik til en psykolog for at få en form for uafhængig mægler. Vi gjorde faktisk rigtig mange ting, fordi vi begge i bund og grund er ganske fornuftige og omsorgsfulde forældre, der vil vores datter det bedste. Det gik også op for Nicolas at det bedste for hans datter, ikke var at have en sur og udmattet mor. For når noget gjorde ondt på mig, og gik mig på, så gjorde det også ondt på hans datter, som læser sin mors psyke bedre end nogen anden. Vi måtte starte på en ny.
I dag har vi et fantastisk venskab og samarbejde omkring vores datter. Jeg tror faktisk aldrig der går en dag uden vi er i kontakt via sms, facetime eller opkald. Vi laver ting sammen, besøger hinanden og hjælper hinanden, for på den måde hjælper vi vores datter til at få den bedste barndom. Det knuser mig at jeg ved hun altid savner den ene, når hun er sammen med den anden – men vi gør hvad der er bedst for os allesammen, i den situation vi står i. Vi har for længst accepteret hinanden som vi er, og vi har det så dejligt den dag i dag, uden nag, jalousi eller andet. Nicolas er den bedste far jeg kunne forestille mig mit barn kunne have, og jeg ville ikke undvære ham i mit liv. Der er naturligvis sket rigtig mange ting, som hører vores privatliv til, men sådan er det jo i alle familier og forhold. Grunden til jeg fortæller dette er, at jeg håber andre kan tage det til sig, og måske netop lige her i påsken føle lidt ekstra for det at tilgive. Om ikke andet, så for ens egen skyld, og for at komme videre.
GLÆDELIG PÅSKE fra mig, og fra Folkekirken, det har opfordret mig dele denne historie.

Næste indlæg

Jeg har kigget på huse....